Viser opslag med etiketten ghettoer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ghettoer. Vis alle opslag

fredag den 5. august 2011

Inkluderende design i grønt, sort og rødt

Russisk historie på Nørrebro. Foto: KBH
Den røde Plads er den enorme plads i Moskva, der blev brugt til militærparader i sovjettiden – og stadig bliver det. Det er også her den sovjetiske leder Lenin ligger som balsameret lig i et mausulæum. Og fra midten af august bliver pladsen også den centrale del af Superkilen, området fra Nørrebrogade til Tagensvej. Hele området skal indrettes med byudstyr fra 57 lande, bl.a. et marokkansk springvand og indonesiske gynger – og så den gigantiske farvelade i røde farver, den russiske plads med russiske og kommunistiske symboler. Der bliver noget at male videre på for farveglade københavnere!
Nabohusene har også fået en rød omgang, her tilsat et par improvisationer. Foto: JG
 Ifølge planen for Superkilen skal området inddeles i tre zoner med tre forskellige identitetsskabende farver, grøn, sort og rød. Og farverne skal danne en slags kulisse til udsmykningen.
Formålet for Superkilen er i øvrigt at integrere/inkludere områdets indvandrere i det danske samfund – ved at vise at København værdsætter deres kultur og oprindelse. Så de mange russere bliver sikkert glade for den nye plads. Og i den anden anden af parken er der symboler på USA til glæde for de amerikanske indvandrere.
Mere seriøst, så er formålet som citeret fra Københavns Kommune: »Projektet skal medvirke til at udvikle Mimersgadekvarteret til gavn for beboerne og resten af Københavnerne. Superkilen skal være en driver for en positiv udvikling i bydelen både på det fysiske og det menneskelige plan.«

tirsdag den 9. november 2010

Riv Blågården ned!

Foto: AC-Stål som har udskiftet altan-rækværker
Hvis man skulle forskønne København (for at bruge et gammeldags udtryk) så ville Blågården være den første bebyggelse at tage fat på. Riv den ned! Bebyggelsen er med sine falske murstensfacader og bastante udtryk af 'samlesæt' helt ude af takt med et gammelt brokvarter. For nu at bruge det værdisæt. Og i forhold til den unikke Blågårds Plads er bebyggelsen en katastrofe.
Og en nedrivning er nu blevet en mulighed.
Regeringspartierne, Dansk Folkeparti og det Radikale Venstre er nemlig blevet enige om den såkaldte ghettoaftale, som kan bruges til at rive hele dele af almene boligbebyggelser ned i gheottoområderne - hvis det skulle være.
"Nedrivning er ikke et mål i sig selv, men erfaringerne viser, at nedrivning af boliger kan fremme en positiv udvikling i ghettoområderne og de udsatte boligområder. Strategisk udvalgte nedrivninger kan skabe plads til nye boligformer, nye trafikforbindelser eller erhvervsarealer, hvorved der opnås en bedre sammenhæng med omkringliggende byområder." Som der står i aftalen.
Ghettoområderne i København er Akacieparken, Aldersrogade, Bispeparken, Blågården, Gadelandet/Husumgård, Hørgården, Lundtoftegade, Mjølnerparken, Sjælør Boulevard og Tingbjerg/Utterslevhuse.

torsdag den 11. marts 2010

Byen har brug for både ringhjørner og gadehjørner


Området mellem de tidligere fabrikshaller, idag Sjakket. Foto: Tribune
I det nye nummer af Tribune er temaet 'Gadehjørner, ghettoer og get2sport', og som direktør for Lokale- og Anlægsfondenstår, der udgiver bladet, skriver i forordet: »... tror vi på, at der er brug for såvel flere ringhjørner som bedre gadehjørner – både generelt i hele Danmark og specifikt i det, som kaldes udsatte boligområder eller ghettoer.«
Sjakket i Københavns Nordvestkvarter er et sådan ringhjørne. Stedet kombinerer rammerne for socialt arbejde med samlingssted for idræts-, musik- og fritidsaktiviteter. Det er indrettet i en ombygget fabrik i det københavnske Nord-Vest-kvarter.

mandag den 2. marts 2009

I stedet for Ritts billige ...

Et flertal i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg har vedtaget, at KAB og AlmenBolig+ kan igangsætte et forsøgsprojekt på billige boliger. Der bliver tale om 620 almene boliger med huslejer på 5.500 kr. for de mindste på 80 m² (i 2007-priser) – samt 240 plejeboliger.
Efter opskriften »god plads til en rimelig husleje« har KAB og AlmenBolig+ udviklet projektet, der opføres som såkaldte 'basisboliger' på op til 125 kvadratmeter og en meget enkel indretning, så de kan betales af, hvad man kalder »familier med almindelige mellemindkomster«.
Som noget nyt skal boligerne opføres i mindre bebyggelser forskellige steder i København – og altså ikke som de store sammenhængende almene boligområder, der i dag i stort omfang er blevet 'ghettoer' – dvs. fortrinsvis beboet af folk på overførselsindkomster (og det vil fortrinsvis sige indvandrere eller efterkommere af indvandrere).
De lave huslejer har dog som forudsætning at beboerne i fællesskab selv klarer renholdelse og vedligeholdelse. De skal selv slå græs, klippe hæk, feje og rydde sne, smøre vindues- og dørbeslag og rense tagrender – ellers stiger huslejen!

mandag den 1. december 2008

Arkitektur i udsatte boligområder

I Københavns kommune findes to af de i alt otte ghettoområder, som et regeringsudvalg har udpeget, nemlig Mjølnerparken på Ydre Nørrebro og Akacieparken i Valby. Men en lang række andre boligområder kunne også udpeges ud fra de samme kriterier: Høj andel af voksne på overførselsindkomst og høj andel af indvandrere og efterkommere.
Det fysiske miljø kan spille en vigtig rolle i udviklingen af disse udsatte boligområder, mener man i Akademisk Arkitektforening, som i samarbejde med i samarbejde med AlmenNet og Dansk Byplanlaboratorium arrangerer et debatdag om, hvordan man i Danmark kan blive inspireret af udlandet og hvordan kan man forbedre mulighederne for at styrke udsatte boligområders fysiske miljø.
Konferencen afholdes 9. december kl. 9.30-16.00 på Kunstakademiets Arkitektskole, Auditorium 5, Bygn. 53, og man skal tilmelde sig til byplanlaboratoriet.