mandag den 17. november 2008

Bycyklen fik miljøpris

Den danske bycykel har vundet førstepladsen i kategorien »Best low-carbon transport and technology« ved World Travel Market i London. Det er verdens største turisme- og rejsemesse og fandt sted 10.-13. november.
Og det glæder organsationen VisitDenmark, for det styrker Danmarks brand som miljøbevidst nation.
»I over 10 år har bycyklen været med til at sætte sit særlige præg på København og gøre dansk cykelkultur og miljøhensyn kendt i hele verden. Cyklen kombinerer nogle af de stærkeste danske værdier – intelligent design og bæredygtig livskvalitet«, siger Dorte Kiilerich, adm. direktør i VisitDenmark.
Juryens begrunder sit valg med kombination af et koncept, der gratis giver transport og motion til byens borgere og turister, og som meget nemt kan kopieres og skaleres op andre steder i verden. Samtidig fremhæves den sociale dimension, idet fonden bag cyklerne arbejder sammen med non-profit organisationen Incita om cyklernes vedligeholdelse og reparation og herigennem giver beskæftigelse og uddannelse til lokale.
I København og Århus anvendes bycyklerne typisk i perioden fra april/maj til oktober/november.

Ingen kommentarer: