torsdag den 27. oktober 2011

Måske et helt nyt Ørestad?


16. november 2011 afholdes Lysets Dag for femte gang, og ud over en heldagskonference kan Ørestad om aftenen opleves med menneskelige belysningslysinstallationer.
Det er foreningen Dansk Center for Lys som under titlen ‘Light and Atmosphere’ sætter fokus på »... de egenskaber ved lyset, som ikke kan beregnes eller måles, men som forhåbentlig kan føles og opleves. Godt lys understreger stemninger, atmosfære og rum. Godt lys fortæller historier og stiller spørgsmål. Godt lys går i dialog med brugeren og vækker følelser til live.« Læse også på hjemmesiden 'Lysets dage'.

fredag den 7. oktober 2011

Ikke mere kontorbygning!


En monumental bygning på et fremtrædende sted. Foto: kulturarv.dk
400 mio. kr. Så meget kan et salg af DSB's hovedkvarter i Sølvegade 40 indbringe skriver Berlingske. Og ifølge DSB kan salget ske om et år eller to. Det skulle måske give tid til at finde den rigtige brug af bygningerne, som ikke alene har en formidabel beliggenhed, men også er det mest det monumentale barokanlæg i København. Den tidligere kaserne fra 1700-tallet egner sig angiveligt ikke som moderne koncern-hovedkvarter, men den kan ganske sikkert bruges til noget spændende, udadvendt. Bygningsanlægget er opført 1763-1771 med Nicolas-Henri Jardin som arkitekt.  Han var arkitekt på mange især kongelige byggerier, hvor de fleste i dag er enten revet ned eller ombygget.
Som tidligere kaserne er anlægget så robust, at den kan bruges til meget andet end kontorer. Desuden
forpligter placeringen midt mellem to af statens hovedmuseer, det kunstneriske og naturhistoriske, og Kongens Have med Rosenborg Slot.
Bygningen har hidtil været et dødt hjørne i den sammenhæng, og det er vigtigt at starte en debat i god tid, så ikke kun DSB bestemmer hvad huset skal bruges til. Hvad med et museum for 1700-tallets Danmark? Eller en monumental afdeling af Københavns Museum (eller Statens Forsvarshistoriske Museum) – med fokus på livet blandt de mange soldater som boede i byen da København var en fæstningsby?

torsdag den 6. oktober 2011

Mindre trafik med betalingsring

Der er betalingsringe fire steder i verden. Og der er en lang række fordele, fortæller Per Homann Jespersen til videnskab.dk. Han er lektor ved Institut for miljø, samfund og rumlig forandring, Roskilde Universitet og han forsker i trafikplanlægning og trafikpolitik. Betalingsringe findes i Stockholm, Oslo, London og Singapore, og de ringe, der ligner den kommende betalingsring i København mest, findes i Stockholm og London.
Af fordele nævner Per Homann Jespersen:
En betalingsring kan reducere trafikken. »I Stockholm er trafikken i byen reduceret med 18 procent, og i London er det den samme størrelsesorden – hvis ikke lidt mere. Det har betydet en hel del for trængslen i byerne. »Du kan køre igennem London i en nogenlunde konstant hastighed – og gennemsnitshastigheden er gået op. Det er godt for vareleveringsfirmaerne, der sparer meget tid. Og for busselskaberne, der kan komme hurtigere frem og levere en bedre service med færre busser.«
Men der er også ulemper:
»Det bliver selvfølgelig opfattet som en ulempe, at man skal betale for at køre inden for ringen. Og der kommer meget trafik i nogle villakvarterer uden for byen, hvor man ellers ikke vil have biler. Bilisterne finder nemlig ruter, så de undgår at køre ind i ringen,« fortæller Per Homann Jespersen.

En nyttehave på Amager

Urban have i Ørestad. Men hvor er byen? Foto: By & Havn

Begrebet ’urban gardening’ er det nye hit i bylivet, skriver By & Havn. Det findes i New York City, Berlin, Amsterdam. Og nu også i Ørestad, hvor By & Havn roser sig selv at stille yderligere 75 ’urbane haver’ til rådighed for beboerne – ud over de 60 der har været der siden 2005. 
Tidligere hed det de anlægger i Ørestad kolonihaver eller nyttehaver, og ’urban gardening’ er vist mere ideen om at udnytte altaner, mellemrum mellem husene, småpladser og andre urbane steder til at dyrke prydplanter og grøntsager. Som By & Havn også beskriver det. Men godt initiativ.

onsdag den 5. oktober 2011

Bydyr med udbytte


Honning Kongens Nytorv har  sin særlige smag. Foto: Bybi

På den tidligere bryggerigrund Carlsberg står 12 bistader, hvor bierne i sommeren 2011 producerede honning til at fylde ca. 2.000 små og 250 store glas honning. Honningen blev tappet på glas på Sundholm, hvor tre biavlere arbejder i projektet Bybi arbejder. Og nu kan man købe honningen i Carlsbergs Visitors Centre, skriver carlsbergbyen.dk.
Oliver Maxwell er er direktør og initiativtager til Bybi-projektet, og han fortæller at honningen forskelligt alt efter hvor bierne har samlet den nektar der bliver til honning. »En bi kan flyve op til fem kilometer, men gør det kun, hvis det er nødvendigt. Normalt vil en bifamilie producere ca. 50 kg honning på en sæson, men fordi sommeren i år har været så kold og våd, og fordi vi kom lidt sent i gang, har vi i gennemsnit kun fået 38 kilo pr. familie,« fortæller Oliver Maxwell.
Bybi er et såkaldt socialøkonomisk projekt, som beskæftiger personer fra socialt udsatte grupper, og selve bybi-ideen har bredt sig i en række storbyer, bl.a. Paris, London og Chicago. Herhjemme er Bybi-projektet klar til at udvide sine aktiviteter til næste år og efterlyser personer og virksomheder, som har lyst til at få bistader placeret.

mandag den 3. oktober 2011

Trafikpolitisk markering fra ny regering

Selvfølgelig kan en regering cykle. Foto: politiken.dk
De har godt nok kørt meget i bil til regeringsforhandlingerne på hotellet Crowne Plaza, politikerne. Kun de radikales partileder Margrethe Vestager cyklede, og det gjorde hun også på vej til dronningen mandag formiddag, da den nye regering skulle præsenteres. De andre radikale ministre cyklede også, dog ikke den nye udviklingsminister Christian Friis Bach som ankom i en ellert. (Skal den i øvrigt betale ved den kommende betalingsring?).