mandag den 17. november 2008

Flere indkøbscentre i hovedstadsområdet

Hovedstadsregionen kan få nye områder, hvor man kan etablere de meget store butikker på over 2000 m2. Desuden kan man begynde at planlæggge to nye bymidter. Det fremgår af det landsplandirektiv, som miljøministeriet netop har udstedt.

Direktivet opstiller de planlægningsmæssige rammer for udvikling af bymidter og detailhandel i hovedstadsområdet, hvor miljøministeren er øverste planmyndighed. Under høringen af landsplandirektivet var det spørgsmålet om placering af de meget store butikker over 2000 m2 ('udvalgsvarebutikker') der blev mest interesse om, for over halvdelen af alle høringssvar drejede sig om dem, og en række borgmestre ønskede at få udpeget områder til store butikker i.

Ingen kommuner får indskrænket deres muligheder med det ny Landsplandirektiv i forhold til, hvad de kunne tidligere. Derimod bliver der udpeget nye områder, hvor der kan planlægges op til 3 nye udvalgsvarebutikker over 2.000 m2 hvert 4. år. Det gælder områder i Københavns Kommune herunder i City og i Ørestaden, samt i Lyngby Høje-Taastrup, Flintholm, 'aflastningsområdet' i Gentofte (ved IKEA), Hundige og Roskilde. Derudover får alle kommuner øget råderum til at udvikle deres bymidter. De generelle butiksstørrelser øges med 500 m² til 3.500 m² for dagligvarer og 2.000 m² for udvalgsvarebutikker. Og de kan selv fastsætte grænsen på butiksstørrelsen for butikker, der forhandler pladskrævende varegrupper (f.eks. tømmerhandel, møbelbutikker, planteskoler m.fl.).Udover store butikker giver landsplandirektivet mulighed for at etablere to nye bymidter i hovedstadsområdet: En bymidte ved Grønttorvet i Valby i Københavns kommune og en bymidte i St. Rørbæk i Frederikssund.

Bycyklen fik miljøpris

Den danske bycykel har vundet førstepladsen i kategorien »Best low-carbon transport and technology« ved World Travel Market i London. Det er verdens største turisme- og rejsemesse og fandt sted 10.-13. november.
Og det glæder organsationen VisitDenmark, for det styrker Danmarks brand som miljøbevidst nation.
»I over 10 år har bycyklen været med til at sætte sit særlige præg på København og gøre dansk cykelkultur og miljøhensyn kendt i hele verden. Cyklen kombinerer nogle af de stærkeste danske værdier – intelligent design og bæredygtig livskvalitet«, siger Dorte Kiilerich, adm. direktør i VisitDenmark.
Juryens begrunder sit valg med kombination af et koncept, der gratis giver transport og motion til byens borgere og turister, og som meget nemt kan kopieres og skaleres op andre steder i verden. Samtidig fremhæves den sociale dimension, idet fonden bag cyklerne arbejder sammen med non-profit organisationen Incita om cyklernes vedligeholdelse og reparation og herigennem giver beskæftigelse og uddannelse til lokale.
I København og Århus anvendes bycyklerne typisk i perioden fra april/maj til oktober/november.

fredag den 7. november 2008

'Vokseværk' er navnet på grønt logo

Københavns Naturskoler har fået nye logo designet af grafiker Peter Graabæk. Logoet vandt onsdag den 5. november Den Danske Designpris 2008. Det nye logo, der har navnet ’vokseværk’, skal symbolisere helhed og samarbejde inden for Københavns Naturskoler, der består af økobaserne, mininaturskolerne og Kalvebod Naturskole.

I begrundelsen fra Dansk Design Center, som står for prisen, hed det:
»Logoet ’Vokseværk’ for Københavns Naturskoler er et meget vellykket og levende grafisk design. Designet udtrykker på én gang åbenhed og struktureret form, og det gør, at det kan anvendes fleksibelt og i mange sammenhænge, uden at det svækker genkendelsen. Logoet fremstår mere som et mønster end det klassiske stand-alone ikon. Det fraktallignende mønster får logoet til at indgå naturligt i omgivelserne, hvor det både kan stå alene og indgå som former, der ’vokser’ og gentager sig i det uendelige.«

Vokseværk hedder logoet

Illustration: DDC

Københavns Naturskolers nye logo, 'Vokseværk' er designet af grafiker Peter Graabæk, og det er blandt de 12 vindere af den Danske Designpris 2008, uddelt af Dansk Design Center.
Det nye logo skal symbolisere helhed og samarbejde blandt Københavns Naturskoler: økobaserne, mininaturskolerne og Kalvebod Naturskole.

I begrundelsen hed det fra dommerkomiteen:

»Logoet ’Vokseværk’ for Københavns Naturskoler er et meget vellykket og levende grafisk design. Designet udtrykker på én gang åbenhed og struktureret form, og det gør, at det kan anvendes fleksibelt og i mange sammenhænge, uden at det svækker genkendelsen.
Logoet fremstår mere som et mønster end det klassiske stand-alone ikon. Det fraktallignende mønster får logoet til at indgå naturligt i omgivelserne, hvor det både kan stå alene og indgå som former, der ’vokser’ og gentager sig i det uendelige.«