onsdag den 14. januar 2009

Økokologisk spisehus i Kødbyen

Kødbyens nyeste tilflytter bliver et økologisk spisehus med plads til over
200 gæster. Det er Bio Mio med planlagt åbning til februar.
Folkene bag beskriver det sådan:
»Vi åbner snart vores første økologiske spisehus til fair priser. BioMio er et
sted med plads til omtanke. Vi har skabt et sted, hvis mission er, at servere
økologisk, sund og smagfuld mad i en rar, hiv-stikket-ud-lignende
atmosfære. Vi har sågar udvidet vores tankesæt til at være en slags
holistisk strategi, der forsøger at holde sund og omsorgsfuld tråd i alt fra
mad til tøj, interiør, logistik, energi og affald. Ikke så meget for at være
hellig, snarere fordi det giver mening, og det føles og smager godt«.

Forladte områder som parker

Man behøver ikke vælge mellem at bo i storbyen og at tage en dukkert efter arbejde – i København er begge dele muligt, skriver teknik- og miljøborgmester i København Klaus Bondam, som med udspillet 'Lommeparker, træer og andet grønt' vil bruge forladte »skrammelpladser og ubenyttede strækninger i byen«.
I efteråret lancerede han sit grønne udspil, som har været i høring, og mandag aften var medlemmer af en række af byens lokaludvalg, landskabsarkitekter og andre fagfolk inviteret til konference,om at blive bedre til at udnytte byens rum.
Målet er, at der i 2015 skal være anlagt 14 nye lommeparker, små byrum på størrelse med en halv fodboldbane, at være plantet 3000 nye træer og renoveret de eksisterende parker.Kommunen har afsat 14 mio.kr. frem til 2015, men Bondam mener dog, at det langtfra er nok.

torsdag den 8. januar 2009

Tomme grunde kan bruges kreativt


I København har baneterrænet ved Tagensvej ligget brak i årevis.

Hvordan udnytter man en byggetomt eller et tom hus eller indtil der igen skydes penge i byggeriet? Det giver projektet Mental Byomdannelse et bud på. Det er tegnestuen metopos by- og landskabsdesign som i samarbejde med Velfærdsministeriet og Aalborg Kommue sætter fokus på midlertidige omdannelser af byrum »... som et middel til at sætte byens skjulte potentiale frit, mens vi venter« som tegnestuen udtrykker det. (Se under »Midlertidighed som byrumsgerator«under 'projekter'.
Metoden kendes fra Berlin, hvor en periode med økonomisk stagnation har betydet, at store grunde i det centrale Berlin har stået ubenyttede hen. Det har ført til et aktivt samspil mellem Berlins kreative miljøer, lokale borgere, investorer og Berlin kommune, og på den måde har fået igangsat og understøttet midlertidige kolonihaver, minigolfbaner, strande (ved floden) og BMX- anlæg. Projekterne har angiveligt både gavnet kulturelle miljøer og medvirket til at øge grundenes markedsværdi.

onsdag den 7. januar 2009

Mere regn skal give muligheder for rekreation

'Vand i Byer' er temaet for syv udviklingsprojekter, som Miljøministeriet giver støtte til, i alt 5,7 mio. kr. Alle projekterne går ud på at udvikle teknologi, der giver byerne redskaber til at håndtere fremtidens større regnmængder. Projekter skal bl.a. komme med løsninger på, hvordan man får de store vandmængder enten ned i jorden, så det kan blive til grundvand, eller hvordan man kan bruge vandet i kanaler, springvand og soppebassiner.
Blandt de syv miljøteknologiske vandprojekter er:
• Filtrering af vand fra vejen. Regnvand fra byens veje og pladser skal renses, så det strømmer rent videre til havnebade, søer og åer. Dobbeltporøs filtrering hedder teknikken, der tidligere er testet i Ørestad.
• Micro-renseanlæg til store byer. Fremtidens renseanlæg skal være små, ellers er der ikke plads til dem i tætbebyggede områder. Her skal de rense regnvand, inden det genbruges i springvand og soppebassiner.
• Fra regnvand til grundvand. Udvikling af ny udformning af faskiner kan betyde, at de kan tage langt større regnmængder end i dag. Dermed bliver regnvand til grundvand, og samtidig aflastes kloaksystemet.
• Fra spildevand til rekreativ ressource. Ved at benytte kendte metoder på en ny måde kan der opnås en langt bedre rensning af overløbsvand fra kloakker, så det kan bruges til havevanding, springvand m.v.
• Genbrugsvand koster. Genbrug af afløbsvand fra håndvask og bad kræver installation af rør, filtre og pumper samt strøm. En livscyklusanalyse vil for første gang veje fordele og ulemper op mod hinanden.

Så mangler vi bare et projekt, der kan vise hvordan al det strømmende vand kunne bruges til energi!

Nørreport fra kaos til – noget helt andet

Synes du også der er grimt på Nørreport? Med mængder af biltrafik og et kaos af parkerede cykler. Så giv din mening til kende onsdag 14. januar kl. 17-19 på Københavns Rådhus, hvor der først er præsentation af planerne for området og derefter frit slag for input og ideer til den projektkonkurrence, som Københavns Kommune udskriver til foråret.
Med projektkonkurrencen ønsker kommunen at få med bedre skifteforhold mellem busser og tog, en »cykelparkering i verdensklasse«, som kommunen kalder det, samt og at få samlet biltrafikken på den ydre side af stationen – den mest mest sol! Det skal angiveligt være for at få et nyt samlet byrum, »som binder Nørreport sammen med Indre By«.
Man kan også se en mindre præsentation af kommunens intentioner torsdag 15. januar kl 18.30-20.30.

tirsdag den 6. januar 2009

Gør gaderne til solfangere

Illustration: Purva Jain

Regeringens mål om at halvere CO2-udslippet hen imod 2050 stiller krav om helt nye materialer til blandt andet solceller, batterier og elkabler, mener ATV, Akademiet for Tekniske Videnskaber, som derfor forerslår, at der skal turbo på forskningen i nye materialer. De kendte materialer er nemlig helt utilstrækkelige og for dyre, mener ATV, der selv foreslår nye varmestærke metaller, der kan reducere energitabet på kraftværkerne, nye batterityper til elbiler og solceller af plastik. Et forslag har designeren Purva Jain, som i netmagasinet Metropolis foreslår gaderne i newyoorker-bydelen Bedford-Stuyvesant (Bed-Stuy) omdannet til solfanger. Når en gade skal asfalteres kunne der lægges rør i asfalten til at opfange solvarme i vand.

mandag den 5. januar 2009

Kan du huske København som kulturhovedstad?

Spillet om hvilken dansk by, der skal være europæisk kulturhovedstad i 2017, er åbnet, skriver nyhedsbrevet Søndag Aften
I 2017 skal en dansk by være Europæisk Kulturhovedstad – sammen med en by fra Cypern, for der er to kulturhovedstæder hvert år. I 2011 starter proceduren, der i 2012/2013 vil føre til endelig udnævnelse af den danske kulturhovedstad. Hidtil har kommunerne Sønderborg og Århus meldt sig som kandidater.
Og hvad betydning får så en sådan titel?
København var kulturby i 1996, og det medførte en række byggerier ifølge Søndag Aften – som dog også gør opmærksom på, at de før eller siden skulle igangsættes alligevel, men som der står i nyhedsbrevet: »Kulturby 96 blev dog i høj grad den katalysator, der fik sat initiativerne på skinner, skabt investeringslysten og matchet initiativer med penge på en måde, der sikrede varige resultater.«
Her er byggerierne:
• Tilbygningen til Det Kongelige Bibliotek: Den sorte Diamant – som med et slag ændrede hele havnefronten.
• Kunstmuseet Arken i Ishøj.
• Udflytning af fire af Statens kunstneriske uddannelser til Holmen: Arkitektskolen, Filmskolen, Statens Teaterskole og Rytmisk Musikkonservatorium.
• Udbygning af Statens Museum for Kunst.
• Etablering af Filmhuset.
• Etablering af Dansk Arkitekturcenter.
• Etablering Spillestedet Vega i det tidligere Folkets Hus fra 1956.
• Øksnehallen i de tidligere staldbygninger fra 1901.
• Etablering af teaterstedet Turbinehallerne i Københavns Kommunes første elektricitetsværkfra 1892 – som nu er delvist revet ned.
• Genskabelsen af Barokhaven ved Frederiksborg Slot
• Renovering af Københavns Rådhusplads, inkl. bygning af den nye busterminal – som ikke er revet ned.