mandag den 31. januar 2011

Skøjtebane i Borgergade


Det nuværende Borgergade blev tilovers efter en stor sanering. Foto: Wikepedia
 Indre By Lokaludvalg savner den skøjtebane, som metrobyggeriet har skubbet fra Kongens Nytorv til Toftegårds Plads. Og derfor har lokaludvalget derfor foreslået sig Frue Plads som ny lokalitet, men efterlyser nu eventuelle bedre bud fra københavnerne.
Men den er da alt for lille! Skøjbanen på Kongens Nytorv var også lille i areal, men fordi den var formet som en 'væddeløbsbane', fik den en ny kvalitet. Så hvorfor ikke kigge efter en langbane, fx det mislykkede anlæg Landgreven – som så  kunne være skøjtebane om sommeren. Eller hvad med at indrage Borgergades lange, kedelige parkeringsareal til skøjtebane?

mandag den 24. januar 2011

Målet er masser af fodgængere

Her er alt hvad en fodgænger kunne ønske. Eller mangler der et mål? Foto: JG
I Københavns Kommunes oplæg til fodgængerpolitik arbejdes der med 5 fokusområder:
  1. Udvikling af gå-kulturen
  2. Fodgængerruter og mødesteder
  3. Strøggader
  4. Trafikknudepunkter
Under trafikknudepunkter findes dog ikke omtale af busstop, der i gadekryds ligger længst muligt fra hinanden, fordi de ikke må ligge før et kryds men altid efter. Har man kommentarer, ligger høringsperioden fra 24. januar til 27. marts 2011.
Man får også muligheden for at give sin mening til kende, når Dansk Fodgængerforbund afholder debatmøde om fodgængerstrategien for København. Det sker onsdag 2. marts kl. 18.30-21.00 på Jagtvej Bibliotek, Jagtvej 227, 3. sal.






torsdag den 20. januar 2011

Bycykel i København – et forældet produkt

Bycyklen i Sevilla er med gear og affjedring. Foto JG
»Københavns bycykler er verdenskendte,« skriver projektet Bycyklen København. »Stadig flere turister betragter bycyklerne og cykelkulturen som vigtige seværdigheder i København.«
Men ærligt talt: Bycyklen er et forældet skrummel i sammenligning med bycykler i andre byer, og systemet fungerer ikke! Mange cykler forsvinder, og mange cykler kører uden for den tilladte zone.
På verdensudstillingen Expo 2010 i Shanghai var 350 bycykler en af hovedattraktionerne på Den Danske Pavillion, skriver man desuden. De mange gæster må ikke have vidst bedre! Ikke vidst at der findes tidssvarende bycykler i flere europæiske hovedstæder og i mange større byer, fx Sevilla i Spanien. Her er cyklerne moderne, de bliver vedligeholdt, og der er styr på hvor de er, fordi man registrerer sig som bruger.
Må Bycyklen København lade sig inspirere af andre, når den nuværende model i 2013 skal udskiftes!

mandag den 17. januar 2011

Flere kanaler, åer og søer i byen!

Lommeparken på Litauens Plads. Foto: Københavns Kommune
Samfundsøkonomisk er det for dyrt for Københavns Kommune at udvide kloakkerne, så de tilpasses det nye klimas voldsommere regnmængder. I stedet skal husejerne selv sørge for at installere kælderventiler.
Det siger eksperter i Københavns Kommunes klimatilpasningsplan, der skal behandles på Teknik- og Miljøudvalgets møde mandag 17.januar. »Det er ikke og har aldrig været en kommunal opgave at sikre parcelhuse mod oversvømmelser. Derfor er jeg da også overbevist om, at husejerne gerne betaler en højvandslukker, hvis det betyder, at de undgår oversvømmelser og de udgifter, der er forbundet med det,« siger teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) til Politiken.
Eksperterne understreger dog, at hvis for mange husejere installerer kælderventiler, løber kloakvandet i stedet ud på vejen, og hvis problem er det så? Som modtræk vil Københavns Kommune have tagvandet fra større etageejendomme til at løbe ud ud i nedsivningsbassiner i stedet for kloakker. Vandet kan så via kanaler føres videre til fx p-pladser og parker, sådan som man er ved at gøre klar til i den nye minipark, 'lommeparken', Litauens Plads på Vesterbro. Så her skal der måske spilles kajakpolo i stedet for basket.
Men lommeparken er netop mini og nedsivningsordningen er indtil videre frivillig. Så der skal en meget større indsats til: måske skal kommunen selv gå over til nedsivningsanlæg. Og måske skal vand indgå i byens liv i langt større udsrækning, med flere kanaler, åer og søer.
I Albertslund blev regnvandet brugt til kanaler, her set 30 år efter anlæg. Foto fra http://gaaafstand.blogspot.com/

lørdag den 15. januar 2011

Hvor vigtig er grundlæggeren?

Var Absalon grundlæggeren af København? Foto: Foreningen Dansk Militærhistorie
Hidtil har det være almindelig anerkendt, at København var et fiskerleje, da biskop Absalon fik byen i gave af Kong Valdemar i 1160erne, skriver videnskab.dk. Og det har været anerkendt, at fiskerlejet i løbet af de efterfølgende 50 år voksede til en mindre by. Biskoppen er derfor i århundreder blevet hædret som Københavns grundlægger, senest i 1967 ved Københavns 800-års jubilæum.  Men arkæologerne fra Københavns Bymuseum dokumenterer, at København allerede i 1000-tallet var forholdsvis stor og for længst havde markeret sig som et vigtigt handelscentrum. » Der er da ingen tvivl om, at Absalon gør en masse for København. Men vi har nu beviser på, at der var en stor bymæssig bebyggelse længe før Absalon kommer til. København har klaret sig fint uden Absalon,« siger museumsinspektør Jane Jark Jensen fra Københavns Bymuseum. Flere arkæologiske fund fra de senere års mange udgravninger rundt om i København viser, at byen allerede i begyndelsen af 1000-tallet strakte sig helt fra det nuværende Kongens Nytorv til Rådhuspladsen.  Ifølge videnskab.dk spekulerer arkæologerne bag de fund på, om byens første overhoved i 1000-tallet boede på stormandsgården ved Kongens Nytorv, og at det var måske var ham, der fik byen til at udvikle sig. Men hvorfor er det så vigtigt med en person? Christian den fjerde tillægges æren for Københavns byplanlægning og arkitekturudvikling i 1600-tallet, men spørgsmålet er om det ikke var sket uanset personen? I europæisk sammenhæng var København bagefter den udvikling der skete i renæssancen – en udvikling der skyldtes mange faktorer som spillede sammen,  fx et fremstormende borgerskab samt en større handels- og kulturudveksling

fredag den 14. januar 2011

Midlertidigt bydesign kan give inspiration – selvfølgelig!

Foto: Firmaet Undervejs (som var projektleder)
»I det moderne byliv kan midlertidige løsninger give inspiration til permanente løsninger og desuden udfylde en vigtig rolle som igangsætter for sociale og kulturelle aktiviteter, som den strømlinede og rationelle by ofte spænder ben for.« Sådan hedder det i programmet til konferencen ’Midlertidighed på godt og ondt’, som finder sted i Nørrebrohallen 8. februar 2011.
Konferencen bygger på erfaringerne fra’Aktivitets-TestZonen’, et midlertidigt byudviklingsprojekt, der foregik på det tidligere baneterræn tæt på hallen. Her var formålet »… at lave midlertidige, lokalt forankrede aktiviteter og herigennem tilfredsstille et umiddelbart behov for lokale aktiviter, samtidig med at den fremtidige, permanente kultur- og aktivitetspark – Folkeparken – på baneterrænet har haft mulighed for at afprøve idéer, lave borgerdialog osv.« (Og så fik man vist det hele med).
Konferencen afholdes af 2200Kultur i samarbejde med Dansk Byplanlaboratorium og man kan tilmelde sig her.

mandag den 10. januar 2011

By i bevægelse: Nye koncepter efterlyses


Zoner for gående, cyklister m.m. fungerer ikke altid lige godt.
Her et – i øvrigt prisbelønnet – eksempl på Frederiksberg! Foto: JG
  Hvordan forbedrer man forholdene for cyklister? Og for fodgængere, løbere, rulleskøjteløbere og lignende 'muskeldrevne' bevægelser. Det gør man vel ved at forbedre forholdene for muskeldrevet bevægelse i byen generelt. Man kunne fx udvikle et nyt koncept for fælleszoner og særzoner for disse grupper.