fredag den 21. august 2009

Er København lillebitte og indbyggerne københavnerne selvfede?

Stylisten Jim Lyngvild kalder i I Alt Om København københavnerne verdens mest provinsielle folk: »De er selvfede, og det er derfor jeg flyttede fra København. De synes selv, de er de smarteste mennesker i hele verden. Og nøj hvor kan de bare krukke. Og i grunden er København jo bare en lille bitte by.«
Men København er ikke så lille endda, den tilhører gruppen af mellemstore europæiske hovedbyer – og hovedstæder – som Amsterdam, Stockholm, Bruxelles, Wien, Prag og Barcelona (hovedstad for selvstyreprovinsen Catalonien). Indbyggertal er dog ikke helt sammenlignelige, fordi forstæderne tælles forskelligt, men jeg mener de nævnte byer kan sammenlignes i størrelse og betydning. Så det er vel naturligt at man føler sig smart og hurtig.
Jim Lyngvild mener til gengæld at folk »... er meget mere nede på jorden i for eksempel Århus eller Padborg.« Selvfølgelig er de mere nede på jorden i Padborg. Og hvad angår Århus, siger folk fra andre steder i Jylland jeg har mødt, at der er de selvhøjtidelige og lidt overlegne.

Ingen kommentarer: