Viser opslag med etiketten parkpolitik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten parkpolitik. Vis alle opslag

mandag den 9. januar 2012

Park med brugerpræg


En del københavnere har taget den nye, ikke indviede park til sig. Foto JG
Hvor lang tid tager det at bygge et hus? Et almindeligt parcelhus tager normalt 6 måneder. I den sydkinesiske by Changsha tog det lige knap 6 dage at bygge et hotel på 15 etager. Det blev så også samlet af færdigbyggede dele, og normalt går der flere måneder at bygge så stort et hus, dog ikke flere år.
Det er til gengæld tilfældet med parken Superkilen, som her knap 2 år efter de første anlægsarbejder langt fra er færdig, Kun den såkaldte Den Røde Plads er næsten klar. Og ser allerede slidt ud. Den farvede asfalt kan ikke klare få ugers cykeltrafik, og flere steder er malingen slidt af bænke, ligesom grafittimalerne forlængst har givet deres bidrag til udsmykningen. Og så er parken ikke indviet endnu!

fredag den 5. august 2011

Inkluderende design i grønt, sort og rødt

Russisk historie på Nørrebro. Foto: KBH
Den røde Plads er den enorme plads i Moskva, der blev brugt til militærparader i sovjettiden – og stadig bliver det. Det er også her den sovjetiske leder Lenin ligger som balsameret lig i et mausulæum. Og fra midten af august bliver pladsen også den centrale del af Superkilen, området fra Nørrebrogade til Tagensvej. Hele området skal indrettes med byudstyr fra 57 lande, bl.a. et marokkansk springvand og indonesiske gynger – og så den gigantiske farvelade i røde farver, den russiske plads med russiske og kommunistiske symboler. Der bliver noget at male videre på for farveglade københavnere!
Nabohusene har også fået en rød omgang, her tilsat et par improvisationer. Foto: JG
 Ifølge planen for Superkilen skal området inddeles i tre zoner med tre forskellige identitetsskabende farver, grøn, sort og rød. Og farverne skal danne en slags kulisse til udsmykningen.
Formålet for Superkilen er i øvrigt at integrere/inkludere områdets indvandrere i det danske samfund – ved at vise at København værdsætter deres kultur og oprindelse. Så de mange russere bliver sikkert glade for den nye plads. Og i den anden anden af parken er der symboler på USA til glæde for de amerikanske indvandrere.
Mere seriøst, så er formålet som citeret fra Københavns Kommune: »Projektet skal medvirke til at udvikle Mimersgadekvarteret til gavn for beboerne og resten af Københavnerne. Superkilen skal være en driver for en positiv udvikling i bydelen både på det fysiske og det menneskelige plan.«

torsdag den 26. maj 2011

Mangler Mjølnerparken grønne områder?


Superkilen by night. Illustration: Superkilen.dk
Ayfer Baykal afløser Bo Asmus Kjeldgaard som teknik- og miljøborgmester. Og til lykke med det! Ayfer Baykal har i følge Berlingske.dk fastslået, »at hun ikke vil ændre væsentligt på den hidtige politik: CO2-udledningen skal nedbringes. København skal fremmes som cykelby. Og den kollektive trafik skal fremmes.« Fint nok. Mere interessant har hun samtidig forklaret, »at hun ønsker mere fokus på Københavns ghettoer/udsatte boligområder. Eksempelvis vil hun have ... flere grønne områder i Mjølnerparken.«
Hvad Mjølnerparken angår, må hun have overset, at området for tiden er i gang med et omfattende kvarterløft og parkforbedring, der omfatter »Nørrebro Park Kvarter, Områdefornyelsesprojektet i Mimersgadekvarteret, Partnerskabsprojektet med Fonden Realdania for Byudvikling af Mimersgadekvarteret, samarbejdsprojektet mellem Mjølnerparken og Københavns Kommune samt den boligsociale indsats i Mjølnerparken.« Som der står i et notat fra Økonomiforvaltningen. Derudover er Nørrebrohallen under gennemgribende renovering. Og ét af de største parkprojekter i Danmark er ved at blive fuldført: Superkilen.

Kritiserer den nye borgmester de igangværende projekter?

torsdag den 5. maj 2011

Flere gratis aktiviteter i parkerne

Ny fodboldbane med kunstgræs. Foto: JG
New York City gør meget for at engagere byens beboere i byens parker og på byens pladser, og til efteråret kommer byens parkchef Adrian Benepe til København, skriver Skov & Landskab ved Københavns Universitet, som foreslår at overføre nogle af NYC’s ideer til København, fx »gratis yoga på Islands Brygge, Fitness Walking i Fælledparken eller Boogie Woogie Weight Loss i Landbohøjskolens have?

Adrian Benepe vil også fortælle, at aktiviteterne helt eller delvis er betalt af private.
»I New York City sponseres og betales store dele af både den daglige drift og nyanlæg af private fonde og sponsorer. Det er slet ikke noget, vi er vant til i Danmark - men noget som vi kommer til at opleve mere af i fremtiden,« siger professor i parkforvaltning Thomas Randrup, der beskæftiger sig med, hvordan man kan få »det grønne i byen til at hænge sammen med ønsket om smukke, levende og bæredygtige parker.« Og Fælledparken nævnes som eksempel på en (meget kostbar) fornyelse, der sponsoreres af A.P. Møller-Fonden.

tirsdag den 14. september 2010

En eventyrlig – og upraktisk park

Eventyrligt lysflimmer. Foto SLA
København NV kunne godt bruge lidt mere eventyr. Det var udgangspunktet for forfatteren Jan Sonnergaard, som selv bor i området. Og sammen med landskabsarkitekterne SLA, ingeniørfirmaet Lemming & Eriksson og 2+1 Idébureau vandt han i 2006 en konkurrence om udformningen af en ny park, Nordvestparken ved Hulgårds Plads (som egentlig er en lille park på hjørnet af den stærkt befærdede Frederikssundsvej og Hulgårdsvej).
Vinderprojektet havde titlen '1001 træer', dog er er der 'kun' plantet 26 forskellige træarter, i den ene ende af parken hjemlige træer som seljerøn, hvidtjørn og skovfyr, mens der i den anden ende er plantet eksotiske træer som japansk kirsebær og koreagran. Der er meget slyngede gang og cykelstier, næsten som i de romantiske parker fra 1800-tallet – og lige så upraktiske. Høje lysmaster sørger for belysning, og markant står en 15 m høj meget stejl bakke, angiveligt til at kælke og løbe på.

Lysdesignet i parken skal skabe både tryghed og eventyr i parken om aftenen, så lamperne på de høje lysmaster er udstyret med filtre »så de kaster skygger på jorden af stjerner og af træernes grene,« som parkforvaltningen skriver. Måske er det eventyrligt, men det skaber skiftevis så mørke og meget stærkt belyste områder, at det næppe kan anerkendes som sikkerhedsskabende, hverken trafikalt eller tryghedsmæssigt.
Bakken er her 3 år efter åbningen stadig indhegnet, fordi den ellers ville blive forvandlet til en ynkelig mudderbunke, så måske derfor er de to andre planlagte bakker ikke blevet anlagt.
Parken er på 35.000 kvadratmeter og har kostet 24,3 mio. kr. og den er tydeligvis til stor glæde for de lokale beboere og de mange hundeluftere.

mandag den 17. maj 2010

Man flytter da træer!

Det ligner en  lind, der her bliver genplantet på bar mark. Foto: By & Havn
100 store træer bliver plantet i Ørestad bypark, og de ældste af træerne kommer fra Vasbygade på Vesterbro, hvor de har stået i 25 år. Egentlig skulle de fældes på grund af Metro Cityringen, men 15 af dem kunne flyttes til Ørestad Bypark. De resterende træer kommer fra planteskoler, hvor de var blevet for store til planteskolerne.
Der plantes 12 eg, 10 el, 6 platan, 25 spidsløn, 9 fuglekirsebær og 38 lind.

tirsdag den 9. februar 2010

Lommeuld ... lommetyv ... næ lommepark

Paley Park i New York city er forbilledet. Det ville dog være synd at sammenligne med Københavns første lige nu.
Hvad med en navnekonkurrence om de nye 'lommeparker', som Københavns Kommune vil anlægge 14 af frem til 2015. I novembr 2009 blev den første indviet i Odinsgade på Nørrebro. Den er tegnet af landskabsarkitekterne Thing og Wainø, som beskriver den som et som et sted, »der udtrykker den orden og vildskab, som hersker på Nørrebro«. (Forhåbentlig uden skyderier!). Men hvad er der med det navn?

fredag den 4. december 2009

Birketræer på en rådhusplads ...




 Hård granit og bløde birke på Rådhuspladsen. Illustration Hackett Hall McKnig
Hård granitgulv og en stor og tæt lund af birketræer med grus mellem træerne. Det er nogle af forslagene vinderen af den åbne internationale konkurrence om pladsen mellem Vartov og Københavns Rådhus.
Det er arkitekterne Hackett Hall McKnight Architects som med et mønster af mørke og lyse granitsten tænker sig det skal være »en projektion af Vartov-facadens vinduer, der bliver mere abstrakte, jo længere væk fra bygningen man kommer.« Som Politikens arkitekturanmelder Karsten Ifversen beskriver det på politiken.dk.
Birketræer ved Rådhuspladsen! Taler vi om en kirkegård her? Et sommerhusområde?
Reaktionerne har da også været mange på politiken.dk Bl.a. at træerne ikke tåler byluft og at mange allergikere vil få problemer – som man også kan læse hos Astma-Allergi Forbundet. Måske bliver den nye birkelund en interessant dekonstruktion af vaneforstillinger og historiske byrum? Måske bliver det spild af penge og pejsebrænde.

I orden med cyklister i Fælledparken – hvis de tager hensyn

Som forsøg har det været tilladt at cykle i Fælledparken, og generelt har også fodgængerne taget godt mod forsøget, bl.a. fordi der jo cykles alligevel, som det hedder i en fokusgruppe-undersøgelse, som Teknik- og Miljøudvalget  skal tage stilling til på sit møde 9. december.
På grundlag af et borgermøde i september 2009, er der kommet en række ideer, bl.a. følgende:
  • En udvidelse af ’Vi cykler på arbejde’-kampagnen, der ændres til ’Vi cykler pænt i Fælledparken’, hvor de hensynsfulde cyklister belønnes med fx morgenbrød.
  • Udarbejdelse af en folder omkring god opførsel i Fælledparken, der ikke kun er henvendt til cyklister, men indeholder information om oprydning, hensyn og andet relevant.
  • Informationsmateriale med udgangspunkt i historien om Fælledparken som et sted, der traditionelt er kendt for god opførsel. Et historisk perspektiv blev forventet at have stor gennemslagkraft.
  • Indledning af samarbejde med de statslige myndigheder, der administrerer parker i København om at udvide konceptet med grønne genveje.
  • Udvidelse af begrebet ’grønne genveje’, så der også bliver mulighed for at krydse igennem udvalgte københavnske kirkegårde.

fredag den 21. august 2009

Den første lommepark til november


Sådan ser der ud i dag. foto: Københavns Kommune
Den første såkaldte 'lommepark' i København er ved at blive anlagt i Odinsgade på Nørrebro, ved siden af en nyanlagt legeplads. I alt skal der anlægges 14 parker, og denne er tegnet af landskabsarkitekterne Thing og Wainø, som beskriver den som et som et sted, »der udtrykker den orden og vildskab, som hersker på Nørrebro«. (Forhåbentlig uden skyderier!). I september tages det første spadestik til den nye park, som forventes indviet i starten af november. Og kunne kommunen så ikke udskrive en konkurrence om et mere sigende ord, der beskriver hvad det handler om? For hvad er der med det navn? Lommeuld, lommebilliard og lommetyv er nogle af de kedelige associationer jeg får.

fredag den 31. juli 2009

Aktiv park i Ørestad

Illustration: By & Park
Så bliver Plug N Play i Ørestad indviet. Det sker 14. august og området vil da angiveligt blive lige så stort som Rådhuspladsen incl. omgivende veje og fortove.
Området vil bl.a. indeholde Københavns første – og én af verdens største parkourparker – samt Københavns første rulleskøjtebane efter international standard.
Parkourparken er sikkert fin til øvebane og for nybegyndere. Men tiltrækker den erfarne udøvere? Der er umiddelbart ikke meget storbysport over anlægget.

fredag den 12. juni 2009

De skjulte vandresourcer


Forsinkelsesbassinet 'Colosseum' i Frihavnen under færdiggørelse i 1996. I dag er der containerterminal ovenpå. Der er plads til 30.000 vand kubikmeter vand. Foto: bolius.dk
De findes 12 steder i byen, bl.a. under Højbro Plads, de underjordiske forsinkelsesbassiner som skal forhindre at regn- og spildevand løber ud i havnen – og sikre et rent badevand. Tilsammen har de en kapacitet på 220.000 kubikmeter, men det var ikke nok 11. juni da en stormvejr gav fra 85 til 110 mm regn i Hovedstadsregionen.
»Beholderne har ikke kunnet rumme de mængder, der er faldet, og den hastighed, hvormed det er faldet,« siger pressekoordinator Astrid Skotte fra Københavns Energi, der er ansvarlig for Københavns spildevandssystem til ingenioren.dk. Og derfor er Københavns Energi fortsat i gang med at bygge opsamlingsbassiner. I dag sker det omkring 5 gange årligt at bassinerne løber over, og omkring 2015 regner Københavns Energi med at nå ned på tre årlige udløb i havnen. Før bassinerne blev bygget var der overløb 20-30 gange årligt.
Ifølge ingenioren.dk har forsinkelsesbassinerne hidtil kostet tæt på 1 milliard kr.
Men hvorfor skal forsinkelsesbassiner gemmes væk? De fyldes jo primært med regnvand, og kunne indgå i et åbent vandforløb som dengang Søerne og Damhussøen blev skabt som en blanding af vandforsyning, mølledam og forsvarsanlæg. Og Ifølge chef for afløb i Københavns Energi, Per Jacobsen, kunne man lave nye naturområder til at tage vandpresset.
Tænk på hvilke muligheder der er for nye vådområder ved Lersø Parkalle og langs de tidligere åer i Grøndalsparken og Vigerslevparken.

fredag den 13. marts 2009

Vi vidste det godt! Der er mere grønt nordpå

De fleste havde det nok på fornemmelsen – men nu er det dokumenteret i en rapport, som By- og Landskabsstyrelsen og Forskningscentret Skov og Landskab har udarbejdet:
Natur, grønne områder og kulturminder i hovedstadsområdet er ikke ligeligt fordelt.
Selv om den såkaldte Fingerplanen sørger for grønne kiler mellem de enkelt byfingre, er det mere grønt og mindre støjende i den nordlige del af hovedstadsregionen end i den sydlige.
Det er også nemmere at komme til oplevelser i naturen i nord end i syd.
»Regeringen ønsker mere natur til borgerne, og derfor skal analysen give planlæggere etoverblik, så de mere hensigtsmæssigt kan planlægge grønne områder,« skriver By- og Landskabsstyrelsen i sit nyhedsbrev.
Rapporten påpeger, at hvis naturen skal blive mere tilgængelig for borgerne, kræver det først og fremmest en indsats i den sydlige og især den sydvestlige del af hovedstadsområdet. har markant færre rekreative tilbud end i resten af regionen.
Rapporten analyserer også mulighederne at opleve kulturhistoriske seværdigheder såsom slotte, herregårde, fortidsminder og kirker. Her er der selvfølgelig flest i Københavns historiske byområde, mens de fleste kulturmiljøer i åbent land findes i nord og vest.
Der er desuden mindre trafikstøj i nord end i resten af området, især Brøndby og Rødovre er plaget af trafikstøj.

mandag den 26. januar 2009

Fornyelse af Fælledparken fra juni 2009

Fra juni 2009 og året ud bliver Fælledparken udsat for en kraftig fornyelse. I oktober 2008 blev det overordnede projekt 'Fornyelse af Fælledparken' godkendt af Borgerrepræsentationen (BR). Fornyelsen skal samtidig markere parkens 100 års-jubilæum.
Parkforvaltningen har beregnet, at parken har 11 millioner besøg om året – og at der kan være plads til flere, hvis de fysiske rammer bliver forbedret i overenstemmelse med nutidens behov. Bl.a. får sommerdansen et blivende sted.
Enkelte dele af fornyelsen bliver dog først færdig i 2011, bl.a. skateranlægget og den elektroniske legeplads.

Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet følgende syvpunkts-program for fornyelsen:
1.) Respekt for historien, men også behov for fornyelse.
2.) Højskov.
3.) Fra passiv tilskuer til aktiv deltager.
4.) Design for alle.
5.) Vinterpark og lys i natten.
6.) I dialog med brugerne.
7.) Øget informationsflow, øget aktivitet.

torsdag den 22. januar 2009

Den grønne Ørestad – det mørke Østerbro

Københavns Kommune har netop offentliggjort en opgørelse over byens grønne områder fordelt på bydele. Bydelen Amager Vest, hvori Ørestad indgår, har langt den største andel af grønne områder per indbygger med godt 128 m² per borger – mere end dobbelt så mange som nummer to, er Brønshøj-Husum med knap 59 m² pr. beboer.
I gennemsnit har hver københavner 34,2 m² grønne områder til rådighed.
De grønne områder er valgt fra København Kommunens parkregister i kategorierne: Park, småparker og -arealer, naturområder og haveanlæg.
Alle arealer har offentlig adgang, men er ikke nødvendigvis drevet eller ejet af Københavns Kommune. Desuden indgår søer i opgørelsen, fx søerne i Utterslev Mose, selvom man ikke kan bruge dem til at sejle på.
Ifølge opgørelsen er Nørrebro Københavns mindst grønne bydel med 2,6 m² grønne områder pr. borger, efterfulgt at Østerbro med 12,7 m² grønne områder pr. borger. Men som kommunen skriver, så er det muligt at være nabo til Fælledparken på 60 hektar, men i gennemsnit kun have de 2,6m² grønt til rådighed.
Københavns Havn er ikke talt med i opgørelsen, så bolværket i Nyhavn er ikke et grønt område i den forstand. Og hvad kan man så bruge opgørelsen til?
Vil man hellere bo på det tætte Østerbro og gå en tur i Fælledparken – eller i det meget åbne Ørestad og se ud over vidderne fra sin altan?

onsdag den 9. maj 2007

Fælledparken i regnvejr

Teknik- og miljøborgmester i København, den radikale Klaus Bondam, lancerede 8. maj udspillet ”Miljømetropolen - Vores Vision CPH 2015”.
Borgmesteren sagde bl.a.: "København er i dag blandt verdens førende hovedstæder på miljøområdet. Men vi kan blive endnu bedre, og dette miljøudspil er det mest ambitiøse, der nogensinde er fremlagt i København. Vores vision er, at København i 2015 med rette er kendt som den hovedstad i verden med det bedste storbymiljø – til gavn for både miljøet, københavnerne og byens dynamiske udvikling."


Udspillet lægger op til, at Københavns Kommune inden 2010 træffer beslutning om 10 ”markante, retningsgivende og konkrete forbedringer af det københavnske miljø”, som det formuleres.
Udspillet skal ligeledes drøftes i Teknik- og Miljøudvalget og senere i Borgerrepræsentationen, men umiddelbart er der støtte fra socialdemokraterne, SF og selvfølgelig borgmesterens eget parti.
For de grønne områders vedkommende opstiller Klaus Bondam følgende mål:


1.) Hvor det i dag er 60 % af københavnerne som kan gå til en park, en strand, et naturområde eller et havnebad på under 15 minutter, skal det være 90 % i 2015.
2.) Og hvor københavnerne i dag besøger byens parker, naturområder, havnebade og strande gennemsnitligt hver anden dag og opholder sig der i gennemsnit 1 time, er ambitionen for 2015, at det skal dobbelt så ofte.

Går man en tur i parkerne en varm sommeraften er der ingen tvivl. Især havnen på Islands Brygge – og Nyhavn – er fyldt med mennesker, der drikker og spiser. Og Utterslev Mose søndag formiddag er også flittigt brugt af kondiløbere. Men prøv en regnvejrsdag! Så er fitness-centerets løbebånd optaget.

Udfordringen bliver at få brugt parkerne til andet end solbadning og grillparty. Et bud på mere aktivitet kunne være at anlægge overdækkede områder i parkerne, så de bruges til både indendørs- og udendørsaktiviteter, fx læsning (åbne lektiecafeer?), cykelreparation, vinter-tai-chi ... Fortsæt selv.