Viser opslag med etiketten arkitekturhistorie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten arkitekturhistorie. Vis alle opslag

onsdag den 7. december 2011

Nyt Rigshospital: Det bliver tæt!

Det oprindelige Rigshospitalet.
Fra 2013 til 2017 skal der bygges et ny Rigshospital. Og det bliver tæt! I alt 76.000 m2 til en samlet pris på 1,85 mia. kr. Først bygges et nyt parkeringshus (fordi de nuværende parkeringsarealer inddrages), et nyt patienthotel og en ny administrationsbygning. Og fra 2014 de nye bygninger til det såkaldte HovedOrtoCentret og Neurocentret.
Nybyggeriet betyder også at de sidste rester af det oprindelige Rigshospitalet forsvinder, mens de åbne arealer langs Blegdamsvej bygges til.
Det første Rigshospital, der blev indviet på den tidligere Blegdamsfælled i 1910, var et helt andet åbent hospital, tegnet af Martin Borch. Det bestod af en række pompøse randbygninger i nybarok, mens sengeafsnittene lå som pavilloner i skønvirke omkring en grønnegård, ligesom den i Frederiks Hospital i Bredgade, det nuværende Designmuseum Danmark. Grønne områder og frisk luft anså man nemlig som en del af behandlingen. Knap 50 år senere vedtog Folketinget at ombygge hospitalskomplekset, og den byggeproces foregik fra 1960 til 1978. Det 16 etager høje centralkompleks – i dag med helikopter på taget – blev indviet i 1970. Arkitekterne var Jørgen Stærmose (der også tegnede Vollsmose-bydelen) og Kay Boeck-Hansen. Arkitekturen var modernisme i en den rå udgave, som har fået betegnelsen brutalisme.
Der er indtil videre udvalgt tre arkitektfirmaer til arbejde videre med planerne: Arkitema og Creo arkitekter, Århus Arkitekterne og Schmidt Hammer Lassen Architects.

tirsdag den 4. januar 2011

Der er ikke så mange renæssancehuse tilbage – her er en af årsagerne

Foto fra Wikimedia Commons
4. januar 1786 blev Efterslægtselskabets Skole åbnet i København som borgerlig realskole for drenge Formålet med skolen var at uddanne nyttige og praktiske borgere, skriver Den Store Danske. Der blev undervist i bl.a. i tegning, fysisk træning og moderne fremmedsprog, mens udenadslære og korporlig afstraffelse var bandlyst. Fra 1770 holdt skolen til i en stor bygning fra renæssancen på Østergade i København indtil huset i 1913 – under store offentlige protester – blev nedrevet af grosserer A.C. Illum, som dog lod sig inspirere af renæssancestilen i sit nybyggede stormagasin. Nogle år tidligere var andre renæssancebygninger i Danmark blev nedrevet, og det var baggrunden for den første bygningsfredningslov i 1918.
Skolebygningen blev jævnet med jorden, men skolen – som i slutningen af 1800-tallet var blevet gymnasium – fortsatte, først på Frederiksberg og i 1940 i et dengang moderne og kvalitetspræget skolekompleks ved Utterslev Torv. Her blev den i 1993 omdannet til HF-Centret Efterslægten.

lørdag den 16. oktober 2010

Designskolens sammenlægning med Arkitektskolen tættere på

Foto: DAC

Vandflyverhangaren på Holmen skal huse Danmarks Designskole fra 2011, skriver Berlingske.dk. Hangaren blev bygget  i 1921 af med Christian Olrik som arkitekt. Og her  brugte Søværnets Flyvevæsen den til til bygning og reparation af vandflyvere indtil omkring 1950.  brugte Søværnets skoler hangaren til artilleriskole. Fra 1972 fungerede den som militært værksted indtil 1996, hvor Søværnet rømmede Holmen. I 2001 blev den af Dorte Mandrup Arkitekter ombygget til en moderne kontorbygning, og her holdt Nyhedsavisen til indtil for 2 år siden
Husets enorme tag danner en spændt halvbue over hele bygningens bredde, og det hører til Danmarks tidligste store spændbetonkonstruktioner, skriver
Dansk Arkitektur Center (DAC).
Hangaren er lejet for 10 år og flytningen er en del af en stærkt diskuteret sammenlægning med Kunstakademiets Arkitektskole. Kritikere mener, at der er så stor forskel på projektering af huse og design af  ting der skal ind i huset er så vidt forskellig, at de to retninger ikke kan få fordel af hinanden. Som 
déhistorikeren Carsten Thau på Kunstakademiets Arkitektskole udtalte til Politiken i april 2010: »Tilsyneladende drejer det sig om at imødekomme embedsmændene i Kulturministeriet, der kun tænker i administrativ stordrift og ikke på de indholdsmæssige konsekvenser af fusionen«. Og han mener, at politikerne »... er med til at ødelægge det miljø, hvor en række af hovedværkerne i dansk arkitektur er kommet fra i løbet af de sidste 250 år«. 
Nu kunne det tænkes, at sammenlægning kunne give fælles glæder. Fx er der designområder på Arkitektskolen som også findes på Designskolen.

torsdag den 16. september 2010

Hotel Jørgensen uden respekt for historien

Foto: Hotel Jørgensen
Pas på når du indlogerer dig på Hotel Jørgensen på hjørnet af Rømersgade og Israels Plads, for du bliver videofilmet! Det blev den nu ikke længere så mystiske bombemand, dog tilsyneladende ikke på det toilet, hvor bomben sprang. Ud over bombemanden kunne man også se, hvor grimt indrettet der er på Hotel Jørgensen. Grimt invenvar og grimme værelser. Bombemanden boede på en mindre sovesal med tætstående køjesenge, og det er hotellets speciale: sovesale for 6-12 personer for 175 kr. pr. nat, incl.morgenmad.
De indendørs billeder viser et interiør, som kunne være et hvilketsomhelst billigt hotel i landet, i et nyt eller i et gammel hus. Og så befinder hotellet sig i et imponerende hus med kvaderstensornamenteret facade fra slutningen af 1800-tallet. Stilen er historicistisk, dvs. uddrag af forskellige historiske stilarter, her mest renæssance. Området er det tidligere voldteræn, som omgav København indtil midten af 1800-tallet, og som tildels er bevaret i den nærliggende Ørstedspark. Og man kunne godt forvente lidt mere historisk fornemmelse af et storbyhotel med markant placering.

tirsdag den 16. marts 2010

De kongelige stalde restaureret

Foto: Slots- og Ejendomsstyrelsen
Christiansborg Slot består i sin helhed af tre forskellige slotte. Fra første Christiansborg Slot, som brændte i 1794, er der Den Kongelige Stald og ridebaneanlægget tilbage, tegnet af arkitekten Nicolai Eigtved. Staldene blev restaureret i perioden 2006-2009, og en ny bog beskriver anlæggets historie og udvikling fra færdiggørelsen i 1745 til restaureringen.

tirsdag den 2. marts 2010

1700-tallet skabte det moderne liv

'1700-tallet – det åbne og det lukkede land' er titlen på den historiske festival som arrangeres af Golden Days 3.-26. september i 2010. »Festivalen stiller skarpt på internationale forbindelser og udvekslinger i det århundrede, hvor Danmark for alvor mødte verden«, som Golden Days beskriver perioden, og formålet beskrives således: »Festivalens mål er at aktualisere 1700-tallet og dermed kvalificere fremtidens diskussioner om fx ytringsfrihed, dannelse, menneskerettigheder og kønnenes ligestilling.«
Det københavnske 1700-tal er ikke særligt godt bevaret. Der er selvfølgelig Frederiksstaden med Amalienborg og Gråbrødre Torv, men ellers ødelagde storbrandene 1728 og 1795 samt bombardementet i 1807 store dele af 1700-tallets huse. Og de store saneringer i stort set hele 1900-tallet fjernede også mange 1700-tals huse i Indre By og på Christianshavn. Borgergade/Adelgade og kvarteret omkring Pilestræde er det gået hårdest ud over, så i forbindelse med en 1700-tals festival kunne man måske vise disse kvarterers historie.

mandag den 27. juli 2009

Genskab Antikkens farver!

Københavns domkirke i homofarver. Foto: JG
Arkitekten H.C. Hansen havde misforstået det hele (og det havde hans samtid også), da han tegnede huse som Antikkens græske og romerske templer. Fx står Vor Frue Kirke, Københavns domkirke, i grå puds og maling, mens hans forbilleder oprindelig var dekoreret med farver og mønstre.
I forbindelse med World Outgames er domkirkens søjler udsmukket med farverigt stof. »Vores udenlandske gæster synes jo, at det er helt fantastisk, at der er en kirke, der har taget regnbuens farver på«, som Michael Stensgaard, chef for festivalens kulturelle program, siger til politiken.dk.
Så efter festivalen kunne man farvelægge de forskellige antikt inspirede bygninger i København, og passende kunne man begynde med Domkrien og Slotskirken.

mandag den 8. juni 2009

Første Funkis-hus i Norden


Foto: Realea
Arkitekt Edvard Heibergs funkisvilla fra 1924 markerer ifølge Realea Funktionalismens ankomst i Norden. Huset har bladgrønne vinduesbånd, balkon i jernbeton og okkergule vægge.
Boligens udformning skulle være rationel og praktisk, for det var i farverne, at æstetikken og skønheden skulle findes, mente Heiberg, som var stærkt inspireret af Bauhaus-skolen og den arkitekten Le Corbusier.
Der er åbent hus søndag 14. juni til tirsdag 16. juni, alle dage kl. 12-17 på I.H. Mundts Vej 16, Virum.

tirsdag den 21. april 2009

Skal denne bygning fredes?

Foto fra Kulturarvstyrelsen: Adam Mørk
Nationalbanken skal fredes, mener Kulturarvsstyrelsen, selvom bankbygningen er under de 50 år gammel – den normale alder for fredning.
Arkitekt er Arne Jacobsen, og styrelsen skriver, at det regnes for et af hans hovedværker. Men er det også et af Københavns? Banken ligger som en isoleret og utilnærmelig bygning midt i det historiske København. Det er en ørkenvandring som fodgænger at komme forbi, og der sker absolut ingenting langs 100 meter-facaderne.
En fredning vil betyde, at det bliver så godt som umuligt at ændre bygningen i modstrid med arkitektens intentioner, fx at åbne bygningen mod byen.
Fredningsforslaget er til høring frem til den 24. juli, og indsigelser skal sendes til Kulturarvsstyrelsen, Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V.
Telefon 33 74 51 00

torsdag den 12. april 2007

Arne Jacobsen-hus som museum

Arkitekten og designeren Arne Jacobsen er død, men hans huse lever, og nu kan man også opleve to af hans egne huse, Gotfred Rodes Vej 2 i Charlottenlund og Strandvejen 413 (”Søholm”) i Klampenborg. Det er ejendomsselskabet Realea, som har gennemført en restaurering af de to huse, Arne Jacobsen tegnede til sig selv, og fremvisningen foregår lørdag 21. og søndag 22. april, begge dage kl. 13-17. Adgang er gratis. Derefter skal husene være lukkede for offentligheden.
Huset på Strandvejen 413 er privat ejet og beboet, og Gotfred Rodes Vej 2 skal bagefter udlejes til blandet bolig og erhverv ”med respekt for bygningens historiske rammer”, som Realea udtrykker det. Men bør det ikke være med offentlig adgang? Arne Jacobsen er et ikon i dansk design og arkitektur, og folk kommer fra hele verden for at se hans byggerier.

www.realea.dk