fredag den 15. juli 2011

Et nyt hospital løfter ikke et belastet kvarter


Foto: http://runningahospital.blogspot.com
 I 2025 skal det nye Bispebjerg Hospital stå klar, men ifølge journalisten.dk er kommunikationen allerede i fuld gang, for det langvarige projekt kan ikke undgå at genere patienter, personale og naboer. »Det eneste, vi kan gøre, er at kommunikere os ud af det. Altså fastsætte et tidsrum, hvor arbejdet står på. Grundigt informere alle berørte parter og sige: Vi gør vores bedste for at mindske generne, men det her må I altså leve med,« siger kommunikationskonsulent Karen Grønkjær Kjeldsen, som er en af de først ansatte på kommunkationsprojektet.

På Karen Grønkjærs kommunikationsplan er to historier, som i løbet af 2011 skal sendes ud på interne medier, Facebook og til dagbladenes byggesektioner: »Bispebjerg Projektet tænker på miljøet« og »Bispebjerg Projektet løfter Nordvest«. Fælles for dem er angiveligt, at de skal brande projektet ved at fortælle om positive konsekvenser af byggeplanerne.
Den ene historie tager udgangspunkt i, at der befinder sig seks milliarder liter grundvand under Bispebjerg Hospital, som kan anvendes til at skabe et grundvandsbaseret køle- og varmeanlæg i meget stor skala. Sker det, vil det både gavne miljøet og hospitalets energiregning.
Den anden handler om, hvordan hospitalet vil være med til at udvikle og løfte det belastede image, som Bispebjerg og det Nord Vest har.

Grundvandsprojektet lyder som en rigtig god idé. Men det er efterhånden en gammel erfaring, at store projekter i sig selv ikke løfter et kvarter. Det var fx ideen, at det daværende DR i Gyngemosen skulle få en positiv effekt på Tingbjerg i samme nabolag. De ansatte dér havde dog intet at gøre med Tingbjerg, og Tingbjerg-beboerne mærkede intet positivt til DR.

fredag den 8. juli 2011

Vand, vand, vand

Kanaler skal kunne bruges til mere end regnvand – som her Nyhavn. Foto: JG
Under skybruddet løb der omtrent lige så meget vand oven på jorden som nede i kloakkerne i København, skriver Karsten Arnbjerg-Nielsen (lektor på DTU og ekspert i kloakker, afvanding og oversvømmelser) i ingenioren.dk. Derfor skulle kloakkerne bygges dobbelt så store som i dag for at klare vandmasserne. Hvilket er helt urealistisk, mener han. Og hvad angår kanaler, mener han, at de jo også skal bruges når der ikke er vand. Man kan bare se de udtørrede flodlejer i Sydeuropa. Derfor skal skybrud nok håndteres med både kanaler og oversvømmelseszoner, fx parker og p-pladser.

mandag den 4. juli 2011

Kanaler og sluser

Kanaler kan være en del af løsningen på kapacitetsproblemet i København, mener Københavns Energi (KE), der er ansvarlig for kloaknettet. »Vi skal overveje et kanalsystem, som vi kender det fra Amsterdam og byer i Asien. Vi skal ind og sikre os, at vand på gaderne strømmer i en planlagt retning hen mod grønne områder, eksempelvis Fælledparken. Derfra skal der være kanaler, der kan lede vandet videre ud til kysten«, siger Per Jacobsen, direktør for vand og afløb til politiken.dk.
Det vil nemlig være både dyrt og uholdbart at udvide kloaksystemet i følge KE, men man mener også at bassiner og kanaler ikke er et kønt syn, når der ikke er vand i dem.
København kan dog ikke sammenlignes med fx Amsterdam og Venedig, fordi der er højdeforskelle på 30-40 meter i København. Men sluser og vandfald kan også være spændende arkitektur.
Københavns miljø- og teknikborgmester, Ayfer Baykal (SF), erkender i følge politiken.dk, at der skal gøres noget nu, men hun er skeptisk over for ideen om kanaler:
»Sådanne betonkanaler betyder, at vi skal rive halvdelen af byen ned, så det kan vi ikke bare gøre. Men vi skal kigge på, om der er områder, vi kan bruge som bassiner eller andet for at regnvandsopsamle, så det ikke belaster kloakkerne«.
Efter skybruddet i 2009 satte Københavns kommune og syv omegnskommuner sig i øvrigt sammen i et regnvandsforum for at finde fælles løsninger.

fredag den 1. juli 2011

Design er international og humanistisk

Foto: INDEX: Permanent Collection
Den internationale designuge, Copenhagen Design Week, foregår fra torsdag 1. september til tirsdag 6. september. Copenhagen Design Week (nej, de bruger ikke forkortelse) foregår under temaet ”Think Human”, som angiveligt adskiller ugen fra andre internationale designuger.
»I Danmark har vi en unik tilgang til design og designløsninger, som udlandet kan lære af i forhold til at løse både de nære og globale udfordringer«, som det hedder. »Derfor har Copenhagen Design Week 2011 valgt et tema, der reflekterer den humanistiske tradition, som er det tankesæt, der byder politikere, planlæggere, designere og arkitekter at sætte brugeren, individet og mennesket i centrum.«. Ugen vil derfor handle om netop det humane ved arkitektur, bæredygtighed, designprocesser, materialevalg og produktionsmetoder. Og ikke mindst »mindst sanseoplevelsen hos forbrugeren eller borgeren«.
Nu handler al design vel om sanseoplevelser, positivt eller negativt?
Copenhagen Design Week omfatter aktiviteter fra INDEX, Dansk Design Center (DDC), Danish Design Association (DDA), Dansk Arkitektur Center (DAC), Designmuseum Danmark, Copenhagen Business School samt design- og arkitektskolerne, og det er anden gang den foregår.