mandag den 2. april 2012

Ny nødvendig cykelbro i København. Hvornår bygges tilsvarende fodgængerbro?

Ny cykelbro forventes indviet i slutningen af 2012 eller begyndelsen af 2013. Illustration: Dissing+Weitling
En bro kun for cyklister skal slynge sig seks meter oppe i luften, ud over havnebassinet og ind mellem blokkene ved Kalvebod Brygge, skriver Magasinet KBH. Broen skal hedde ’Cykelslangen’ og den skal skabe en sammenhængende cykelrute fra Fisketorvet til Bryggebroen, som forbinder Vesterbro med Islands Brygge. ”Det er nemlig en rute brolagt med bøvl og trængsel, hvor de cyklende må slæbe deres jernheste op og ned af en trappe nord for shoppingcenteret. Dernæst skal de navigere ind og ud mellem slentrende fodgængere på en rute, der har flere skarpe hjørner og blinde vinkler.” som magasinet KBH skriver. ”Alt i alt en farlig cocktail, der har kostet flere sammenstød mellem fodgængere og cyklister, og som Cykelslangens arkitekt, Jesper B. Henriksen fra Dissing+Weitling, kalder ’et gevaldigt mareridt af cykler og fodgængere overalt’.

KBH skriver desuden: "Når den 235 meter lange Cykelslange slynger sig fra Kalvebod Brygge til Havneholmen, vil det i stedet blive muligt at hjule gnidningsfrit direkte fra Fisketorvets forplads til Bryggebroen. Seks meter over vandet og den kaotiske fodgængertrafik." Men ifølge færdselsloven skal man køre efter forholdene, og cyklister er de stærke trafikanter i forhold til fodgængere. Her fremstår det nærmest som om fodgængerne generer cyklisterne. Og man kunne også minde om, at ifølge kommunens fodgængerpolitik, skal gåkulturen i København udvikles, og der skal satses på et net af sammenhængende netværk af fodgængerruter. Så hvornår kommer der nødvendige fodgængerbroer, f.eks. over H.C. Andersens Boulevard og Tagensvej? (Og broerne må selvfølgelig også være for cyklister). Den eneste rene fodgængerbro i København er i øvrigt den unødvendige, men flotte bro over søen i Fælledparken.

Ingen kommentarer: