torsdag den 26. maj 2011

Mangler Mjølnerparken grønne områder?


Superkilen by night. Illustration: Superkilen.dk
Ayfer Baykal afløser Bo Asmus Kjeldgaard som teknik- og miljøborgmester. Og til lykke med det! Ayfer Baykal har i følge Berlingske.dk fastslået, »at hun ikke vil ændre væsentligt på den hidtige politik: CO2-udledningen skal nedbringes. København skal fremmes som cykelby. Og den kollektive trafik skal fremmes.« Fint nok. Mere interessant har hun samtidig forklaret, »at hun ønsker mere fokus på Københavns ghettoer/udsatte boligområder. Eksempelvis vil hun have ... flere grønne områder i Mjølnerparken.«
Hvad Mjølnerparken angår, må hun have overset, at området for tiden er i gang med et omfattende kvarterløft og parkforbedring, der omfatter »Nørrebro Park Kvarter, Områdefornyelsesprojektet i Mimersgadekvarteret, Partnerskabsprojektet med Fonden Realdania for Byudvikling af Mimersgadekvarteret, samarbejdsprojektet mellem Mjølnerparken og Københavns Kommune samt den boligsociale indsats i Mjølnerparken.« Som der står i et notat fra Økonomiforvaltningen. Derudover er Nørrebrohallen under gennemgribende renovering. Og ét af de største parkprojekter i Danmark er ved at blive fuldført: Superkilen.

Kritiserer den nye borgmester de igangværende projekter?

torsdag den 5. maj 2011

Flere gratis aktiviteter i parkerne

Ny fodboldbane med kunstgræs. Foto: JG
New York City gør meget for at engagere byens beboere i byens parker og på byens pladser, og til efteråret kommer byens parkchef Adrian Benepe til København, skriver Skov & Landskab ved Københavns Universitet, som foreslår at overføre nogle af NYC’s ideer til København, fx »gratis yoga på Islands Brygge, Fitness Walking i Fælledparken eller Boogie Woogie Weight Loss i Landbohøjskolens have?

Adrian Benepe vil også fortælle, at aktiviteterne helt eller delvis er betalt af private.
»I New York City sponseres og betales store dele af både den daglige drift og nyanlæg af private fonde og sponsorer. Det er slet ikke noget, vi er vant til i Danmark - men noget som vi kommer til at opleve mere af i fremtiden,« siger professor i parkforvaltning Thomas Randrup, der beskæftiger sig med, hvordan man kan få »det grønne i byen til at hænge sammen med ønsket om smukke, levende og bæredygtige parker.« Og Fælledparken nævnes som eksempel på en (meget kostbar) fornyelse, der sponsoreres af A.P. Møller-Fonden.

mandag den 2. maj 2011

Skrammel eller smart byudstyr?

Foto fra P4 København
I 2010 opsatte Københavns kommune to fodhvilere til cyklisterne langs søerne. Og erfaringerne fra det projekt, der har givet kommunen mod på mere, fortæller programchef i Københavns Kommune Andreas Røhl til P4 København. »Folk har virkelig været glade for dem, og vi har fået mange positive kommentarer fra københavnerne, men vi kan også mærke at folk har en praktisk tilgang til dem. Der er også kommet forslag til justeringer, så de bliver bedre.«
Enten kan man sige: Skal der opstilles endnu mere skrammel på gader og veje? Noget der skal vedligeholdes, grafitti der skal fjernes, ukrudt der gror.
Eller også: Hvor ser det behageligt ud! Hvorfor kommer der ikke også et stativ til trætte fodgængere? Til flaskesamlernes poser, til hundenes snor?

lørdag den 9. april 2011

Mindre end en promille til design

Københavns skal være designhovedstad og satse på kreative erhverv. Det er en lille – meget lille – del af aftalen mellem Socialdemokraterne, SF, Radikale og Konservative om 'København i vækst'. »Parterne er enige om at afsætte 0,5 mio. kr. i drift i 2011 til at analysere muligheden for yderligere at tiltrække kreative erhverv til København og til arbejdet med at forberede København som designhovedstad. Parterne er enige om midlernes forankres hos Kreativt Forum, som også forestår udmøntningen af midlerne,« som der står i aftalen.
Samlet skal der investeres 612 mio. kr. i aftalen, så en halv million synes ikke af meget, faktisk er det mindre end en promille

onsdag den 2. marts 2011

Nyhavn kun til træskibe

Er det hærværk af historiske omgivelser? Visualisering: Københavns Kommune
Det hænder at ny arkitektur i historiske omgivelser skaber debat, fx i Nyhavn hvor cabaretskibet Liva skal tilbage til kanalen, nu kraftigt ombygget. Nyhavnsforeningen opfordrer de københavnske politikere til at ændre beslutningen, for som foreningen skriver på sin hjemmeside, vil Liva 2 vil vende tilbage »denne gang i form af en ombygget jernpram i flere etager med futuristisk overbygning«. Foreningen mener, at overbygningen i det, de kalder ’en kæmpepram’, vil blokere udsigten over hele solsidens maleriske husrække.

mandag den 31. januar 2011

Skøjtebane i Borgergade


Det nuværende Borgergade blev tilovers efter en stor sanering. Foto: Wikepedia
 Indre By Lokaludvalg savner den skøjtebane, som metrobyggeriet har skubbet fra Kongens Nytorv til Toftegårds Plads. Og derfor har lokaludvalget derfor foreslået sig Frue Plads som ny lokalitet, men efterlyser nu eventuelle bedre bud fra københavnerne.
Men den er da alt for lille! Skøjbanen på Kongens Nytorv var også lille i areal, men fordi den var formet som en 'væddeløbsbane', fik den en ny kvalitet. Så hvorfor ikke kigge efter en langbane, fx det mislykkede anlæg Landgreven – som så  kunne være skøjtebane om sommeren. Eller hvad med at indrage Borgergades lange, kedelige parkeringsareal til skøjtebane?

mandag den 24. januar 2011

Målet er masser af fodgængere

Her er alt hvad en fodgænger kunne ønske. Eller mangler der et mål? Foto: JG
I Københavns Kommunes oplæg til fodgængerpolitik arbejdes der med 5 fokusområder:
  1. Udvikling af gå-kulturen
  2. Fodgængerruter og mødesteder
  3. Strøggader
  4. Trafikknudepunkter
Under trafikknudepunkter findes dog ikke omtale af busstop, der i gadekryds ligger længst muligt fra hinanden, fordi de ikke må ligge før et kryds men altid efter. Har man kommentarer, ligger høringsperioden fra 24. januar til 27. marts 2011.
Man får også muligheden for at give sin mening til kende, når Dansk Fodgængerforbund afholder debatmøde om fodgængerstrategien for København. Det sker onsdag 2. marts kl. 18.30-21.00 på Jagtvej Bibliotek, Jagtvej 227, 3. sal.