fredag den 24. april 2009

Der bliver sommerliv i havnen!


Der er ikke meget erhverv tilbage i Københavns havn. Foto: JG
BMX World Cup, nattergalesang, Friday Night Skate, noma-picnic og DJ Battle. Det er eksempler på arrangementer, som kan findes på By & Havns nye bylivskalender, der udkommer i dag. Ialt er der 31 arrangementer, som løber frem til august.
Og har du eller din forening et arrangement, er det muligt at tilmelde det kalenderen.

onsdag den 22. april 2009

Fra metroudgravning til krydstogtskaj

Foto: By & Havn
Hvis du spekulerer på, hvad der bliver af jorden fra udgravningen af den nye Cityringen, så har By & Havn en plan: Selskabet vil nemlig bygge en ny krydstogtskaj ved Nordhavnens yderste grænse. Den bliver i første omgang 800 m lang og får plads til op til fire krydstogtsskibe af gangen.

tirsdag den 21. april 2009

Skal denne bygning fredes?

Foto fra Kulturarvstyrelsen: Adam Mørk
Nationalbanken skal fredes, mener Kulturarvsstyrelsen, selvom bankbygningen er under de 50 år gammel – den normale alder for fredning.
Arkitekt er Arne Jacobsen, og styrelsen skriver, at det regnes for et af hans hovedværker. Men er det også et af Københavns? Banken ligger som en isoleret og utilnærmelig bygning midt i det historiske København. Det er en ørkenvandring som fodgænger at komme forbi, og der sker absolut ingenting langs 100 meter-facaderne.
En fredning vil betyde, at det bliver så godt som umuligt at ændre bygningen i modstrid med arkitektens intentioner, fx at åbne bygningen mod byen.
Fredningsforslaget er til høring frem til den 24. juli, og indsigelser skal sendes til Kulturarvsstyrelsen, Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V.
Telefon 33 74 51 00

tirsdag den 7. april 2009

By & Havn satser på bedre tider


By & Havns hovedkvarter. Kan man se de udvikler Ørestad?. Foto: JG
Det skal både drive havn og byudvikle Ørestad, og det er ikke gået så godt i 2008, hvor udviklingsselskabet By & Havn har været hårdt ramt af tilbagegangen på ejendomsmarkedet.
Underskuddet for 2008 er derfor blevet 348 mio. kr. Det er 5,6 mio. kr. mere end i 2007, hvor underskuddet 'kun' var 343 mio. kr. By & Havn har kun haft overskud på udlejning og havnedrift, men egenkapitalen står i minus på en halv milliard kr.
I By & Havn er de dog optimister, for som de skriver: »I et længere tidsperspektiv vil efterspørgslen efter ejendomme variere fra år til år, og derfor må By & Havns resultater og værdiskabelse vurderes i dette perspektiv. Der er et stort udviklingspotentiale inden for arealudvikling. Selskabets arealer har en unik beliggenhed i København, enten med en placering ved vandet eller, som i Ørestad, med en enestående moderne infrastruktur, beliggende ved store grønne områder.«

onsdag den 1. april 2009

Man kan ikke sælge kunst i Valby

Finanskrisen har angiveligt dræbt drømmen om et kunstmiljø i Valby, skriver flere aviser, og TV Lorry kunne berette om hvordan gallerierne hellere vil ind til Bregade, hvor kunderne er. »Fra 100-150 kunder om dagen til 10-15,« fortalte en af galleriejerne.