fredag den 26. juni 2009

Økologisk fremtid for tidligere gasbeholder

Illustration: JJW Arkitekter
JJW Arkitekter har oprettet hjemmesiden valbygassilo.dk at videreudvikle deres vision for omdanne den tidligere Valby Gasbeholder til 'Valby Gassilo' til et storstilet vistnok økologisk boligprojekt og de opfordrer er alle interesserede velkomne til at bidrage med ideer til projektet.
Projektet er desuden kommet på programmet til Copenhagen architecture + design days, og her kan man opleve siloen 5. september kl. 10-14.

torsdag den 18. juni 2009

Skøjbane må vige for metrobyggeri

Skøjtebanen på Kgs. Nytorv skal flyttes til Havnegade, skriver berlingske.dk Det bliver konsekvensen når metrobyggerietbetyder forvandler området til en byggeplads. Sammen med Det Kgl. Teater er Københavns Kommune blevet enige om at foreslå en ny placering i Havnegade ved Nyhavn. Metrobyggeriet på Kgs. Nytorv begynder i slutningen af 2009, så det er allerede fra i år, at skøjtebanen vil være at finde i Havnegade, hvis de københavnske politikere godkender indstillingen fra Kultur- og Fritidsforvaltningen. Metrobyggeriet forventes at vare frem til 2018, hvor skøjtebanen kan flytte tilbage til Kgs. Nytorv – medmindre den bliver liggende!

Bilen ud af byen – cyklen under jorden


Området mellem Strøget og Vartov skal være en plads med bæredygtige muligheder. Foto: Københavns Kommune
Byrummet ved Rådhuspladsen og Lurblæserne kan forvandles fra en kedelig P-plads til et levende byrum. Det mener ihvertfald Københavns Kommune, som har udskrevet en international arkitektkonkurrence, der skal skabe rammerne for »et nyt, levende byrum ... hvor der er tænkt bæredygtigt hele vejen rundt«.
Der skal stadig være plads til taxaer og turistbusser, men den almindelige parkering skal nedlægges.
»Pladsen ved Vartov skal være med til at indfri vores vision om at skabe en metropol for mennesker. Vi tager et byrum, der i dag er helt domineret af biler, og forvandler det til et sted, hvor der er plads til at mennesker kan mødes,« siger teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) i anledning af konkurrencen – som bl.a. skal give et bud på, hvordan der kan tænkes bæredygtigt i alt fra belysning til materialer.
Den nye plads skal stå færdig i 2011, og Københavns Kommune har også har besluttet at undersøge om man kan anlægge et fuldautomatisk p-anlæg for cykler under pladsen. (Det må være noget med at sætte sin cykel ind i en elevator).
Hidtil har erfaringerne med underjordiske cykelanlæg dog ikke været gode, og den ved Ørestad metrostation er omdannet til udstillingssted, fordi den ikke blev brugt. Men måske kunne lidt service være vejen frem: Man kunne aflevere den ligesom frakken i garderoben?

fredag den 12. juni 2009

De skjulte vandresourcer


Forsinkelsesbassinet 'Colosseum' i Frihavnen under færdiggørelse i 1996. I dag er der containerterminal ovenpå. Der er plads til 30.000 vand kubikmeter vand. Foto: bolius.dk
De findes 12 steder i byen, bl.a. under Højbro Plads, de underjordiske forsinkelsesbassiner som skal forhindre at regn- og spildevand løber ud i havnen – og sikre et rent badevand. Tilsammen har de en kapacitet på 220.000 kubikmeter, men det var ikke nok 11. juni da en stormvejr gav fra 85 til 110 mm regn i Hovedstadsregionen.
»Beholderne har ikke kunnet rumme de mængder, der er faldet, og den hastighed, hvormed det er faldet,« siger pressekoordinator Astrid Skotte fra Københavns Energi, der er ansvarlig for Københavns spildevandssystem til ingenioren.dk. Og derfor er Københavns Energi fortsat i gang med at bygge opsamlingsbassiner. I dag sker det omkring 5 gange årligt at bassinerne løber over, og omkring 2015 regner Københavns Energi med at nå ned på tre årlige udløb i havnen. Før bassinerne blev bygget var der overløb 20-30 gange årligt.
Ifølge ingenioren.dk har forsinkelsesbassinerne hidtil kostet tæt på 1 milliard kr.
Men hvorfor skal forsinkelsesbassiner gemmes væk? De fyldes jo primært med regnvand, og kunne indgå i et åbent vandforløb som dengang Søerne og Damhussøen blev skabt som en blanding af vandforsyning, mølledam og forsvarsanlæg. Og Ifølge chef for afløb i Københavns Energi, Per Jacobsen, kunne man lave nye naturområder til at tage vandpresset.
Tænk på hvilke muligheder der er for nye vådområder ved Lersø Parkalle og langs de tidligere åer i Grøndalsparken og Vigerslevparken.

Nyt kultur- og idrætshus på Frederiksberg


Flintholm set fra oven. Det nye hus skal ligge midt i området. Foto: Frederiksberg Kommune
Legezone, pulszone, performancezone, zenzone, madzone, tankezone og helsezone.
Det er konceptet for det nye kultur- og bevægelseshus i det nye kvarter Flintholm på Frederiksberg.
Huset har fået arbejdstitlen KU.BE, og det er Frederiksberg Kommune og Realdania som er gået sammen om at realisere det. Huset skal give plads til både sport og leg, kunstoplevelser og fordybelse. »Det her bliver et samlingssted på tværs af alder, og et sted som kan motivere alle grupper til at bevæge sig og leve sundt – også dem som ikke i dag benytter de traditionelle idrætstilbud i byen,« siger Realdanias direktør Hans Peter Svendler .
Samtidig bliver bæredygtighed tænkt ind i husets udformning og aktiviteter, så brugerne af huset bliver gjort bevidste om bæredygtighed og energiforbrug. Kultur- og bevægelseshuset skal styrke den igangværende byudvikling i Flintholm. Den endelige udformning skal afgøres ved en konkurrence i efteråret 2009. Og der bliver sikkert også konkurrence om navnet, for hvordan vil man udtale det i dagligdagen? Kube, kubæ, q b.

torsdag den 11. juni 2009

Tre urbane scener til Amager


Den overdækkede del af den kommende scenopbygning. Ill. Witraz
Det skal være Øresundsregionens førende kulturtilbud!
Der er ikke mangel på ambitioner for folkene bag Musiktorvet, som sådan set også skal give det indre Amager et nyt aktivt byrum og kulturelt samlingspunkt.
Planen er at omdanne den nuværende parkeringsplads på Øresundsvej 6 ved Amager Kulturpunkt til et overdækket torv. Her vil man kunne opleve koncerter, kunstinstallationer, caféliv, markedsdage m.m. Musiktorvet skal også være bindeled mellem områdets etablerede kulturinstitutioner som bl.a. Amager Bio og Børnekulturhus Ama'r.
I 2007 afsatte Københavns Kommune 2 milloner kr. til en arkitektkonkurrence om Musiktorvet, og det blev WITRAZ arkitekter, Effekt og ingeniørfirmaet Niras som som vandt med deres 'De tre scener'
Dommerne i arkitektkonkurrencen sagde bl.a.: »I et enkelt og overbevisende greb bindes de mange funktioner omkring Kulturpunktet sammen i et ubesværet, robust og funktionelt forslag, der formår at løse Musiktorvet som et urbant byrum såvel som en udvidelse af de fysiske rammer, der i dag udgør Amager Kulturpunkt.«
Der er aktiviteter sommeren over indtil byggeriet går igang.

CityCircle, næ CityCirkel

Pressefoto: Movia
CityCirkel er en busrute med en lille eldrevet bus, der har plads til 20 passagerer. Ruten har været længe undervejs, men bliver nu indviet på Højbro Plads 12. juni kl. 10-12 med kaffe, te og kage, veteranbus fra Sporvognsmuseet og masser af musik.
Bussen får stoppested ved tog- og metrostationer samt ved en række seværdigheder og træfpunkter, bl.a. Tivoli, Nationalmuseet, Strøget, Nyhavn, Rundetårn og Rådhuspladsen.
På hverdage kører bussen kl. 9-20, lørdage kl. 10-17, søn- og helligedage kl. 11-15 med afgang hvert 7. minut. Benytter samme takst- og billetsystem som den øvrige kollektive transport i hovedstadsområdet.
Og så navnet! Det minder om dengang den nuværende Nordea kaldte sig Unibank med engelsk-dansk udtale, men s kunderne kaldte den unibank med dansk 'u'.

onsdag den 10. juni 2009

Et reduceret World Outgames


Det er godtnok en potent flyver i Københavns lufthavn! Plakat for World Outgames
For fire år siden fik København tildelt værtskabet for World Outgames, også betegnet som »OL for homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle mænd og kvinder fra alle hjørner af kloden«. (LGBT, Lesbians, Gay, Bi- and Transsexuals, bruges internationalt).
Forventningerne var store og arrangørerne regnede med, at det blev »en af de største sports- og kulturbegivenheder i Danmark nogensinde, og med et deltagertal der overstiger selv de Olympiske Lege« – mere præcist en forventning om 16.000 deltagere.
Men sponsorerne er blevet væk, og verdens homoseksuelle vil ikke valfarte til byen som forventet, skriver danskekommuner.dk.
Ledelsen bag festivalen har dog justeret forventningerne, så arrangementet kan foregå næsten som planlagt. 5.000 deltagere har indtil videre meldt sig.
Festivalen skal foregå i perioden 25. juli-2. august, og ud over sporten bliver der sat fokus på mange emner, fx
Menneskerettigheder og politik
Kultur og medier
Arbejdsmiljø og rettigheder
LGBT-historie
Familieformer og relationer
Sundhed
Krop og lyst.

tirsdag den 9. juni 2009

Cykelpark i Østre Anlæg ikke det mest oplagte


Cykister vil gerne have cykelruter gennem pladser – men det er ikke altid lige let at komme frem! Foto: JG
Da Copenhagen X i oktober 2007 på to workshops bad københavnerne om at finde på forslag, der kan gøre København til verdens bedste cykelby, kom hundredevis om bl.a. bredere cykelstier, ruter gennem pladser og parker – og om et minimum af regler. Men der kom også forslag om en bedre adfærd, at alle skal deltage i cyklistkurser for at lære god adfærd.
Hvis alle forslagene blev realiseret ville det ændre radikalt på livet og lydniveauet i Københavns gader og stræder. Men som Copenhagen X også konkluderer: »Dilemmaet er at få det hele til at gå op i en højere enhed. For hvis man laver bredere cykelstier, hvordan så med pladsen til for eksempel busserne? Og hvis man laver cykelårer igennem parkerne, hvad så med sikkerheden for alle de andre, der bruger parken til at slappe af?«
Nu har Københavns Kommune så brugt forslaget om at lave cykelparker, i første omgang Fælledparken – hvor man i forvejen må cykle på udvalgte stier – og Østre Anlæg, hvor det ikke er mest oplagt, fordi der er gode cykelveje omkring parken.
Mest oplagt ville være at omdanne Kongens Have og Frederikberg Have til cykelparker, fordi de i forvejen fungerer som grønne (og altså ulovlige) smutveje, men de sorterer under staten. De mest oplagte cykelparker er de mange parker, der danner grønne forløb, fx Grøndalsparken og Degnemosen.

mandag den 8. juni 2009

Første Funkis-hus i Norden


Foto: Realea
Arkitekt Edvard Heibergs funkisvilla fra 1924 markerer ifølge Realea Funktionalismens ankomst i Norden. Huset har bladgrønne vinduesbånd, balkon i jernbeton og okkergule vægge.
Boligens udformning skulle være rationel og praktisk, for det var i farverne, at æstetikken og skønheden skulle findes, mente Heiberg, som var stærkt inspireret af Bauhaus-skolen og den arkitekten Le Corbusier.
Der er åbent hus søndag 14. juni til tirsdag 16. juni, alle dage kl. 12-17 på I.H. Mundts Vej 16, Virum.

Bæredygtige løsninger under metrobyggeriet


Kan en interaktiv medievæg erstatte kanaludsigten? Foto: Byens Netværk
Byens Netværk sætter fokus på bæredygtighed med en workshop, hvor der skal diskuteres de fysiske, økonomiske og sociale forhold i forbindelse med oprettelsen af midlertidige rekreative byrum, når København de næste 8 år vil være byggeplads for Metro Cityringen.
17 københavnske byrum vil i en længere årrække blive ramt af støj, adgangsveje vil blive afspærret og man vil ikke kunne bruge områdets rekreative muligheder.
Netværket inviterer alle derfor alle til at komme med forslag til bæredygtige løsninger, til 9 af de berørte områder langs Cityringen.
Der er allerede forslag om at omdanne dele af hegnet til en interaktiv medievæg, hvor selve byggeprocessen skal beskrives, ligesom der skal afholdes lokale events som kompensation for det byliv der mistes.
På workshoppen vil man gennemgå:
Rådhuspladsen v/Kristina Adsersen, Mutopia.
Gammel Strand v/Rita Justesen, By & Havn.
Kongens Nytorv v/Stig L. Andersson, SLA.
Rådmandsmarken v/Birgitte Kortegaard, Haraldsgadekvarteret.
Nørrebro Station v/Natalie Mossin, DAC.
Nørrebroparken og Assistens Kirkegård v/Henrik Dahl, NIRAS.
Enghaveplads v/Thomas Geiker, Oplevelsesfabrikken og Søren Lindgreen, Forklar.dk.
Hovedbanegården v/Malene Freudendal-Pedersen, Bæredygtige Byer.
Østersøgade v/Olaf Bruun Jørgensen, Esbensen Rådg. Ing.

Er det slut med sidste fodgængerhelle?


I Berlin cykles der overalt, selvom det egentligt ikke er tilladt. Foto: JG
Nu skal det være slut med at trække cyklen igennem Københavns mange parker. For at nå målet om at blive »Verdens bedste cykelby« i 2015 planlægger kommunen nemlig at tillade cykler i alle hovedstadens parker, skriver Berlingske Tidende.
Der vil ikke blive anlagt egentlige cykelstier, men man vil opfordre til at cyklisterne tager hensyn. Og de må ikke køre for hurtigt!
I forvejen bliver der cyklet i alle parker, både kommunens og Statens, fx Kongens Have og Frederiksberg Have, så den nye ordning kan ses som en accept af tingenes tilstand.
København skal dog ikke blot være bedre cykelby, men også bedre fodgængerby, mener man i kommunens Trafik- og miljøudvalg, og det kolliderer det nye forslag med. For der er ikke mange cykelfri rum i byen, og cykling i parkerne vil tage fjerne mulighederne for de sidste cykelfri byområder og uden tvivl give større utryghed for fodgængere, folk med småbørn og ældre.
Projektet er planlagt til at løbe frem til oktober, og så skal Københavns Kommune tage stilling til, om det skal fortsætte og eventuelt udvides til resten af byens parker. Hvordan tager man stilling til det? Og vil et stort antal cyklister ikke betragte det som helt legitimt at cykle i alle parker, hvis man må i nogen?
I følge kommunens målsætning skal mindst 50 % cykle til arbejde eller studie i København, og mindst 80 % af de københavnske cyklister skal føle sig trygge i trafikken. Skal fodgængerne ikke også føle sig trygge?
Forslaget blev i øvrigt godkendt af Teknik- og Miljøudvalget allerede i september 2008, bl.a. med den tilføjelse, at der ikke må cykles, »hvor der er registreret konflikter mellem cyklister og parkernes øvrige publikum«. Og det kunne fx være hvor cyklisterne i forvejen kører i parkerne.

lørdag den 6. juni 2009

Købmagergade: Glatte brosten i blandede farver


Brosten i granit bliver spejlglatte i regnvejr, men det når man sikkert at test. Foto: Københavns Kommune
I foråret 2010 går Københavns Kommune i gang med at renovere Købmagergade, Kultorvet og Hauser Plads.
Hele området skal være færdig i 2012, men så vil der også være lagt 3 millioner nye granitsten . Kultorvet får en fontæne, der også kan bruges som scene, Hauser Plads skal bevare sin funktion som som hengemt område med parkeringsanlæg og legeplads, og der bliver etableret en samlet plads omkring Trinitatis Kirke og Rundetårn, og her vil der også komme stjernelys i belægningen.
Men inden da bliver der lagt et prøvefelt mellem Kronprinsensgade og Klareboderne, især for at teste det svære i at lægge små brosten i blandede farver. I forvejen er Købmagergade en stærk blanding af af mange slags stilarter, butikker, kurvede gadeforløb og byinventar, så kommunen har ikke valgt den letteste designløsning.
Projektet er udarbejdet af et team bestående af danske Polyform Arkitekter og hollandske Karres en Brands, som i sommeren 2008 vandt en international konkurrence om renoveringen.

onsdag den 3. juni 2009

Kan et 50 m højt hus skabe liv i området?


Falcks nye højhus skal ligge oppe over parkeringshuset på fotoet fra Københavns Kommune.
»Falck ønsker at udvide deres hovedsæde ved Polititorvet.« Sådan er indledningen på Københavns Kommunes digitale høringsportal, hvor kommunen på på forhånd karakteriserer et kommende højhus som »et vartegn i området«.
Kommunen skriver videre, at Falcks nye højhus sikrer »... at stueetagen mod Bernstorffsgade giver mere liv i området og derfor etableres der publikumsorienterede aktiviteter som sammen med et grønt strøg på Bernstorffsgade, fra Falcks bygning og helt ned til Kalvebod Brygge, kobler byen og vandet bedre sammen.«
Man skal læse tæt i materialet for at vurdere, hvordan de øde gadestrækninger i området kan blive tillokkende for en sammenkobling.
Der er høring frem til 26. juni på høringsportalen, og 17. juni kl. 16.00-18.00 er der offentligt møde i Falckhuset på Polititorvet.