tirsdag den 28. december 2010

Udnævnt til verdens bedste byggeri

Der er fuglefløjt og metrosus ved VM Bjerget. Foto: Bolius
VM Bjerget i Ørestad med 80 lejligheder er to gange blevet kåret som verdens bedste boligbyggeri. Læs hvordan nogel af beboerne selv oplever det.

fredag den 17. december 2010

Street-kulturen samler unge

Engang spillede man bare spontant fodbold, nu hedder det streetsoccer.
'Street'-aktiviteterne i 'DGI underground' er ifølge idrætsorganisationen blevet en succes med bred opbakning blandt unge. Det er især aktiviteter som gadefodbold/streetsoccer, Street Beat på BMX-cykel og snowparker, som har tiltrukket mange unge.Og i følge projektleder Frederik von Sperling skyldes den brede opbakning, at aktiviteterne henvender sig til to forskellige sociale kulturer der har street-kulturen til fælles:
"Parkour, skateboard og BMX-cykel dyrkes især af unge fra den bedrestillede middelklasse i en afgrænset kultur", siger Frederik von Sperling om den ene kultur.
"Streetsoccer rækker derimod ud og vil udvide deres fællesskab af minoritetsunge og unge med dansk baggrund", siger han om den anden gruppering.
For at udvide aktiviteterne vil DGI sende 60 uddannede 'street agents' ud i Århus og København, så nu skal der også gang i indretning af områder, fx ved trafiksanering og midlertidige anlæg.

torsdag den 16. december 2010

Kan man kalde et 17-etagers højhus for københavnertårn?

Sådan snyder man og gør et højhus til et 'københavnertårn'. Foto: C.F. Møller
"Arkitektfimaet C. F. Møller’s vinderforslag indgår i tæt relation med nærområdet, og vil blive et smukt og velfungerende bygningskompleks til glæde for brugere og by." Sådan udtaler vicedirektør Connie Barfod fra Universitets- og Bygningsstyrelsen i forbindelse med kåringen af vinderprojektet for udbygningen af Københavns Universitets Panum-kompleks på Blegdamsvej. Og begrundelsen er, at når man bygger højt, kan man friholde areal til byliv og grønne områder. Eller som det hedder i forslaget:
"Et af forslagets stærke facetter er, at det tilstræber at give bydelen lige så meget ny plads, som det tager fra byen i areal. Det sker i kraft af urbane lommer af pladsdannelser og offentligt tilgængelige haverum. En gestus, der bliver yderligere forstærket af bebygelsens åbne og transparente stueetager, der inviterer byen indenfor og skaber et sted, hvor byens puls blander sig med livet på campus, og hvor forskning møder fritiden."
Pladsen "gives" ved at bygge et 17-etagers højhus. Men sådan ser arkitektfirmaet det ikke. "Det ny Panum bliver et nyt, unikt vartegn for Nørre Campus og for byen - et rigtigt københavnertårn," siger Mads Mandrup fra Arkitektfirmaet C.F. Møller. Sådan ser et københavnertårn ikke ud, hvis han da mener noget med Vor Frelsers kirketår, Nikolaj Kirkes spir eller det nærtliggende kirketårn på Sankt Johannes Kirke.

onsdag den 8. december 2010

Rum af tov

Illustration: bylivpaacarlsberg
"Kom til housewarming under halvtaget kl. 16.00." Sådan kan man læse på på bloggen bylivpaacarlsberg. Og det sker 9. december.

Pladsen foran NY TAP har i mange år fungeret som læsseplads og færdselsåre for lastvognstrafik på Carlsberg. Nu er der skabt et overdækket byrum af 3.500 torve ophængt under halvtaget. Der er skåret 5 mindre "rum" ud af tovene til leg, ophold og events, og når man bevæger sig bevæger sig rundt om aftenen, bliver der aktiveret en række censorer, som omsætter bevægelser i rummet til lys.
Projektværkstedet Kraftwerket leverer livemusik og der serveres juleøl og æbleskiver.

tirsdag den 7. december 2010

Internationalt skaterbyggeri


Illustration: Bisgaard Landskab & Nordarch
 »Vert rampe, banks, bowl, flow course, lowspeed og highspeed. Vi skulle næsten alle sammen på sprogkursus. Det var simpelthen et helt nyt sprog, vi skulle lære, for at få det til at fungere,« siger Susanne Unn Weihe der er byggeherrerådgiver hos Grontmij Carl Bro til ingenioren.dk. Og anledningen til 'sprogkurset' er konstruktionen af den nye skaterpark i Fælledparken, som Grontmij Carl Bro står for - med en tilknyttet konsulent fra skaterparadiset Californien.
Den 4.500 kvadratmeter store skaterpark er støbt i beton som blev sprøjtet ud over armering og de småsten, der skal virke som dræn. Skaterparken er planlagt til at være færdig i januar 2011

mandag den 6. december 2010

Ildsjæl, byhelt, superaktivist ...

”Drømmer du om at sætte et unikt aftryk i byen? Ønsker du at få mere nærkontakt med byen og dens borgere? Længes du efter at blive bedre til at klare de tæsk der måske følger med? ” Så optimistisk lyder det fra Byens Helte, som onsdag 8. december kl. kl. 15.00 - 16.30 fortæller hvordan man kan være med.
Det foregår i Dansk Arkitektur Center, Strandgade 27 B på Christianshavn.
Bag Byens Helte står et privat rådgiverfirma, men det gør det ikke mindre inspirende for byens indflydelsespersoner. Eller som det også hedder hos Byens Helte:
"Overvej hvad der ville ske, hvis du trådte i karakter i dit job, og med din mission kunne skabe noget virkelig betydningsfuldt for byen."