Viser opslag med etiketten Nørrebrogade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nørrebrogade. Vis alle opslag

mandag den 9. januar 2012

Nørrebrogade i det ideelle liv

Først blev der malet prikker, nu er strækningen helt rød, og det bliver heller ikke respekteret. Foto: JG 
Nu er Nørrebrogades trafiksanering færdig. Og må den snart blive forbedret! For det er åbenlyst, at der er flere  ulemper end fordele ved de valgte løsninger. Læssezoner er fx en fin ting, men de fleste  varebiler holder altså halvt eller helt på cykelstien – er min erfaring som daglig cyklist. Så mere realistisk havde været læssezoner langs gaden, på en del af cykelstien. (Så tætbefærdet er den altså heller ikke på hele strækningen). Det havde også givet beboerne en mulighed for læsning. (Beboere får altså også varer, de flytter ud og ind og bruger taxi). De rigtig mange gennemkørende biler demonstrerer desuden det største problem ved Nørrebrogade-løsningen: Hvis for mange ikke respekterer regler og foranstaltninger (hvad jeg mener er tilfældet her) og myndighederne heller ikke håndhæver dem (det er vist åbenlyst), så er det demoraliserende.

torsdag den 1. oktober 2009

Trafik regulerer trafik

Rantzausgade er Københavns mest trafikfarlige gade, har de vurderet i Københavns Kommune – og det er jo så meget mere paradoksalt, da der ikke er gennemkørende biltrafik. Kun busser og cyklister skal kunne køre igennem, men det har også givet de færre bilister frit spil til at køre ekstra stærkt, ligesom de mange cyklister overalt gør det svært for fodgængere at krydse gaden. Og sådan er det jo nok, når man fjerner trafikken som regulerende faktor. Havde der kørt biler igennem Rantzausgade, kunne den enkelte bilist ikke køre stærkere end trafikken, og cyklisterne måtte køre inde i siden. Det er i øvrigt den samme udvikling, som er igang på Nørrebrogade: Få biler, men en del af de få parkerer og kører vildt.
Kunne man ikke finde en mellemløsning? Fx regulere trafikken som på Gl. Kongevej med plads til både biler, parkering og cykelstier?

lørdag den 5. september 2009

Nørrebrogade stadig bus- og cyklistgade – men hvad med fodgængerne?


Hvis der er noget som har fungeret dårlig er det netop læssezonerne! Foto: JG
Nørrebrogade som permanent bus- og cyklistgade kan være en realitet i sommeren 2010, hvis Borgerrepræsentationen vedtager den endelige løsning 17. september 2009. Først skal forslaget dog godkendes hos Københavns Politi – som hidtil ikke har kunnet fastholde bussluserne til busserne. Måske derfor forsvinder busslusen ved Nørrebrohallen, hvor den kraftigste bilgennemkørsel hidtil er foregået.
Desuden kommer der brede cykelstier og fortove på hele strækningen fra Søerne til Runddelen, og det vil bl.a. kunne lade sig ved at nedlægge nogle af de særlige busperroner og gå tilbage til almindelige stoppesteder, dvs. i kanten af cykelstien med ventende buspassager på fortovet – et klar tilbageslag for fodgængere og buspassagerer. Det nye forslag indeholder heller ikke forbedringer for fodgængernes mulighed for at krydse cykelstierne. Der bliver flere brede cykelstier og dermed højere hastighed til cyklisterne. Her kunne kommunen have forslået et par områder med rumlestriber eller anden hastighedsnedsættelse.
»I udvalgte sidegader etableres læssezoner«, hedder det desuden i forslaget. Hvis der er noget som har fungeret dårlig er det netop læssezonerne, det behøver man kun et par cykelture til at fastslå. Men det har politiet sikkert en mening om.

onsdag den 4. marts 2009

Nørrebrogade som polsk provinsgade?

Bjarke Ingels er en succesrig arkitekt, hvis tegnestue BIG har fået flere priser for boligbyggeriet 'Bjerget' i Ørestad. Tegnestuens arbejder vises i en udstilling i Dansk Arkitektur Center.
Bjarke Ingels har været glad for at tegne projekter til København, selvom mange ikke er blevet realiseret – som fx byggeriet på Kløvermarken.
Han har også mange meninger om byen, senest om Nørrebrogade som cykel-og busgade uden gennemkørende biltrafik.
I et interview i månedsmagsasinet KBH nr. 41 (marts 2009) siger han bl.a.:
»Det er [...] udtryk for provinsialisme, at man vil gøre en af hovedstadens vigtigste færdselsårer til en privat villavej. Det er virkelig åndsvagt.«
»Rent oplevelsesmæssigt er gaden nu blevet en polsk provinsgade, hvor der virkelig er dødt og tomt.« Som han udtrykker det. Og han slutter sin kritik af med følgende opsang:
»København har en masse spændende idenditet, men man skal bare passe på ikke at gøre det lig med et begrænset udtryk.«