Viser opslag med etiketten by i bevægelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten by i bevægelse. Vis alle opslag

mandag den 2. april 2012

Ny nødvendig cykelbro i København. Hvornår bygges tilsvarende fodgængerbro?

Ny cykelbro forventes indviet i slutningen af 2012 eller begyndelsen af 2013. Illustration: Dissing+Weitling
En bro kun for cyklister skal slynge sig seks meter oppe i luften, ud over havnebassinet og ind mellem blokkene ved Kalvebod Brygge, skriver Magasinet KBH. Broen skal hedde ’Cykelslangen’ og den skal skabe en sammenhængende cykelrute fra Fisketorvet til Bryggebroen, som forbinder Vesterbro med Islands Brygge. ”Det er nemlig en rute brolagt med bøvl og trængsel, hvor de cyklende må slæbe deres jernheste op og ned af en trappe nord for shoppingcenteret. Dernæst skal de navigere ind og ud mellem slentrende fodgængere på en rute, der har flere skarpe hjørner og blinde vinkler.” som magasinet KBH skriver. ”Alt i alt en farlig cocktail, der har kostet flere sammenstød mellem fodgængere og cyklister, og som Cykelslangens arkitekt, Jesper B. Henriksen fra Dissing+Weitling, kalder ’et gevaldigt mareridt af cykler og fodgængere overalt’.

KBH skriver desuden: "Når den 235 meter lange Cykelslange slynger sig fra Kalvebod Brygge til Havneholmen, vil det i stedet blive muligt at hjule gnidningsfrit direkte fra Fisketorvets forplads til Bryggebroen. Seks meter over vandet og den kaotiske fodgængertrafik." Men ifølge færdselsloven skal man køre efter forholdene, og cyklister er de stærke trafikanter i forhold til fodgængere. Her fremstår det nærmest som om fodgængerne generer cyklisterne. Og man kunne også minde om, at ifølge kommunens fodgængerpolitik, skal gåkulturen i København udvikles, og der skal satses på et net af sammenhængende netværk af fodgængerruter. Så hvornår kommer der nødvendige fodgængerbroer, f.eks. over H.C. Andersens Boulevard og Tagensvej? (Og broerne må selvfølgelig også være for cyklister). Den eneste rene fodgængerbro i København er i øvrigt den unødvendige, men flotte bro over søen i Fælledparken.

onsdag den 24. august 2011

Midlertidig byudvikling

Midlertidig arkitektur på Roskilde Festival. Foto: DAC
Copenhagen X inviterer til debat om »den midlertidige arkitekturs potentialer i byen«. Man kan høre om de hidtidige erfaringer med »midlertidighed som instrument for forandringer i byen« og man kan deltage i debatten. Husk der er tilmelding hos Copenhagen X. 
Oplægsholderne er følgende …
Lars Holten, direktør i Carlsberg Ejendomme: Om midlertidighed som et strategisk redskab i byudviklingen i området.
Esben Danielsen, udviklingschef, Roskilde Festival: Om midlertidighed som et potentiale og medejerskab og aktiv deltagelse i skabelsen af de fysiske omgivelser. (Se også hos DAC).
Jesper Koefoed-Melson og Christian Fumz fra Givrum.nu: Om potentialer i at aktivere byens eksisterende og tomme bygninger med midlertidige installationer.

onsdag den 2. marts 2011

Nyhavn kun til træskibe

Er det hærværk af historiske omgivelser? Visualisering: Københavns Kommune
Det hænder at ny arkitektur i historiske omgivelser skaber debat, fx i Nyhavn hvor cabaretskibet Liva skal tilbage til kanalen, nu kraftigt ombygget. Nyhavnsforeningen opfordrer de københavnske politikere til at ændre beslutningen, for som foreningen skriver på sin hjemmeside, vil Liva 2 vil vende tilbage »denne gang i form af en ombygget jernpram i flere etager med futuristisk overbygning«. Foreningen mener, at overbygningen i det, de kalder ’en kæmpepram’, vil blokere udsigten over hele solsidens maleriske husrække.

mandag den 31. januar 2011

Skøjtebane i Borgergade


Det nuværende Borgergade blev tilovers efter en stor sanering. Foto: Wikepedia
 Indre By Lokaludvalg savner den skøjtebane, som metrobyggeriet har skubbet fra Kongens Nytorv til Toftegårds Plads. Og derfor har lokaludvalget derfor foreslået sig Frue Plads som ny lokalitet, men efterlyser nu eventuelle bedre bud fra københavnerne.
Men den er da alt for lille! Skøjbanen på Kongens Nytorv var også lille i areal, men fordi den var formet som en 'væddeløbsbane', fik den en ny kvalitet. Så hvorfor ikke kigge efter en langbane, fx det mislykkede anlæg Landgreven – som så  kunne være skøjtebane om sommeren. Eller hvad med at indrage Borgergades lange, kedelige parkeringsareal til skøjtebane?

mandag den 24. januar 2011

Målet er masser af fodgængere

Her er alt hvad en fodgænger kunne ønske. Eller mangler der et mål? Foto: JG
I Københavns Kommunes oplæg til fodgængerpolitik arbejdes der med 5 fokusområder:
  1. Udvikling af gå-kulturen
  2. Fodgængerruter og mødesteder
  3. Strøggader
  4. Trafikknudepunkter
Under trafikknudepunkter findes dog ikke omtale af busstop, der i gadekryds ligger længst muligt fra hinanden, fordi de ikke må ligge før et kryds men altid efter. Har man kommentarer, ligger høringsperioden fra 24. januar til 27. marts 2011.
Man får også muligheden for at give sin mening til kende, når Dansk Fodgængerforbund afholder debatmøde om fodgængerstrategien for København. Det sker onsdag 2. marts kl. 18.30-21.00 på Jagtvej Bibliotek, Jagtvej 227, 3. sal.






torsdag den 20. januar 2011

Bycykel i København – et forældet produkt

Bycyklen i Sevilla er med gear og affjedring. Foto JG
»Københavns bycykler er verdenskendte,« skriver projektet Bycyklen København. »Stadig flere turister betragter bycyklerne og cykelkulturen som vigtige seværdigheder i København.«
Men ærligt talt: Bycyklen er et forældet skrummel i sammenligning med bycykler i andre byer, og systemet fungerer ikke! Mange cykler forsvinder, og mange cykler kører uden for den tilladte zone.
På verdensudstillingen Expo 2010 i Shanghai var 350 bycykler en af hovedattraktionerne på Den Danske Pavillion, skriver man desuden. De mange gæster må ikke have vidst bedre! Ikke vidst at der findes tidssvarende bycykler i flere europæiske hovedstæder og i mange større byer, fx Sevilla i Spanien. Her er cyklerne moderne, de bliver vedligeholdt, og der er styr på hvor de er, fordi man registrerer sig som bruger.
Må Bycyklen København lade sig inspirere af andre, når den nuværende model i 2013 skal udskiftes!

fredag den 14. januar 2011

Midlertidigt bydesign kan give inspiration – selvfølgelig!

Foto: Firmaet Undervejs (som var projektleder)
»I det moderne byliv kan midlertidige løsninger give inspiration til permanente løsninger og desuden udfylde en vigtig rolle som igangsætter for sociale og kulturelle aktiviteter, som den strømlinede og rationelle by ofte spænder ben for.« Sådan hedder det i programmet til konferencen ’Midlertidighed på godt og ondt’, som finder sted i Nørrebrohallen 8. februar 2011.
Konferencen bygger på erfaringerne fra’Aktivitets-TestZonen’, et midlertidigt byudviklingsprojekt, der foregik på det tidligere baneterræn tæt på hallen. Her var formålet »… at lave midlertidige, lokalt forankrede aktiviteter og herigennem tilfredsstille et umiddelbart behov for lokale aktiviter, samtidig med at den fremtidige, permanente kultur- og aktivitetspark – Folkeparken – på baneterrænet har haft mulighed for at afprøve idéer, lave borgerdialog osv.« (Og så fik man vist det hele med).
Konferencen afholdes af 2200Kultur i samarbejde med Dansk Byplanlaboratorium og man kan tilmelde sig her.

mandag den 10. januar 2011

By i bevægelse: Nye koncepter efterlyses


Zoner for gående, cyklister m.m. fungerer ikke altid lige godt.
Her et – i øvrigt prisbelønnet – eksempl på Frederiksberg! Foto: JG
  Hvordan forbedrer man forholdene for cyklister? Og for fodgængere, løbere, rulleskøjteløbere og lignende 'muskeldrevne' bevægelser. Det gør man vel ved at forbedre forholdene for muskeldrevet bevægelse i byen generelt. Man kunne fx udvikle et nyt koncept for fælleszoner og særzoner for disse grupper.

fredag den 17. december 2010

Street-kulturen samler unge

Engang spillede man bare spontant fodbold, nu hedder det streetsoccer.
'Street'-aktiviteterne i 'DGI underground' er ifølge idrætsorganisationen blevet en succes med bred opbakning blandt unge. Det er især aktiviteter som gadefodbold/streetsoccer, Street Beat på BMX-cykel og snowparker, som har tiltrukket mange unge.Og i følge projektleder Frederik von Sperling skyldes den brede opbakning, at aktiviteterne henvender sig til to forskellige sociale kulturer der har street-kulturen til fælles:
"Parkour, skateboard og BMX-cykel dyrkes især af unge fra den bedrestillede middelklasse i en afgrænset kultur", siger Frederik von Sperling om den ene kultur.
"Streetsoccer rækker derimod ud og vil udvide deres fællesskab af minoritetsunge og unge med dansk baggrund", siger han om den anden gruppering.
For at udvide aktiviteterne vil DGI sende 60 uddannede 'street agents' ud i Århus og København, så nu skal der også gang i indretning af områder, fx ved trafiksanering og midlertidige anlæg.

onsdag den 8. december 2010

Rum af tov

Illustration: bylivpaacarlsberg
"Kom til housewarming under halvtaget kl. 16.00." Sådan kan man læse på på bloggen bylivpaacarlsberg. Og det sker 9. december.

Pladsen foran NY TAP har i mange år fungeret som læsseplads og færdselsåre for lastvognstrafik på Carlsberg. Nu er der skabt et overdækket byrum af 3.500 torve ophængt under halvtaget. Der er skåret 5 mindre "rum" ud af tovene til leg, ophold og events, og når man bevæger sig bevæger sig rundt om aftenen, bliver der aktiveret en række censorer, som omsætter bevægelser i rummet til lys.
Projektværkstedet Kraftwerket leverer livemusik og der serveres juleøl og æbleskiver.

tirsdag den 7. december 2010

Internationalt skaterbyggeri


Illustration: Bisgaard Landskab & Nordarch
 »Vert rampe, banks, bowl, flow course, lowspeed og highspeed. Vi skulle næsten alle sammen på sprogkursus. Det var simpelthen et helt nyt sprog, vi skulle lære, for at få det til at fungere,« siger Susanne Unn Weihe der er byggeherrerådgiver hos Grontmij Carl Bro til ingenioren.dk. Og anledningen til 'sprogkurset' er konstruktionen af den nye skaterpark i Fælledparken, som Grontmij Carl Bro står for - med en tilknyttet konsulent fra skaterparadiset Californien.
Den 4.500 kvadratmeter store skaterpark er støbt i beton som blev sprøjtet ud over armering og de småsten, der skal virke som dræn. Skaterparken er planlagt til at være færdig i januar 2011

mandag den 6. december 2010

Ildsjæl, byhelt, superaktivist ...

”Drømmer du om at sætte et unikt aftryk i byen? Ønsker du at få mere nærkontakt med byen og dens borgere? Længes du efter at blive bedre til at klare de tæsk der måske følger med? ” Så optimistisk lyder det fra Byens Helte, som onsdag 8. december kl. kl. 15.00 - 16.30 fortæller hvordan man kan være med.
Det foregår i Dansk Arkitektur Center, Strandgade 27 B på Christianshavn.
Bag Byens Helte står et privat rådgiverfirma, men det gør det ikke mindre inspirende for byens indflydelsespersoner. Eller som det også hedder hos Byens Helte:
"Overvej hvad der ville ske, hvis du trådte i karakter i dit job, og med din mission kunne skabe noget virkelig betydningsfuldt for byen."

onsdag den 13. oktober 2010

Fra sporvognsfabrik til 'streetmovement'

Foto: Streetmekka
"De gamle remisehaller bliver en forrygende ramme, når gadeidræt og streetkultur får mulighed for at søge ly og læ for den danske vinter. Med Streetmekkas råhed og åbenhed i en arkitektur, hvor overgangen mellem det at være inde og ude næsten forsvinder, får københavnerne mulighed for at dyrke idræt indendørs uden at miste den uformelle side af streetkulturen. Forhåbentlig appellerer det multikulturelle ungdomshus til alle unge, også dem der ikke føler sig til rette i de organiserede, traditionelle idrætsformer," siger Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden. Og det er lørdag 16. oktober kl. 12.00-02.00 at den tidligere sporvognsremise åbner som Streetmekka.
Siden sporvognene blev nedlagt i 1970'erne er de tidliger remiser blevet brugt til lidt af hvert. Mange af dem blev ombygget til idrætsanlæg og medborgerhuse. Men ingen blev til sporvognsmuseum. Det skal man opleve i en skov på Sjælland.
 Enghave Remise blev bygget i 1901, da sporvognene blev elektriske. Og ud over at være remise, blev bygningerne brugt som hovedværksted. Og fra 1930'erne til 50'erne byggede man her de københavnske sporvogne.
Adressen er Enghavevej 82, København SV.

mandag den 27. september 2010

Fremtidens by ligger i København

Hvor bevæger byerne sig hen? Det spørgsmål kan man få svar på i København. Sådan kan man lidt frit oversætte titlen på det danske bidrag til Arkitekturbiennalen i Venezia 29. 8-21.11. 2010. Der stilles bla. følgende spørgsmål:
  1. Hvor mange arkitektoniske mesterværker har en by brug for?
  2. Hvordan får man integreret gamle havneområder med nye bylivsformer?
  3. Hvordan skaber man plads til sport og bevægelse, når byen er bygget til noget helt andet?

Udstillingen er bygget op omkring fire afsnit, der giver forskellige perspektiver på en angiveligt særlig dansk model for bæredygtig byudvikling, bla. de »sustainable urban labs«, som angiveligt ligger i henholdsvis Ørestad, Nordhavnen og Carlsberg.

onsdag den 15. september 2010

Håndværker på cykel!

Hvem kender ikke håndværkerbilen der spærrer fortovet, fordi der lige er en reperation i opgangen? Og hvem har i nyere tid set en håndværker på cykel? (Måske bortset fra skorstensfejeren i byen). Elevatorfirmaet Kone forsøger sig nu med serviceteknikere på cykel, mountainbikes mere præcist. Ordningen er frivillig for teknikerne og har kørt siden maj 2010. Og ideen er, at cyklen skal stå i varebilen, så teknikeren kan parkere uden for de tætteste byområder – og både spare tid i trafikken og give de ansatte motion. Ifølge Kone kører der 100 af firmaets biler i byområder. Og et mindre antal teknikere bruger cyklen.
I andre lande bruger Kones serviceteknikere scootere til de tætte byområder.

torsdag den 11. marts 2010

Byen har brug for både ringhjørner og gadehjørner


Området mellem de tidligere fabrikshaller, idag Sjakket. Foto: Tribune
I det nye nummer af Tribune er temaet 'Gadehjørner, ghettoer og get2sport', og som direktør for Lokale- og Anlægsfondenstår, der udgiver bladet, skriver i forordet: »... tror vi på, at der er brug for såvel flere ringhjørner som bedre gadehjørner – både generelt i hele Danmark og specifikt i det, som kaldes udsatte boligområder eller ghettoer.«
Sjakket i Københavns Nordvestkvarter er et sådan ringhjørne. Stedet kombinerer rammerne for socialt arbejde med samlingssted for idræts-, musik- og fritidsaktiviteter. Det er indrettet i en ombygget fabrik i det københavnske Nord-Vest-kvarter.

fredag den 19. februar 2010

Bevæg dig i byen!

Dagens 'handstand push ups' på streetmovement.dk
»Målet med konferencen var, at diskutere hvordan man starter den godartede bevægelsepidemi. Hvad skal det til for at få folk op af stolen og ud på gaden og gi' den gas. Jeg ser frem til, at følge Streetmovement i deres kamp for folkesundheden.« Sådan skriver bloggeren Fredrik Gyllenhoff på Bæredygtige Byers blog.
Hans overskrift er 'Gadehjørner har reddet mange unge fra at dyrke sport' og det er jo provokerende nok, for at fortælle at 2/3 af den voksne befolkning ifølge Ifølge WHO/HEPA ikke får rørt sig nok. Men så er der bl.a. foreningen Streetmovement, som vil skabe daglig bevægelse i byen, bl.a. ved at inspirere til dagens øvelse i by.

tirsdag den 9. februar 2010

Lommeuld ... lommetyv ... næ lommepark

Paley Park i New York city er forbilledet. Det ville dog være synd at sammenligne med Københavns første lige nu.
Hvad med en navnekonkurrence om de nye 'lommeparker', som Københavns Kommune vil anlægge 14 af frem til 2015. I novembr 2009 blev den første indviet i Odinsgade på Nørrebro. Den er tegnet af landskabsarkitekterne Thing og Wainø, som beskriver den som et som et sted, »der udtrykker den orden og vildskab, som hersker på Nørrebro«. (Forhåbentlig uden skyderier!). Men hvad er der med det navn?

mandag den 8. februar 2010

Hvor mange projekter skal der til et vækstcenter?

Illustration: Åsa Frankenberg

Kunstneren Åsa Frankenberg betragter Hermodsgade på Nørrebro som verdens centrum – i bogstavelig betydning, som hun viser det i en video-collage hvor der på en mur transmitteres vejrudsigter og statistiske verdenskort.
Hermodsgade – Verdens Centrum kan opleves 10.-28. feb. i de mørke timer og det åbner 10. feb. kl. 18 med kage og kakao. Samme dato åbnes en række andre projekter
Projektet indgår i LYSLYD, »et regionalt treårigt erhvervsudviklings-, lærings- og oplevelsesprojekt, hvis overordnede formål er at styrke og brande Region Hovedstaden og Region Sjælland som innovative og kreative vækst- og oplevelsescentre«, som det formuleres.
Projektet besltår af 22 konkrete byrumsprojekter og events som skal »stimulere de deltagende virksomheder og kommuner til at indgå i innovative koblinger mellem erhverv, kultur og byudvikling.
Umiddelbart er det en række enkeltstående kunst- og lysprojekter, men det kan vurderes efter 10. februar.

fredag den 15. januar 2010

Byg bedre i yderområder


Detalje af Newburg fra Sustainable Urban Development Association
De tættest bebyggede dele af storbyen bliver tættere – men hvorfor ikke bygge i byens yderområder, på en ny måde selvfølgelig, så der ikke kommer flere Brøndby Strand og lign. Projektet 'Newburg' er en sådan ny model for fortætning af byens randomåder, fx hvordan med »Elimination of almost all single-storey non-residential construction in favour of multi-story mixed-use buildings'.