fredag den 11. juni 2010

Sådan ødelægger man et historisk bymiljø

Hidtil har St. Kannikestræde bevaret en vis historisk charme. Det er slut nu! Foto: Hovedbiblioteket
Hovedbiblioteket moderniseres, skriver Københavns Hovedbibliotek, som 11. juni præsenterede en omfattende plan for ombygning. Der har ellers været planer om at bygge et helt nyt hovedbibliotek – som andre større byer gør det. Men landets største folkebibliotek med omkring en million besøgende årligt bliver altså under de trange forhold i Krystalgade.
Ialt er ombygningen budgetteret til ca. 100 mio. kr. med de første 10 mio.  i 2010.
Hele bygningen åbnes med en passage fra Krystalgade til St. Kannikestræde
Der indrettes sceneområder for kulturarrangementer.
Der opsættes indvendige karnapper i forhallen.
Og der bygges en glastilbygning ud mod St. Kannikestræde.
Hovedbiblioteket i dag har dårlige adgangsforhold. Barnevogne og kørestole har svære vilkår, og der er for lidt plads til cykler. Og når man putter flere kvadratmeter og aktiviteter ind i den i forvejen hårdt udnyttede grund, giver det også flere besøgende. Umiddelbart bliver det ikke bedre, hvis man skal tro arkitektfirmaets illustration til indgangen i Krystalgade, hvor man max. kan tælle en håndfuld cykler! (Har de været på stedet?). Men det betragter biblioteket forhåbentlig som en udfordring der kan løses.
Værre er det, at biblioteket vil presse et moderne glashus ind i et historisk bymiljø, det tidligere københavnske latinerkvarter med velbevarede huse fra 17- og 1800-tallet. Så store glasfacader vil uundgåeligt dominere de pudsede og malede facader med sine spejlinger.