fredag den 19. februar 2010

Lad 1000 møller snurre

Foto: Logik og Co
Firmaet Logik & Co. har en vision om, at man skal bruge vinden til at producere miljøvenlig strøm lokalt. Derfor har firmaet importeret byvindmøller fra Tyskland (!) og har hidtil monteret ti byvindmøller, primært i Københavnsområdet. Med tiden får firmaet vel også produceret møllerne lokalt, Danmark er jo kendt for sine mølleproducenter.
Firmaet beskylder iøvrigt Københavns Kommune for at sylte ansøgninger om vindmøller på hustage, skriver netavisen danskekommuner.dk. Retningslinjerne skulle angiveligt have været på plads ved årsskiftet, og firmaets leder Balder Johansen siger til netavisen, at han har modtaget et væld af henvendelser fra interesserede. Det afviser centerchef Ulrik Winge fra teknik- og miljøforvaltningen i Københavns Kommune.
»Vi synes, at det er enormt vigtigt med vindmøllerne. Men vindmøllerne skal sættes op på en god måde, som ikke generer naboerne eller skæmmer bygningerne, og det har taget en lille smule længere tid at finde ud af, for det er lidt mere kompliceret end som så,« forklarer han til P4 ifølge netavisen. Og kommunen forventer at have de nye retningslinjer på plads efter påske.

Bevæg dig i byen!

Dagens 'handstand push ups' på streetmovement.dk
»Målet med konferencen var, at diskutere hvordan man starter den godartede bevægelsepidemi. Hvad skal det til for at få folk op af stolen og ud på gaden og gi' den gas. Jeg ser frem til, at følge Streetmovement i deres kamp for folkesundheden.« Sådan skriver bloggeren Fredrik Gyllenhoff på Bæredygtige Byers blog.
Hans overskrift er 'Gadehjørner har reddet mange unge fra at dyrke sport' og det er jo provokerende nok, for at fortælle at 2/3 af den voksne befolkning ifølge Ifølge WHO/HEPA ikke får rørt sig nok. Men så er der bl.a. foreningen Streetmovement, som vil skabe daglig bevægelse i byen, bl.a. ved at inspirere til dagens øvelse i by.

Bæredygtighed nu også med fodgængerbyer

Foto fra Times Square i NYC: Matthew McDermott på treehugger.com
På hjemmesiden hos Bæredygtige Byer kan man senest læse om hvor fodgængervenlig din by er, og at 'walkability' prioriteres højt i New York, hvor flere af de pladser og gader der på forsøgsbasis (foto) har været lukket for bilkørsel, nu bliver permanent forbeholdt fodgængere. Varer og materialer skal dog frem, så forhåbentlig laves der også forsøg med hvordan det skal ske i fodgængerområder, så man ikke får løsninger som i København, hvor fodgængere i gågaderne må gå spidsrod mellem lastvogne og cyklister.

tirsdag den 9. februar 2010

Lommeuld ... lommetyv ... næ lommepark

Paley Park i New York city er forbilledet. Det ville dog være synd at sammenligne med Københavns første lige nu.
Hvad med en navnekonkurrence om de nye 'lommeparker', som Københavns Kommune vil anlægge 14 af frem til 2015. I novembr 2009 blev den første indviet i Odinsgade på Nørrebro. Den er tegnet af landskabsarkitekterne Thing og Wainø, som beskriver den som et som et sted, »der udtrykker den orden og vildskab, som hersker på Nørrebro«. (Forhåbentlig uden skyderier!). Men hvad er der med det navn?

mandag den 8. februar 2010

Hvor mange projekter skal der til et vækstcenter?

Illustration: Åsa Frankenberg

Kunstneren Åsa Frankenberg betragter Hermodsgade på Nørrebro som verdens centrum – i bogstavelig betydning, som hun viser det i en video-collage hvor der på en mur transmitteres vejrudsigter og statistiske verdenskort.
Hermodsgade – Verdens Centrum kan opleves 10.-28. feb. i de mørke timer og det åbner 10. feb. kl. 18 med kage og kakao. Samme dato åbnes en række andre projekter
Projektet indgår i LYSLYD, »et regionalt treårigt erhvervsudviklings-, lærings- og oplevelsesprojekt, hvis overordnede formål er at styrke og brande Region Hovedstaden og Region Sjælland som innovative og kreative vækst- og oplevelsescentre«, som det formuleres.
Projektet besltår af 22 konkrete byrumsprojekter og events som skal »stimulere de deltagende virksomheder og kommuner til at indgå i innovative koblinger mellem erhverv, kultur og byudvikling.
Umiddelbart er det en række enkeltstående kunst- og lysprojekter, men det kan vurderes efter 10. februar.

fredag den 5. februar 2010

Nyt Nørreport nærmer sig

Foto: nynoerreport.dk
»Når vi siger, at Ny Nørreport er 'tegnet med dine fødder' er det mere end bare et smart slogan. De forskellige elementer på den nye stationsplads kommer alle til at vokse frem i de tomrum, hvor pladsens brugere alligevel aldrig sætter deres fødder.« sådan kan man læse om det nye Nørreport og lørdag 6. februar er der åbent hus 11-16, ikke på stationen, for det er der jo sådan set hver dag, men i Frederiksborggade 11, 2. sal.
Selve ombygningen foregår fra 2011 til 2014 med dhenholdsvi en ny plads i gadeplan, renovering fjerntogsperronen og renovering af de underjordiske betonkonstruktioner.