fredag den 31. oktober 2008

Minibusser i Indre By

En elektrisk minibus skal fra marts 2008 køre på en ensrettet rundtur fra Rådhuspladsen via Hovedbanegården, Frederiksholms Kanal, Højbro Plads, Det Kongelige Teater, Nyhavn, Dr. Tværgade, Kultorvet, Nørreport og Gammel Torv tilbage til Rådhuspladsen.
Ruten er ca. 7,8 km lang og vil få 22 stoppesteder, hvoraf de 14 skal etableres. I følge busselskabet Movia skal de nye stoppesteder »anlægges i videst muligt omfang tæt ved essentielle mål som seværdigheder, parkeringshuse og butiksområder«.
I følge Movia henvender den nye buslinie sig primært til passagerer i det centrale København, hvor det skulle blive bliver nemmere at komme fra fra Middelalderbyen til hhv. Nørreport og Hovedbanegården. Bussen tager også en tur i omkring Skuespilhuset og Dronningens Tværgade (men ikke til fx Østerport Station).
Citybussen vil på en stor del af sin rute køre, hvor der i forvejen kører store busser, og der vil være områder, som ikke er dækket, fx omkring Strædet, Kronprisessegade, Fiolstræde og Købmagergade.
Der bliver ifølge Movia seks minutter mellem afgangene og ingen egentlig køreplan. På de mest trafikerede dele af ruten skal man vente ved et stoppested, de øvrige strækninger skal man vinke vinke til chaufføren, hvis man vil med bussen, siger Movia. Så må man håbe at passagerne kan finde ud af hvor det er.
Det er Arriva Skandinavien der skal drive linjen med ni busser af typen Tecnobus Gulliver.
Busserne vil være handicapvenlige og have plads til ti siddende passagerer og omkring 15 stående.
I 1981 kørte der tre minibusser rundt i København som et forsøg finansieret af række af større virksomheder og forretninger i Københavns Indre By. Ruten dengang var også dengang ensrettet fra Israels Plads, Åbenrå, Gammel Mønt, Pile Stræde, Skindergade, Nørregade og retur, en tur på ca. 15 minutter med et interval på ca. 7 minutter. Forsøget blev stoppet med årets udgang, angiveligt pga. mangel på passagerer. Busserne havde dog også store vanskeligheder med at komme frem i den voldsomme juletrafik.

torsdag den 30. oktober 2008

Som New York, London, Paris og Milano

Den modezone som angiveligt skal bringe Danmark til tops på den globale modescene, blev oprettet i sommeren 2008. Det var daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, som stod for udpegningen af mode som den første danske oplevelseszone. Modezonen skal skabe en fælles platform for den danske modebranche og bidrage til at gøre Danmark til verdens femte centrum for mode – på linie med New York, London, Paris og Milano. Modezoneen er den første af i alt fire danske oplevelseszoner, og den skal skabe en fælles platform for et ’modedanmark’.
Ambitionerne er høje. Som Bendt Bendtsen sagde i sommer:
»Modezonen skal placere Danmark blandt verdens modecentrum – på linje med New York, London, Paris og Milano. Den danske modebranche er højt udviklet og kan på flere punkter godt måle sig med de helt store«.
Bag modezonen står et konsortium af en række stærke partnerne fra den danske modebranche med Danish Fashion Institute (DAFI) som projektholder, BEC Design, TEKO Centeret, Kolding Design Skole, Danmarks Eksportråd, Dansk Design Center, Wonderful Copenhagen, Modekonsortiet og Dansk Erhverv.
Modezonen får et budget på 17 mio. kr. over de næste tre år. Heraf kommer de 8,3 mio. kr. fra Økonomi- og Erhvervsminsteriet.

Katalog om oplevelsesøkonomi

Kulturminister Carina Christensen fremlagde 21. oktober inspirationskataloget ’Reach out!’: Kataloget er et startskud til en ny strategi, der skal ruste kulturinstitutionerne bedre til oplevelsesøkonomien, og det bugner af nye metoder til at lære brugerne at kende og inddrage dem i kulturaktiviteterne. ’Reach out!’ er 29 konkrete eksempler på, hvordan kulturinstitutioner og kunstnere har arbejdet med brugerinddragelse på nye måder - for at møde oplevelsesøkonomiens udfordringer, for at opsøge nye brugergrupper eller for at fremme en kvalitetsudvikling. De 29 eksempler stammer fra et bredt udsnit af kulturens verden, bl.a. teater, musik, billedkunst, arkitektur, design, film, medier, museer og biblioteker.
For yderligere at fremme brugerinddragelse i kulturen vil kulturministeren i 2009-2011 afsætte 5 mio. kr. til et tværgående netværk, der bl.a. skal ruste kulturinstitutionerne til oplevelsesøkonomien ved at skabe større viden om metoder og projektdesign inden for brugerinddragelse. Netværket skal også gøre det lettere at søge sammen med partnere fra bl.a. erhvervslivet og forskningsverdenen om større projekter.
Inspirationskataloget og initiativet vedrørende 5 mio. kr. til et tværgående netværk vil blive drøftet nærmere på en konference for kulturlivet i december.

Pris til hovedstadsarkitekturen






En række markante københavnske bygningsværker er blevet hædret. Eller rettere, den ansvarlige arkitekt, Lene Tranberg, er blevet hædret. Som det hedder fra Danmarks Nationalbank:
»Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond har den 29. oktober 2008 uddelt hæderslegat på 250.000 kr. til arkitekt Lene Tranberg som en anerkendelse af hendes meget betydningsfulde virke inden for arkitektur og design både i Danmark og i udlandet«.
Hæderslegatet blev overrakt 29. oktober ved en reception i Nationalbanken, og samtidig åbnede en udstilling med et udvalg af tegnestuen Lundgaard & Tranbergs modeller og plancher.
På udstillingen vises følgende projekter:
Det Kongelige Teaters Skuespilhus i København
Nyt domicil – SEB Bank & Pension i København
Kilen – Copenhagen Business School på Frederiksberg
Tietgenkollegiet i Ørestad
Porcelænsgrunden på Frederiksberg
Würth Kultur- og Konferencecenter i Tyskland.
Udstillingen kan ses frem til 26. november og er åben 9.00-16.00. Der er gratis adgang.

mandag den 19. november 2007

Byen som udstillingsrum

Under overskriften »Byen som udstillingsrum« vil Københavns overborgmester starte en debat om indretningen og brugen af byens offentlige rum.
Målsætningen er, at man i København skal bruge byen på en ny og mere udadvendt måde, så byens rum kan blive mere spændende end de åbenbart er nu, fx lige nu, hvor byens butikker vil gøre deres for at præge byens rum med julen.
Arrangementet foregår 3. december kl. 16-18.30 på Københavns Rådhus, og udstillingen er derefter åben i frem til 15. december alle hverdage mellem 7.45 og 17.00.
Man kan tilmelde sig debatten og ferniseringen hos Philip Seidler på ps@okf.kk.dk eller tlf. 3366 6892.

Se programmet her:
www3.kk.dk/Aktuelt/Nyheder/UdstillingPaaRaadhuset.aspx

fredag den 9. november 2007

Christiansholm i Havnens hjerte

Christiansholm, også kaldet Papirøen.

Monica Thon, radikalt medlem af Teknik- og Miljøudvalget, ønsker at Københavns Kommune allerede nu lægger fremtidsplaner for Christiansholm - også kaldet Papirøen - som bruges til avispapir af Den Danske Presses Fællesindkøb, der har lejekontrakt frem til år 2017 - samt af Canal Tour som oplagsplads af både.

Monica Thon ser grunden som en sjælden mulighed for, at København Kommune kan blive husket for det gode på byens havnefront: »Ville det ikke være en idé, hvis Københavns Kommune selv havde hånds- og halsret over grunden. Jeg vil foreslå, at vi lægger penge til side nu for at investere i et fremtidigt åndehul for københavnerne på Christiansholm: En 'blå park' måske med en svømmehal, havnebad, roklubber, kajakklubber og en udsigt til Kongens Nytorv, som bliver helt fantastisk,« sagde hun til City Avisen i september 2007.

Øen er på 23.376 m2 og ejet af Arealudviklingsselskabet I/S, det selskab som Transport- og energiministeren og Københavns Kommune stiftede 26. oktober 2007, og som har overtaget Københavns Havns aktiviteter, aktiver og passiver.
I en lokalplan fra december 2000 fastlægger kommunen området til boliger, serviceerhverv ( fx hoteller, restauranter, og udstillingsvirksomhed), og til offentlige formål, (fx museer og maritime fritidsanlæg. Mindst 50 pct. af etagearealet skal være boliger, og bebyggelsesprocenten må ikke overstige 150.

»Alternativet er, at der i 2015 ikke vil være et eneste bygningsværk som Københavns Kommune har været ophavsmand til langs havnen. Det er måske ikke den store ulykke, men læg oven i hatten, at vi har ladet Havnen bebygge med mere eller mindre åndløse kontorhuse, og at vi så skulle lade den sidste grund gå til private investorer,« sagde Monica Thon videre til avisen, og hun håber på opbakning til sit forslag i Borgerrepræsentationen.

Måske skulle man allerede nu præge området i københavnernes bevidsthed, gøre det til en selvfølgelighed, at her lå der muligheder for at svømme sommer og vinter i havnen (fx gennem en sluse mellem svømmehal og havnebad, og ro fra omklædning direkte ud i havnen.

Hvis det var vandets muligheder, man kunne samle foreninger om, kunne man starte »Christiansholms kajak-, ro- og svømmeklub« som med tidsskriftet »Avisbåden« satte fokus på mulighederne i havnen. Og hvem siger man ikke kunne tyvstarte aktiviteterne i midlertidige omgivelser, mens man ventede på 2015 (eller hvad årstallet nu er).

tirsdag den 6. november 2007

Israels Plads: Donation på 30 mio. kr.

Oticon Fonden står bag en donation på 30 mio. kr. til fornyelse af den sydlige del af Israels Plads ved Ørstedsparken. Knud Sørensen, bestyrelsesformand i Oticon Fonden, udtrykte fondens begrundelse for gaven således:
»Torvehaller og markedspladser har altid fungeret som kulturelle mødesteder, og netop sådan et mødested vil Oticon Fonden meget gerne være med til at genskabe på Israels Plads. Pladsen udgør med sin unikke placering et spændende afsæt for byudvikling, og vi er glade for at kunne bidrage til skabelsen af et nyt byrum, der kan blive til glæde og gavn for områdets beboere og byens borgere.»
Forslagene til den renoverede plads skal tage udgangspunkt i de lokale borgeres ønsker og skal desuden forholde sig til pladsens historie, de omkringliggende huses arkitektur samt til naboskabet til de nye torvehaller i pladsens nordlige ende og Ørstedsparken i den sydlige, skriver Københavns Kommune.
Umiddelbart skriver man ikke, at det også kunne forholde sig til de store trafikale enheder: Metroen og S-togsstationen Nørreport, samt byens største underjordiske parkeringsanlæg. Man kan sagtens skabe en glimrende lokal enklave for beboere, parkbrugere og skolebørn, men intentionerne er jo at omdanne pladsen til »… et nyt unikt byrum – hele byens plads, der giver Københavns borgere og besøgende i alle aldre og på tværs af kulturer mulighed for udfoldelse og oplevelse.«

De tre teams, der skal udarbejde forslag til pladsens fornyelse er følgende:
Team A EBDNBA arkitekter ApS, Keinicke & Overgaard arkitekter, Henrik Jørgensen Landskab, Hundsbæk og Henriksen, Jesper Kongshaug, Hotel Pro Forma, Martin Zerlang, Handiplan Plus, Via Trafik.
Team B Henning Larsen Architects, Rambøll, Schønherr Landskab, Tænketank af: Katya Sander, Superflex, Christian Skovbjerg, Kristoffer Weise.
Team C Birk Nielsen landskabsarkitekter, Cobe, Niras Konsulenterne, Niras, Morten Stræde.
Hovedrådgiveren for hver af de tre teams er EBDNBA arkitekter ApS, Henning Larsen Architects samt Birk Nielsen landskabsarkitekter.
Vinderforslaget bliver offentliggjort i marts 2008.