tirsdag den 28. december 2010

Udnævnt til verdens bedste byggeri

Der er fuglefløjt og metrosus ved VM Bjerget. Foto: Bolius
VM Bjerget i Ørestad med 80 lejligheder er to gange blevet kåret som verdens bedste boligbyggeri. Læs hvordan nogel af beboerne selv oplever det.

fredag den 17. december 2010

Street-kulturen samler unge

Engang spillede man bare spontant fodbold, nu hedder det streetsoccer.
'Street'-aktiviteterne i 'DGI underground' er ifølge idrætsorganisationen blevet en succes med bred opbakning blandt unge. Det er især aktiviteter som gadefodbold/streetsoccer, Street Beat på BMX-cykel og snowparker, som har tiltrukket mange unge.Og i følge projektleder Frederik von Sperling skyldes den brede opbakning, at aktiviteterne henvender sig til to forskellige sociale kulturer der har street-kulturen til fælles:
"Parkour, skateboard og BMX-cykel dyrkes især af unge fra den bedrestillede middelklasse i en afgrænset kultur", siger Frederik von Sperling om den ene kultur.
"Streetsoccer rækker derimod ud og vil udvide deres fællesskab af minoritetsunge og unge med dansk baggrund", siger han om den anden gruppering.
For at udvide aktiviteterne vil DGI sende 60 uddannede 'street agents' ud i Århus og København, så nu skal der også gang i indretning af områder, fx ved trafiksanering og midlertidige anlæg.

torsdag den 16. december 2010

Kan man kalde et 17-etagers højhus for københavnertårn?

Sådan snyder man og gør et højhus til et 'københavnertårn'. Foto: C.F. Møller
"Arkitektfimaet C. F. Møller’s vinderforslag indgår i tæt relation med nærområdet, og vil blive et smukt og velfungerende bygningskompleks til glæde for brugere og by." Sådan udtaler vicedirektør Connie Barfod fra Universitets- og Bygningsstyrelsen i forbindelse med kåringen af vinderprojektet for udbygningen af Københavns Universitets Panum-kompleks på Blegdamsvej. Og begrundelsen er, at når man bygger højt, kan man friholde areal til byliv og grønne områder. Eller som det hedder i forslaget:
"Et af forslagets stærke facetter er, at det tilstræber at give bydelen lige så meget ny plads, som det tager fra byen i areal. Det sker i kraft af urbane lommer af pladsdannelser og offentligt tilgængelige haverum. En gestus, der bliver yderligere forstærket af bebygelsens åbne og transparente stueetager, der inviterer byen indenfor og skaber et sted, hvor byens puls blander sig med livet på campus, og hvor forskning møder fritiden."
Pladsen "gives" ved at bygge et 17-etagers højhus. Men sådan ser arkitektfirmaet det ikke. "Det ny Panum bliver et nyt, unikt vartegn for Nørre Campus og for byen - et rigtigt københavnertårn," siger Mads Mandrup fra Arkitektfirmaet C.F. Møller. Sådan ser et københavnertårn ikke ud, hvis han da mener noget med Vor Frelsers kirketår, Nikolaj Kirkes spir eller det nærtliggende kirketårn på Sankt Johannes Kirke.

onsdag den 8. december 2010

Rum af tov

Illustration: bylivpaacarlsberg
"Kom til housewarming under halvtaget kl. 16.00." Sådan kan man læse på på bloggen bylivpaacarlsberg. Og det sker 9. december.

Pladsen foran NY TAP har i mange år fungeret som læsseplads og færdselsåre for lastvognstrafik på Carlsberg. Nu er der skabt et overdækket byrum af 3.500 torve ophængt under halvtaget. Der er skåret 5 mindre "rum" ud af tovene til leg, ophold og events, og når man bevæger sig bevæger sig rundt om aftenen, bliver der aktiveret en række censorer, som omsætter bevægelser i rummet til lys.
Projektværkstedet Kraftwerket leverer livemusik og der serveres juleøl og æbleskiver.

tirsdag den 7. december 2010

Internationalt skaterbyggeri


Illustration: Bisgaard Landskab & Nordarch
 »Vert rampe, banks, bowl, flow course, lowspeed og highspeed. Vi skulle næsten alle sammen på sprogkursus. Det var simpelthen et helt nyt sprog, vi skulle lære, for at få det til at fungere,« siger Susanne Unn Weihe der er byggeherrerådgiver hos Grontmij Carl Bro til ingenioren.dk. Og anledningen til 'sprogkurset' er konstruktionen af den nye skaterpark i Fælledparken, som Grontmij Carl Bro står for - med en tilknyttet konsulent fra skaterparadiset Californien.
Den 4.500 kvadratmeter store skaterpark er støbt i beton som blev sprøjtet ud over armering og de småsten, der skal virke som dræn. Skaterparken er planlagt til at være færdig i januar 2011

mandag den 6. december 2010

Ildsjæl, byhelt, superaktivist ...

”Drømmer du om at sætte et unikt aftryk i byen? Ønsker du at få mere nærkontakt med byen og dens borgere? Længes du efter at blive bedre til at klare de tæsk der måske følger med? ” Så optimistisk lyder det fra Byens Helte, som onsdag 8. december kl. kl. 15.00 - 16.30 fortæller hvordan man kan være med.
Det foregår i Dansk Arkitektur Center, Strandgade 27 B på Christianshavn.
Bag Byens Helte står et privat rådgiverfirma, men det gør det ikke mindre inspirende for byens indflydelsespersoner. Eller som det også hedder hos Byens Helte:
"Overvej hvad der ville ske, hvis du trådte i karakter i dit job, og med din mission kunne skabe noget virkelig betydningsfuldt for byen."

tirsdag den 9. november 2010

Riv Blågården ned!

Foto: AC-Stål som har udskiftet altan-rækværker
Hvis man skulle forskønne København (for at bruge et gammeldags udtryk) så ville Blågården være den første bebyggelse at tage fat på. Riv den ned! Bebyggelsen er med sine falske murstensfacader og bastante udtryk af 'samlesæt' helt ude af takt med et gammelt brokvarter. For nu at bruge det værdisæt. Og i forhold til den unikke Blågårds Plads er bebyggelsen en katastrofe.
Og en nedrivning er nu blevet en mulighed.
Regeringspartierne, Dansk Folkeparti og det Radikale Venstre er nemlig blevet enige om den såkaldte ghettoaftale, som kan bruges til at rive hele dele af almene boligbebyggelser ned i gheottoområderne - hvis det skulle være.
"Nedrivning er ikke et mål i sig selv, men erfaringerne viser, at nedrivning af boliger kan fremme en positiv udvikling i ghettoområderne og de udsatte boligområder. Strategisk udvalgte nedrivninger kan skabe plads til nye boligformer, nye trafikforbindelser eller erhvervsarealer, hvorved der opnås en bedre sammenhæng med omkringliggende byområder." Som der står i aftalen.
Ghettoområderne i København er Akacieparken, Aldersrogade, Bispeparken, Blågården, Gadelandet/Husumgård, Hørgården, Lundtoftegade, Mjølnerparken, Sjælør Boulevard og Tingbjerg/Utterslevhuse.

lørdag den 16. oktober 2010

Designskolens sammenlægning med Arkitektskolen tættere på

Foto: DAC

Vandflyverhangaren på Holmen skal huse Danmarks Designskole fra 2011, skriver Berlingske.dk. Hangaren blev bygget  i 1921 af med Christian Olrik som arkitekt. Og her  brugte Søværnets Flyvevæsen den til til bygning og reparation af vandflyvere indtil omkring 1950.  brugte Søværnets skoler hangaren til artilleriskole. Fra 1972 fungerede den som militært værksted indtil 1996, hvor Søværnet rømmede Holmen. I 2001 blev den af Dorte Mandrup Arkitekter ombygget til en moderne kontorbygning, og her holdt Nyhedsavisen til indtil for 2 år siden
Husets enorme tag danner en spændt halvbue over hele bygningens bredde, og det hører til Danmarks tidligste store spændbetonkonstruktioner, skriver
Dansk Arkitektur Center (DAC).
Hangaren er lejet for 10 år og flytningen er en del af en stærkt diskuteret sammenlægning med Kunstakademiets Arkitektskole. Kritikere mener, at der er så stor forskel på projektering af huse og design af  ting der skal ind i huset er så vidt forskellig, at de to retninger ikke kan få fordel af hinanden. Som 
déhistorikeren Carsten Thau på Kunstakademiets Arkitektskole udtalte til Politiken i april 2010: »Tilsyneladende drejer det sig om at imødekomme embedsmændene i Kulturministeriet, der kun tænker i administrativ stordrift og ikke på de indholdsmæssige konsekvenser af fusionen«. Og han mener, at politikerne »... er med til at ødelægge det miljø, hvor en række af hovedværkerne i dansk arkitektur er kommet fra i løbet af de sidste 250 år«. 
Nu kunne det tænkes, at sammenlægning kunne give fælles glæder. Fx er der designområder på Arkitektskolen som også findes på Designskolen.

fredag den 15. oktober 2010

Et uundværligt københavnermagasin – men vil læserne betale?

Magasinet KBH får ikke længere tilskud fra Københavns Kommune, men nu vil de Radikale finde 1,5 mio. kroner om året de næste tre år, skriver journalisten.dk.
"Magasinet KBH kommunikerer effektivt nyt om byens udvikling til alle byens borgere. Det er enestående, at en by har et populærmagasin om byens udvikling. Det er utrolig vigtigt for os, at det ikke kun er politiske nørder som os, der kender til byens udvikling. Også helt almindelige mennesker skal vide, hvad der sker, så de kan få indflydelse på deres bys fremtid," siger den radikale Anna Mee Allerslev, der mener, at Magasinet KBH hører til blandt kommunens vellykkede kommunikationsindsatser.
"At et populærmagasin behandler byudvikling er enestående, også globalt. Af samme grund har magasinet også skabt opmærksomhed udenfor Danmarks grænser, og udover at informere er Magasinet KBH dermed også med til at brande København."
KBH's redaktør Anders Ojgaard siger, at "Magasinet KBH hele tiden har haft det problem som gratismagasin, at man har været afhængig af en sponsor – og stadig er."
Kunne han forestille sig at læserne betalte for KBH? Det er da vist den bedste måde at bevise, at læserne ikke kan undvære magasinet. Og hvis abbonnement og løslag ikke er nok, kunne læserne oprette en støttekreds. Det er set før.





Og på Magasinet KBH glæder man sig over de Radikales initiativ.



»Det her er nok det bedste skud vi har i bøssen. Og i hvert et virkelig godt stykke på vejen mod en redning,« siger chefredaktør Anders Ojgaard til Journalisten.dk.



Han konstaterer dog, at det endnu ikke er sikkert, om der kan findes politisk flertal.



»Det kan stadig blive svært. Men det her giver os alligevel grund til at tro på en redningsmulighed,« siger Anders Ojgaard og tilføjer, at Magasinet KBH hele tiden har haft det problem som gratismagasin, at man har været afhængige af en sponsor - og stadig er.



»Vi har et driftsbudget på 3,1 mio. kroner om året, som dækker lønninger, tryk og distribution. Så hvis vi kan få 1,5 mio. kroner i støtte fra kommunen, så burde det kunne lade sig gøre - kombineret med annonceindtægter.«

torsdag den 14. oktober 2010

Smuk, poetisk, men upraktisk havekunst

Storslåede rene linjer, men ikke indrettet på fodgængeres og cyklister præmisser. Foto: Marianne Levinsen
Marianne Levinsen Landskab var med projektet 'The Campus Area around Copenhagen Business School' nomineret til finalen ved den 6. Biennale i landskabskunst i Barcelona, skriver bygnet.dk.
Marianne Levinsen gik derefter videre i gruppen med de sidste 3 finalister, men måtte se førstepladsen gå til et israelsk projekt for et rekreativt havneområde i Tel Aviv. Marianne Levinsens præsentation blev af den internationalt sammensatte juryen fremhævet som: 'den smukkeste og mest poetiske' af samtlige.
Campus-arealet omkring Copenhagen Buisness School er anlagt i forbindelse med CBS's nye auditorium bygning: 'Kilen' tegnet af Lundgård og Tranberg Arkitekter.
Men her få år efter byggeriet ser det ikke for godt ud, for måske er haveanlægget smukt og poetisk på tegnebrættet, men i virkeligheden er det så svært at holde, at Frederiksberg Kommune skal bruge flere gartnertimer, hvis anlægget skal leve op til ideen.
De anlagte ganglinjer passer desuden ikke til fodgængere og cyklisters bevægelsesmønster, så der udvikles alternative ruter. Charmerende nok med brugerindflydelse, men det er ikke indpasset i projekt. Og efter mørkets frembrud er de mange dybe bede rene fælder, især når der ligger sne henover. Så efter en pæn placering i biennalen, kunne der måske ske en opdatering af anlægget?

onsdag den 13. oktober 2010

Fra sporvognsfabrik til 'streetmovement'

Foto: Streetmekka
"De gamle remisehaller bliver en forrygende ramme, når gadeidræt og streetkultur får mulighed for at søge ly og læ for den danske vinter. Med Streetmekkas råhed og åbenhed i en arkitektur, hvor overgangen mellem det at være inde og ude næsten forsvinder, får københavnerne mulighed for at dyrke idræt indendørs uden at miste den uformelle side af streetkulturen. Forhåbentlig appellerer det multikulturelle ungdomshus til alle unge, også dem der ikke føler sig til rette i de organiserede, traditionelle idrætsformer," siger Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden. Og det er lørdag 16. oktober kl. 12.00-02.00 at den tidligere sporvognsremise åbner som Streetmekka.
Siden sporvognene blev nedlagt i 1970'erne er de tidliger remiser blevet brugt til lidt af hvert. Mange af dem blev ombygget til idrætsanlæg og medborgerhuse. Men ingen blev til sporvognsmuseum. Det skal man opleve i en skov på Sjælland.
 Enghave Remise blev bygget i 1901, da sporvognene blev elektriske. Og ud over at være remise, blev bygningerne brugt som hovedværksted. Og fra 1930'erne til 50'erne byggede man her de københavnske sporvogne.
Adressen er Enghavevej 82, København SV.

fredag den 8. oktober 2010

Slut med magasin om byen

Oktober-udgaven af Magasinet KBH bliver sandsynligvis det sidste, skriver journalisten.dk. Københavns Kommune har besluttet at stoppe bevillingen, og redaktionen forbereder sig allerede nu på, at der ikke kommer flere magasiner. KBH har siden 2005 været det gratismagasin i København, "som mere end nogen andre har fulgt de store forandringer, byen gennemlever i disse år." som det hedder. "På rekordtid er bladet blevet det største magasin i København med et oplag på 30.000 eksemplarer."
"Men trods stor popularitet har magasinet aldrig formået at klare sig alene ved hjælp af annoncører. Den største sponsor har siden starten i 2005 været Realdania, og i 2007 kom så også Københavns Kommune til." Så med lidt ond vilje kunne man kalde KBH betalt reklame for kommunens planer.byens udvikling.
I forbindelse med Københavns Kommunes seneste forhandlinger om budgettet for 2011 blev det besluttet, at man indstiller bevillingen til Magasinet KBH. Og på redaktionen kommer det som en overraskelse:
"Vi er meget forundrede, da vi mener, at vi leverer særdeles effektiv kommunikation for uhyre små midler. Særligt med tanke på, hvor mange millioner af borgernes skattekroner der bruges på kommunikationspersonale og forskellige kampagner, tryksager og strategier," skriver redaktionen i en afskedshilsen sammen med udgivelsen af oktobernummeret i dag.
KBH var et flot blad, det var gratis, så selvfølgelig var det en "succes", dvs det blev revet væk. Men var det et blad, der blot opfyldte minimumskrav til journalistisk praksis, fx kritisk sans over for de kommunale planer? Umiddelbart nej, men det kan kun en neutral udefrakommende undersøge. Så herfra en opfordring til en undersøgelse af magasinet som "storbyjournalistik", "borgerjournalistik" eller lignende.

mandag den 27. september 2010

Fremtidens by ligger i København

Hvor bevæger byerne sig hen? Det spørgsmål kan man få svar på i København. Sådan kan man lidt frit oversætte titlen på det danske bidrag til Arkitekturbiennalen i Venezia 29. 8-21.11. 2010. Der stilles bla. følgende spørgsmål:
  1. Hvor mange arkitektoniske mesterværker har en by brug for?
  2. Hvordan får man integreret gamle havneområder med nye bylivsformer?
  3. Hvordan skaber man plads til sport og bevægelse, når byen er bygget til noget helt andet?

Udstillingen er bygget op omkring fire afsnit, der giver forskellige perspektiver på en angiveligt særlig dansk model for bæredygtig byudvikling, bla. de »sustainable urban labs«, som angiveligt ligger i henholdsvis Ørestad, Nordhavnen og Carlsberg.

lørdag den 18. september 2010

Ny udfordring for Københavns biblioteksvæsen

Et historisk miljø bag Hovedbiblioteket, i St. Kannikestræde, bliver indtil videre bevaret som det er. Københavns Hovedbibliotek præsenterede 11. juni en omfattende plan for ombygning, og tidligere har der været planer om at bygge et helt nyt hovedbibliotek på vandværksgrunden. – som andre større byer gør det. Men landets største folkebibliotek med omkring en million besøgende årligt skulle altså blive under de trange forhold i Krystalgade, hvor man ville presse et moderne glashus ind i et historisk bymiljø. Ombygningen er nu udskudt på ubestemt tid, fordi der ikke er bevilget pengene til det i det netop indgåede budgetforlig. Måske kunne det være anledningen til at sætte andre planer igang om hvordan Københavns biblioteksvæsen skal udbygges. I dag lånes der mere uformelt og decentralt, og måske er tiden løbet fra et stort hovedbibliotek? Måske skal et hovedbibliotek kombineres med et kulturhus, et byens hus?

fredag den 17. september 2010

Ørestad mangler x-faktor

Foto: By og Havn
Om 20 år er der over 100.000 flere københavnere, og derfor »er det sund fornuft at udvide København, som man for eksempel gør det i Ørestad«. sådan skriver By og Havn i sit nyhedsbrev 17. september. Her fortælles bl.a. om konferencen 'Tæt på Ørestad', hvor der blev diskuteret Ørestads udvikling 10 år efter første spadestik og 6 år efter, at de første beboere flyttede ind. Oplæggene handlede om, »hvordan man kan skabe byliv, fremme Ørestads værdier og fortsætte udviklingen af Københavns nye store bydel«.
Sekretariatschef for Golden Days, Ulla Tofte, mente, at visionen for Ørestad mangler lidt x-factor. Hendes råd er, at der skal skrues yderligere op for drømmene og skabes en særlig identitet, hvor der satses hårdere på værdier som innovation, bæredygtighed, byliv. Kik på fotoene og giv hende ret, at der på 6 år ikke er kommet noget byliv her.

torsdag den 16. september 2010

En lysende bydel i mørket

 Illustration: Københavns Universitet

  1. En tunnel under Nørre Allé og en plads skal skabe et aktivt byrum i overgangen mellem Universitetsparken og Fælledparken.
  2. En bro over Tagensvej og Amorparken med auditorier tilknyttet skal styrke sammenhængen mellem Panum og Rigshospitalet.
  3. Nye hovedadgange og pladser ved Panum, Rigshospitalet og Fælledparken skal integrere områderne.
  4. Vidensbydelen skal bindes sammen på tværs af en ny cykelforbindelse fra Søerne gennem Fælledparken, Universitetsparken og videre til Haraldsgadekvarteret, der rummer store muligheder for erhvervsudvikling baseret på universitetets og Rigshospitalets forskning.
Det er i korte træk de anlæg, som skal binde Ydre Nørrebro sammen til Københavns universitets nye vidensbydel, ihvertfald hvis det står til universitetet og COBE Arkitekter, som 16. september blev præsenteret som vinder af idékonkurrencen »om udvikling af en vidensbydel, der skal styrke samarbejdet mellem by, erhverv og universitet.« 
Overborgmester Frank Jensen udtaler sig positivt og projektet – og støtter formodentlig også de store anlægsarbejder det medfører.
Den første bevilling blev dog givet ved budgetforliget natten mellem torsdag 16. og fredag 17. september. Her aftalte parterne, at afsætte 60 mio. kr. til en hurtigbusrute mellem Nørreport Station og Vibenhus Runddel. Hurtigbusserne skal køre i deres eget spor midt på gaden – og det betyder mindre plads til bilerne, forklarede trafikborgmester Bo Asmus Kjeldgaard til DR's P4.

Hotel Jørgensen uden respekt for historien

Foto: Hotel Jørgensen
Pas på når du indlogerer dig på Hotel Jørgensen på hjørnet af Rømersgade og Israels Plads, for du bliver videofilmet! Det blev den nu ikke længere så mystiske bombemand, dog tilsyneladende ikke på det toilet, hvor bomben sprang. Ud over bombemanden kunne man også se, hvor grimt indrettet der er på Hotel Jørgensen. Grimt invenvar og grimme værelser. Bombemanden boede på en mindre sovesal med tætstående køjesenge, og det er hotellets speciale: sovesale for 6-12 personer for 175 kr. pr. nat, incl.morgenmad.
De indendørs billeder viser et interiør, som kunne være et hvilketsomhelst billigt hotel i landet, i et nyt eller i et gammel hus. Og så befinder hotellet sig i et imponerende hus med kvaderstensornamenteret facade fra slutningen af 1800-tallet. Stilen er historicistisk, dvs. uddrag af forskellige historiske stilarter, her mest renæssance. Området er det tidligere voldteræn, som omgav København indtil midten af 1800-tallet, og som tildels er bevaret i den nærliggende Ørstedspark. Og man kunne godt forvente lidt mere historisk fornemmelse af et storbyhotel med markant placering.

onsdag den 15. september 2010

Håndværker på cykel!

Hvem kender ikke håndværkerbilen der spærrer fortovet, fordi der lige er en reperation i opgangen? Og hvem har i nyere tid set en håndværker på cykel? (Måske bortset fra skorstensfejeren i byen). Elevatorfirmaet Kone forsøger sig nu med serviceteknikere på cykel, mountainbikes mere præcist. Ordningen er frivillig for teknikerne og har kørt siden maj 2010. Og ideen er, at cyklen skal stå i varebilen, så teknikeren kan parkere uden for de tætteste byområder – og både spare tid i trafikken og give de ansatte motion. Ifølge Kone kører der 100 af firmaets biler i byområder. Og et mindre antal teknikere bruger cyklen.
I andre lande bruger Kones serviceteknikere scootere til de tætte byområder.

Den sociale – og høflige – by

  Hvor man handlede, opstod der en ny offentlighed, hvor man møder hinanden i øjenhøjde. foto: JG
»Ser man historisk på det, så tilbød markedspladsen i den tidlige modernitet en læreplads. Med de senere års fokus på stedets betydning for økonomi, så er netop det aspekt kommet frem igen. Finanskrisen har øget opmærksomheden på kulturer, der fremmer korruption, man er igen blevet mere opmærksom på det helliges element i at indgå aftaler på markedspladsen. At steder og ritualer har betydning.« Siger Anni Greve til Weekendavisen. Hun er er lektor ved RUC og har netop færdigskrevet en bog om storbyen og dens særlige mødesteder: 'Sanctuaries of the city: lessons from Tokyo', som udkommer på det britiske forlag Ashgate til efteråret.
I artiklen »Nøglen til den høflige by« beskrives også, at hvor andre forskere har koncentreret sig om den gennemregulerede by på den ene side og familiestrukturen på den anden, har Anni Greve set på rummet midt imellem. Hun har taget udgangspunkt i tre slags 'sanctuaries': markedspladsen, steder for udøvende kunstarter og de hellige steder, hvor bl.a. japanerne har tillært sig kompetencer for civil høflighed – som er nødvendige for at behandle alle ens og gøre byen til et godt sted at være.

tirsdag den 14. september 2010

En eventyrlig – og upraktisk park

Eventyrligt lysflimmer. Foto SLA
København NV kunne godt bruge lidt mere eventyr. Det var udgangspunktet for forfatteren Jan Sonnergaard, som selv bor i området. Og sammen med landskabsarkitekterne SLA, ingeniørfirmaet Lemming & Eriksson og 2+1 Idébureau vandt han i 2006 en konkurrence om udformningen af en ny park, Nordvestparken ved Hulgårds Plads (som egentlig er en lille park på hjørnet af den stærkt befærdede Frederikssundsvej og Hulgårdsvej).
Vinderprojektet havde titlen '1001 træer', dog er er der 'kun' plantet 26 forskellige træarter, i den ene ende af parken hjemlige træer som seljerøn, hvidtjørn og skovfyr, mens der i den anden ende er plantet eksotiske træer som japansk kirsebær og koreagran. Der er meget slyngede gang og cykelstier, næsten som i de romantiske parker fra 1800-tallet – og lige så upraktiske. Høje lysmaster sørger for belysning, og markant står en 15 m høj meget stejl bakke, angiveligt til at kælke og løbe på.

Lysdesignet i parken skal skabe både tryghed og eventyr i parken om aftenen, så lamperne på de høje lysmaster er udstyret med filtre »så de kaster skygger på jorden af stjerner og af træernes grene,« som parkforvaltningen skriver. Måske er det eventyrligt, men det skaber skiftevis så mørke og meget stærkt belyste områder, at det næppe kan anerkendes som sikkerhedsskabende, hverken trafikalt eller tryghedsmæssigt.
Bakken er her 3 år efter åbningen stadig indhegnet, fordi den ellers ville blive forvandlet til en ynkelig mudderbunke, så måske derfor er de to andre planlagte bakker ikke blevet anlagt.
Parken er på 35.000 kvadratmeter og har kostet 24,3 mio. kr. og den er tydeligvis til stor glæde for de lokale beboere og de mange hundeluftere.

mandag den 13. september 2010

»Vi er gearet til, at der sker rigtig meget i København«

Det historiske København må ofte lade livet for nybyggeri, her byggeri i Utterslev.
Teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) vil »bygge sig ud af krisen« og især skal der satses på grønt byggeri – ifølge Licitationen (som man skal være abonnement for at læse).
»Vi har afsat et meget stort beløb til for alvor at kunne sætte gang i energirigtigt byggeri i København. Og vi har optimeret byggesagsbehandlingen, så sagsbehandlingen både på små og store sager er blevet mindre, så vi er gearet til, at der sker rigtig meget i København de kommende år,« siger borgmesteren, Bo Asmus Kjeldgaard (SF) til bladet.
Kommunen har vedtaget et »historisk stort« anlægsbudget på 10,3 mia. i perioden 2010-2013, og de skal bl.a. bruges til nye institutioner. Desuden arbejdes der på finansiering af energirenovering af kommunens bygninger.




Kilde:

Licitationen

fredag den 3. september 2010

Det skæve tårn i København

Der er blevet holdt rejsegilde  for angiveligt Nordens største hotel med 814 værelser, Bella Sky Comwell Copenhagen, skriver Magsinet Ejendom. Hotellet er tegnet af arkitektfirmaet 3XN og som et særkende kommer bygningen til at hælde mere end det skæve tårn i Pisa.
»Bella Sky er ikke bare et hotel. Det bliver også et vartegn for hele København. Der er ingen tvivl om, at det er i disse tider, man skal sætte gang i projekter, der kan ruste os til fremtiden. Når udlændinge bliver spurgt, hvad der kendetegner Danmark, svarer mange: Dansk design og dansk arkitektur. Bella Sky føjer endnu et kapitel til den opfattelse«, sagde erhvervsminister Brian Mikkelsen ved rejsegildet. Så for ham er det slut med Rundetårn og Rådhustårnet som symboler på København.

fredag den 11. juni 2010

Sådan ødelægger man et historisk bymiljø

Hidtil har St. Kannikestræde bevaret en vis historisk charme. Det er slut nu! Foto: Hovedbiblioteket
Hovedbiblioteket moderniseres, skriver Københavns Hovedbibliotek, som 11. juni præsenterede en omfattende plan for ombygning. Der har ellers været planer om at bygge et helt nyt hovedbibliotek – som andre større byer gør det. Men landets største folkebibliotek med omkring en million besøgende årligt bliver altså under de trange forhold i Krystalgade.
Ialt er ombygningen budgetteret til ca. 100 mio. kr. med de første 10 mio.  i 2010.
Hele bygningen åbnes med en passage fra Krystalgade til St. Kannikestræde
Der indrettes sceneområder for kulturarrangementer.
Der opsættes indvendige karnapper i forhallen.
Og der bygges en glastilbygning ud mod St. Kannikestræde.
Hovedbiblioteket i dag har dårlige adgangsforhold. Barnevogne og kørestole har svære vilkår, og der er for lidt plads til cykler. Og når man putter flere kvadratmeter og aktiviteter ind i den i forvejen hårdt udnyttede grund, giver det også flere besøgende. Umiddelbart bliver det ikke bedre, hvis man skal tro arkitektfirmaets illustration til indgangen i Krystalgade, hvor man max. kan tælle en håndfuld cykler! (Har de været på stedet?). Men det betragter biblioteket forhåbentlig som en udfordring der kan løses.
Værre er det, at biblioteket vil presse et moderne glashus ind i et historisk bymiljø, det tidligere københavnske latinerkvarter med velbevarede huse fra 17- og 1800-tallet. Så store glasfacader vil uundgåeligt dominere de pudsede og malede facader med sine spejlinger.

mandag den 17. maj 2010

Man flytter da træer!

Det ligner en  lind, der her bliver genplantet på bar mark. Foto: By & Havn
100 store træer bliver plantet i Ørestad bypark, og de ældste af træerne kommer fra Vasbygade på Vesterbro, hvor de har stået i 25 år. Egentlig skulle de fældes på grund af Metro Cityringen, men 15 af dem kunne flyttes til Ørestad Bypark. De resterende træer kommer fra planteskoler, hvor de var blevet for store til planteskolerne.
Der plantes 12 eg, 10 el, 6 platan, 25 spidsløn, 9 fuglekirsebær og 38 lind.

søndag den 16. maj 2010

Nyt ungdomshus af bagvejen

Det begyndte egentlig som overnatning for aktivister til Klimatopmødet: De tidligere kommunale værksteder i Ragnhildgade. Men i dag har det udviklet sig til et alternativt center for ungdomsmiljø, lidt i stil med Ungdomshuset. Fx er der cafe, som præsenterer sig således:
»Cafeen på Ragnhildgade er non-profit og lægger hus til hygge, billig kaffe/øl og diverse arrangementer som musik, workshops, filmfremvisning, folkekøkken og meget mere. Cafeen selv holder mandags-cafe et par gange om måneden og ellers er cafeen åben for booking til fester, cafe-arrangementer mm. Cafeen har egen scene og bar. Har du lyst til at give en hånd med i cafeen, så er cafe-gruppen altid åben for nye ansigter!«

Design København fortsætter – med tryghed

Fra stranden i Benalmádena.
»Vi er arbejdsløse, men ganske aktive.« Sådan siger Juan Antonio Torres fra den spanske by Benalmádena til avisen 'Sur' ('Syd') i majudgaven. Sammen med 300 andre arbejdsløse er han med til at beskytte og forbedre byen, der ligger på Costa del Sol, ca. 20 km fra Málaga. Benalmádena er et vigtigt turistcentrum, og om sommeren bliver befolkningstallet tredoblet til omkring 30.000 indbyggere.
De arbejdsløse har sluttet sig sammen i La Asociación de Parados La Niña de Benamiel, og de står både for mindre servicebutikker og overvågning af gader og gadeinventar – en opgave de ikke mener politiet har nok mulighed for. De patruljerer to og to, 30 ialt, lidt ligesom natteravnene i København, men de prøver også at forhindre grafitti og hærværk. De tilbyder også at køre folk hjem i deres egen bil, hvis de har fået for meget at drikke – en service der også har været i København.
I Københavns Kommune var arbejdsløsheden i marts 2010 næsten 17 %.

fredag den 14. maj 2010

Slut med Design København - bloggen altså

Denne blog nedlægges, for at jeg kan koncentere kræfterne om min anden blog, designpress.dk

Nu skal der tages hensyn til alle, alle, i København!

Københavns Kommunes 'By for alle' arbejder ud fra universelt design, hvor der ikke skelnes mellem de forskellige brugere af byen og byens rum. "Grundlæggende bygger tanken bag universelt design på, at vi alle er forskellige og derfor har forskellige behov. Alle brugere skal derfor tilgodeses ligeligt i planlægningen af byen." som kommunen skriver.
"Det betyder helt konkret, at alle anlægs- og vedligeholdsprojekter i København bliver udført med universelt design som rettesnor. Nogle mennesker skal bruge ’ledelinjer’ i fortovet til at orientere sig i byrummet, andre har brug for bænke til at hvile sig på under gåturen og nogle har brug for sænkede kantsten for at kunne krydse vejen."

fredag den 16. april 2010

Deltag i byens identitetshistorie!

'Væggen' på Kongens Nytorv indvies lørdag 24. april  kl. 14-17. Det er en 2 meter høj og 12 meter lang
skærm, en såkaldt »kærligheds- og tillidserklæring til København«, som den beskrives af Københavns Kommune.
Via hjemmesiden http://www.vaeggen.dk/ kan man »uploade sne personlige københavnerkort, billeder og optagelser fra dine landemærker og hemmelige pladser, dine melankolske solopgange over byens tage, dine funklende forelskelser, nætternes ingenmandsland, forstædernes udstødte, allèernes prægtige arkitektur, vreden som bølger hen over Dronning Louises bro, cyklerne der bugner af børn på vej til en ny dag.«

mandag den 5. april 2010

Ørestad et fejlslagent projekt

Byliv i Ørestad. Foto: orestad.dk
I 'Københavnermanifest 2010' skriver folketingskandidat for Socialdemokraterne – og tidligere medlem af Københavns Borgerrepræsentation – Jan Andreasen, at »Ørestad er det seneste eksempel på en fuldstændig fejlslagen og ensididig boligpolitik.« Manifestet står i Politiken 4. april 2010 og er skrevet sammen med en række politikere og debattører, bl.a. partifællen og tidligere socialdemokratisk borgmester Jakob Hougaard. De har formodentlig fuldstændig ret i at Ørestad et et sådan eksempel på  en fejlslagen boligpolitik. Men er Ørestad ikke primært et socialdemokrtisk projekt, hvor kritik fra ledende socialdemokrater hidtil har været helt ukendt?
Ørestad er ellers udviklet og bygget ud fra følgende målsætning: »Vores vision er at skal skabe levende bydele af international klasse, som er attraktive at bo og arbejde i, og som også er spændende at besøge.«
'Københavnermanifest 2010' handler om en angivelig fejlslagen skolepolitik i København. En debat om Ørestad kunne passende tages op i samme anledning.

mandag den 29. marts 2010

Strandpark tilgodeser både organiseret og selvorganiseret idræt


Pressefoto: Amager Sttrandpark I/S
I august 2005 blev Amager Strandpark indviet. I marts 2010 fik arkitektfirmaet Hasløv & Kjærsgaard Idrættens Arkitekturpris, et rejselegat på 80.000 kroner, som uddeles af Kulturministeriet til idrætsbyggeri, der i særlig grad rummer nytænkning og kvalitet, skriver dgi.dk. Amager Strand består blandt andet af en lagune, en ø og parkerne 10-øren og 5-øren. Øen er 2 kilometer lang og lagunen er 400 meter på det bredeste sted – det er 4,6 kilometer badekyst og plads til masser af aktiviteter.
Priskomitéen gør især meget ud af, at der med Amager Strandpark er skabt et enestående sted, hvor den formelle idræt mødes med det uformelle friluftsliv. »Et sted, hvor det organiserede og det selvorganiserede blandes på overraskende måder i et smukt udført landskabsarkitektonisk anlæg, der har bevist sit værd på alle dage af året uanset vejret.«

lørdag den 20. marts 2010

Verdens cyklister mødes i København

Foto fra velo-city2010.com
22. -25. juni er Københavns og Frederiksberg kommuner værter for cykelkonferencen Velo-City Global med 1000 deltagere fra ca. 100 lande, og Dansk Cyklist forbund deltager i den faglige planlægning af konferencen.
Formålet er at få cyklisteksperter, forskere, byplanlæggere, beslutningstagere og NGO'ere til at diskutere potentialer og udfordringer for cyklisme, som det hedder i programmet.
Nogle af deltagerne er interesseret i at bo privat under konferencen, enten fordi de ikke har råd til at bo på hotel, eller fordi de gerne vil møde danskere.

Hvis man kunne tænke sig at være vært for én eller flere deltagere, kan man melde sig som vært hos Mikkel Iver hos New Life Copenhagen (+45) 6166 4734 eller mikkel@wooloo.org

torsdag den 18. marts 2010

Er det destruktivt at sige nej til højhus?

Grafik fra berlingske.dk: Leif Skov
»JA TAK til ny arkitektur i København! Nej tak til de per automatik negative og destruktive attituder hver gang et forslag om noget nyt og markant arkitektur bliver rejst. København er et U-land, hvad moderne arkitektur angår. Et arkitektonisk gennemtænkt højhus kan kun pynte i den del af byen.« Sådan siger »københavneren Søren Lund« til berlingske.dk, i forbindelse med det 90 m høje hus, som Københavns Universitet foreslå bygget ved Panum.
Er det virkelig destruktivt? Ihvertfald ikke ifølge Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, som mener, at Københavns Kommune skal udsende en ny indkaldelse af ideer, der klart viser, hvad man ønsker, at borgerne skal forholde sig til.
Københavns Universitet ejer iøvrigt store ubebyggede områder på ydre Nørrebro – og områder som står med forfaldne huse, så det kan ikke være begrundet i pladsproblemer at man vil bygge et 90 m højt hus.

onsdag den 17. marts 2010

Historiske spor i København

'Parti nær Kalkbrænderiet med udsigt mod København' (1836). Her ligger i dag Nordhavn Station. Foto Nivaagaard
Christen Købke (1810-1848) malede København og især det dengang landlige Østerbro, før byen bredte sig ud over landskabet. Og frem til 13 juni kan han opleves med 48 billeder på National Gallery i London.  på udstiling i London med 48 malerier. med titlen 'Danish Master of Light’, skriver politiken.dk.
Købkes malerier er vigtige historiske spor, der må kunne bruges i nutiden. Hvad med en udstilling på Nordhavn Station af netop Købkes billeder (eller kopier)?
Af hans københavnerbilleder kan nævnes: ’Parti af Kastels-volden set fra et kornloft i nærheden’ (1831), ’Parti af Østerbro i morgenbelysning’ (1836), ’Parti af den nordre Kastelsbro’ (1837), ’Udsigt fra Dosseringen ved Peblingesøen, henad Nørrebro’ (1838).
Maleriet 'Parti nær Kalkbrænderiet ...' befinder sig til daglig på Nivaagaards Malerisamling, som beskriver det sådan her: »Den lysfyldte, sommerlige idyl er skildret med en følsomhed og lethed, der foregriber impressionismen. Trægruppen i midten, det vide udsyn og den høje himmel over det flade land tilføjer motivet en lavmælt monumentalitet, der i nationalromantikkens ånd vidner om en voksende stolthed over det venlige danske landskab. Forherligelsen af det flade land havde fortilfælde i 1600-tallets hollandske kunst, og konkret har Rembrandts berømte radering af tre træer udgjort inspirationen.«

tirsdag den 16. marts 2010

De kongelige stalde restaureret

Foto: Slots- og Ejendomsstyrelsen
Christiansborg Slot består i sin helhed af tre forskellige slotte. Fra første Christiansborg Slot, som brændte i 1794, er der Den Kongelige Stald og ridebaneanlægget tilbage, tegnet af arkitekten Nicolai Eigtved. Staldene blev restaureret i perioden 2006-2009, og en ny bog beskriver anlæggets historie og udvikling fra færdiggørelsen i 1745 til restaureringen.

I USA har regeringen opdaget cyklisterne

USA's transportminister (Secretary of Transportation) Ray LaHood skrev følgende anbefalinger på sin blog, ifølge Copenhagenize.com:
- Treat walking and bicycling as equals with other transportation modes.
- Ensure convenient access for people of all ages and abilities.
- Go beyond minimum design standards.
- Collect data on walking and biking trips.
- Set a mode share target for walking and bicycling.
- Protect sidewalks and shared-use paths the same way roadways are protected (for example, snow removal)
- Improve non-motorized facilities during maintenance projects.
Hans blog hedder i øvrigt Fast Lane og har et motorvejsskilt som logo! Men det kan jo ændre sig.

torsdag den 11. marts 2010

Byen har brug for både ringhjørner og gadehjørner


Området mellem de tidligere fabrikshaller, idag Sjakket. Foto: Tribune
I det nye nummer af Tribune er temaet 'Gadehjørner, ghettoer og get2sport', og som direktør for Lokale- og Anlægsfondenstår, der udgiver bladet, skriver i forordet: »... tror vi på, at der er brug for såvel flere ringhjørner som bedre gadehjørner – både generelt i hele Danmark og specifikt i det, som kaldes udsatte boligområder eller ghettoer.«
Sjakket i Københavns Nordvestkvarter er et sådan ringhjørne. Stedet kombinerer rammerne for socialt arbejde med samlingssted for idræts-, musik- og fritidsaktiviteter. Det er indrettet i en ombygget fabrik i det københavnske Nord-Vest-kvarter.

tirsdag den 9. marts 2010

Liv til grimme huse

På Copenhagen Photo Festival 12.-20. maj vil der være udstillinger, workshops og andre events over hele byen. Hovednummeret bliver udstillingen Day & Night, der skal foregå på husgavle og vinduesfacader overalt i Indre By. Day-delen vises i dagslys og fokuserer på fiktion og fakta, mens Night-delen træder frem i de mørke timer og handler om natteliv og udskejelser.
Måske kunne et par af de grimmeste gavle få nyt liv og efter festivalen?

onsdag den 3. marts 2010

Folie på metrotog – farvekode på busser

Farvekode på offentlig transport, her linje 10.
Der skal et »... ansigtsløft til aldrende metrotog«, skriver metroselskabet, som er i gang med at udskifte gulve sæder på de i alt 34 togsæt. Sæderne bliver udskifte med samme slags, og som noget nyt får togene udvendig epålagt en hvid folie, som skal få togene til at fremstå mere hvide. Dog indtil videre som et forsøg.  Måske kunne det bruges andre steder, fx på busruterne, så man  på afstand kunne se forskel på busruterne. De københavnske sporvogne, der blev nedlagt i 1970'erne havde farvekoder, så børn og svagtseende hurtigt kunne aflæse ruten.

tirsdag den 2. marts 2010

1700-tallet skabte det moderne liv

'1700-tallet – det åbne og det lukkede land' er titlen på den historiske festival som arrangeres af Golden Days 3.-26. september i 2010. »Festivalen stiller skarpt på internationale forbindelser og udvekslinger i det århundrede, hvor Danmark for alvor mødte verden«, som Golden Days beskriver perioden, og formålet beskrives således: »Festivalens mål er at aktualisere 1700-tallet og dermed kvalificere fremtidens diskussioner om fx ytringsfrihed, dannelse, menneskerettigheder og kønnenes ligestilling.«
Det københavnske 1700-tal er ikke særligt godt bevaret. Der er selvfølgelig Frederiksstaden med Amalienborg og Gråbrødre Torv, men ellers ødelagde storbrandene 1728 og 1795 samt bombardementet i 1807 store dele af 1700-tallets huse. Og de store saneringer i stort set hele 1900-tallet fjernede også mange 1700-tals huse i Indre By og på Christianshavn. Borgergade/Adelgade og kvarteret omkring Pilestræde er det gået hårdest ud over, så i forbindelse med en 1700-tals festival kunne man måske vise disse kvarterers historie.

mandag den 1. marts 2010

De bør ikke ha' bil men har det alligevel

Planlæggerdrøm for Ørestad: Ingen biler og masser af cyklister og metrotog. Foto: JG
I Ørestad, Amerika Plads og Sluseholmen har 60 % af beboerne bil, skriver By & Havn, som i samarbejde med Danmarks Statistik og Københavns Kommunes Koncernservice har samlet data om de tre byudviklingsområder – som ikke  ikke adskiller sig fra lignende områder i Danmark hvad angår indkomst, aldersfordeling og bilejerskab. Men det står i modsætning til resten af København, hvor 70 % ikke har bil.
De nye områder beboes af resourcestærke og veluddannede unge, de har småbørn og de vil køre bil – og det står i modsætning til den erklærede politik, om at man skal være kollektiv trafik eller cyklist i netop disse områder.
Undersøgelsen viser også, at indbyggertallet i områderne er stigende. I Ørestad bor der nu 5.400 beboere, på Sluseholmen bor der næsten 1.800 beboere og på Amerika Plads næsten 800 beboere (pr. 1. juli 2009).
De nye områder har desuden overvægt af mænd, for mens der i København er ca. 103 kvinder pr. 100 mænd, er der 89 kvinder pr. 100 mænd i Ørestad og nogenlunde det samme på Amerika Plads og Sluseholmen.

fredag den 19. februar 2010

Lad 1000 møller snurre

Foto: Logik og Co
Firmaet Logik & Co. har en vision om, at man skal bruge vinden til at producere miljøvenlig strøm lokalt. Derfor har firmaet importeret byvindmøller fra Tyskland (!) og har hidtil monteret ti byvindmøller, primært i Københavnsområdet. Med tiden får firmaet vel også produceret møllerne lokalt, Danmark er jo kendt for sine mølleproducenter.
Firmaet beskylder iøvrigt Københavns Kommune for at sylte ansøgninger om vindmøller på hustage, skriver netavisen danskekommuner.dk. Retningslinjerne skulle angiveligt have været på plads ved årsskiftet, og firmaets leder Balder Johansen siger til netavisen, at han har modtaget et væld af henvendelser fra interesserede. Det afviser centerchef Ulrik Winge fra teknik- og miljøforvaltningen i Københavns Kommune.
»Vi synes, at det er enormt vigtigt med vindmøllerne. Men vindmøllerne skal sættes op på en god måde, som ikke generer naboerne eller skæmmer bygningerne, og det har taget en lille smule længere tid at finde ud af, for det er lidt mere kompliceret end som så,« forklarer han til P4 ifølge netavisen. Og kommunen forventer at have de nye retningslinjer på plads efter påske.

Bevæg dig i byen!

Dagens 'handstand push ups' på streetmovement.dk
»Målet med konferencen var, at diskutere hvordan man starter den godartede bevægelsepidemi. Hvad skal det til for at få folk op af stolen og ud på gaden og gi' den gas. Jeg ser frem til, at følge Streetmovement i deres kamp for folkesundheden.« Sådan skriver bloggeren Fredrik Gyllenhoff på Bæredygtige Byers blog.
Hans overskrift er 'Gadehjørner har reddet mange unge fra at dyrke sport' og det er jo provokerende nok, for at fortælle at 2/3 af den voksne befolkning ifølge Ifølge WHO/HEPA ikke får rørt sig nok. Men så er der bl.a. foreningen Streetmovement, som vil skabe daglig bevægelse i byen, bl.a. ved at inspirere til dagens øvelse i by.

Bæredygtighed nu også med fodgængerbyer

Foto fra Times Square i NYC: Matthew McDermott på treehugger.com
På hjemmesiden hos Bæredygtige Byer kan man senest læse om hvor fodgængervenlig din by er, og at 'walkability' prioriteres højt i New York, hvor flere af de pladser og gader der på forsøgsbasis (foto) har været lukket for bilkørsel, nu bliver permanent forbeholdt fodgængere. Varer og materialer skal dog frem, så forhåbentlig laves der også forsøg med hvordan det skal ske i fodgængerområder, så man ikke får løsninger som i København, hvor fodgængere i gågaderne må gå spidsrod mellem lastvogne og cyklister.

tirsdag den 9. februar 2010

Lommeuld ... lommetyv ... næ lommepark

Paley Park i New York city er forbilledet. Det ville dog være synd at sammenligne med Københavns første lige nu.
Hvad med en navnekonkurrence om de nye 'lommeparker', som Københavns Kommune vil anlægge 14 af frem til 2015. I novembr 2009 blev den første indviet i Odinsgade på Nørrebro. Den er tegnet af landskabsarkitekterne Thing og Wainø, som beskriver den som et som et sted, »der udtrykker den orden og vildskab, som hersker på Nørrebro«. (Forhåbentlig uden skyderier!). Men hvad er der med det navn?

mandag den 8. februar 2010

Hvor mange projekter skal der til et vækstcenter?

Illustration: Åsa Frankenberg

Kunstneren Åsa Frankenberg betragter Hermodsgade på Nørrebro som verdens centrum – i bogstavelig betydning, som hun viser det i en video-collage hvor der på en mur transmitteres vejrudsigter og statistiske verdenskort.
Hermodsgade – Verdens Centrum kan opleves 10.-28. feb. i de mørke timer og det åbner 10. feb. kl. 18 med kage og kakao. Samme dato åbnes en række andre projekter
Projektet indgår i LYSLYD, »et regionalt treårigt erhvervsudviklings-, lærings- og oplevelsesprojekt, hvis overordnede formål er at styrke og brande Region Hovedstaden og Region Sjælland som innovative og kreative vækst- og oplevelsescentre«, som det formuleres.
Projektet besltår af 22 konkrete byrumsprojekter og events som skal »stimulere de deltagende virksomheder og kommuner til at indgå i innovative koblinger mellem erhverv, kultur og byudvikling.
Umiddelbart er det en række enkeltstående kunst- og lysprojekter, men det kan vurderes efter 10. februar.

fredag den 5. februar 2010

Nyt Nørreport nærmer sig

Foto: nynoerreport.dk
»Når vi siger, at Ny Nørreport er 'tegnet med dine fødder' er det mere end bare et smart slogan. De forskellige elementer på den nye stationsplads kommer alle til at vokse frem i de tomrum, hvor pladsens brugere alligevel aldrig sætter deres fødder.« sådan kan man læse om det nye Nørreport og lørdag 6. februar er der åbent hus 11-16, ikke på stationen, for det er der jo sådan set hver dag, men i Frederiksborggade 11, 2. sal.
Selve ombygningen foregår fra 2011 til 2014 med dhenholdsvi en ny plads i gadeplan, renovering fjerntogsperronen og renovering af de underjordiske betonkonstruktioner.

fredag den 15. januar 2010

Byg bedre i yderområder


Detalje af Newburg fra Sustainable Urban Development Association
De tættest bebyggede dele af storbyen bliver tættere – men hvorfor ikke bygge i byens yderområder, på en ny måde selvfølgelig, så der ikke kommer flere Brøndby Strand og lign. Projektet 'Newburg' er en sådan ny model for fortætning af byens randomåder, fx hvordan med »Elimination of almost all single-storey non-residential construction in favour of multi-story mixed-use buildings'.

tirsdag den 12. januar 2010

Hvad får folk til at cykle?


Der kan være mange forhindringer på vejen! Foto JG
Der er almindelig enighed, også politisk om at byerne skal være mere cykelvenlige, og det har det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet (LIFE) fået 13 mio. kr. til at undersøge, hvordan det kan lade sig gøre.
Forskningsprojektet 'Cykelfremme for bæredygtig transport og folkesundhed' støttes af Det Strategiske Forskningsråd  og har professor Gertrud Jørgensen fra Skov & Landskab ved LIFE i spidsen.
»Vi vil undersøge, hvad det er, der motiverer folk til at cykle: er det bestemte livsomstændigheder, god infrastruktur, en stærk cykelkultur eller noget helt andet,« skriver Gertrud Jørgensen. Og hun skriver også, at man vil vil også se konkret på, hvordan man i forskellige lokalområder og kvarterer i København kan skabe mere gunstige cykelforhold.
Forskningsprojektet varer frem til udgangen af 2013.