onsdag den 9. november 2011

Historisk kort til inspiration


Her lå et hus, faktisk rådhuset mellem de to pladser, der i dag er ét stort område.  Foto: bridgeandtunnelclub.com

 Københavns Stadsarkiv fejrer sit 250 års jubilæum ved at lægge Christians Geddes kort fra 1758 på nettet. Her er det 2,5 x 2,5 m store kort lagt ind i en google-funktion, så man kan bevæge sig rundt i København inden og uden for voldene, et område på 50 kvadratkilometer.
Hvis man synes, at det historiske København er blevet mishandlet i nyere tid, kan man dvæle ved 1700-tallets byarkitektur – med menneskelige mål på huse og gader og masser af de pladsdannelser, som er populære i byer i dag. Fx kan man vurdere, om ikke der skal bygges et hus til at adskille Gammel Torv og Nytorv, så den for store plads fik nogle ordentlige proportioner igen.