torsdag den 23. februar 2012

Uden design ingen betalingsring

En ’designtilgang’ kunne have løftet debatten om trængsel på de københavnske veje til en visionær debat om, hvordan vi skaber en hovedstad med mindre støj og forurening, mener Dansk Design Centers nye direktør, Nille Juul-Sørensen. Og generelt er der hårdt brug for de danske designforskeres viden, når man skal finde løsninger på samfundets store udfordringer. Det siger han i et interview i Mind Design, som  udgives af Center for Designforskning.
»Politikerne begyndte at tale om en betalingsring og fik dermed straks folk til at tænke ‘mere skat’ og ‘de vil begrænse min mobilitet’,« forklarer Nille Juul-Sørensen. »I stedet kunne vi ved hjælp af en designtilgang have sat det lange lys på og spurgt københavnerne: Hvordan synes I, at jeres by skal være om 20 år? Det kunne have givet en visionær debat med luft under vingerne og interessante fremtidsscenarier for en hovedstad med mindre støj og forurening.« Dermed ville der være lagt op til en mere konstruktiv designproces, hvor ekspertviden inden for trafik, mobilitet, adfærdsforskning osv. kunne bringes i samspil med hinanden.
»Med sådan en designet løsning kan vi gøre det naturligt og accepteret at ændre adfærd, så vi alle sammen får en federe by at være i,« siger Nille Juul-Sørensen.

Ingen kommentarer: