lørdag den 15. januar 2011

Hvor vigtig er grundlæggeren?

Var Absalon grundlæggeren af København? Foto: Foreningen Dansk Militærhistorie
Hidtil har det være almindelig anerkendt, at København var et fiskerleje, da biskop Absalon fik byen i gave af Kong Valdemar i 1160erne, skriver videnskab.dk. Og det har været anerkendt, at fiskerlejet i løbet af de efterfølgende 50 år voksede til en mindre by. Biskoppen er derfor i århundreder blevet hædret som Københavns grundlægger, senest i 1967 ved Københavns 800-års jubilæum.  Men arkæologerne fra Københavns Bymuseum dokumenterer, at København allerede i 1000-tallet var forholdsvis stor og for længst havde markeret sig som et vigtigt handelscentrum. » Der er da ingen tvivl om, at Absalon gør en masse for København. Men vi har nu beviser på, at der var en stor bymæssig bebyggelse længe før Absalon kommer til. København har klaret sig fint uden Absalon,« siger museumsinspektør Jane Jark Jensen fra Københavns Bymuseum. Flere arkæologiske fund fra de senere års mange udgravninger rundt om i København viser, at byen allerede i begyndelsen af 1000-tallet strakte sig helt fra det nuværende Kongens Nytorv til Rådhuspladsen.  Ifølge videnskab.dk spekulerer arkæologerne bag de fund på, om byens første overhoved i 1000-tallet boede på stormandsgården ved Kongens Nytorv, og at det var måske var ham, der fik byen til at udvikle sig. Men hvorfor er det så vigtigt med en person? Christian den fjerde tillægges æren for Københavns byplanlægning og arkitekturudvikling i 1600-tallet, men spørgsmålet er om det ikke var sket uanset personen? I europæisk sammenhæng var København bagefter den udvikling der skete i renæssancen – en udvikling der skyldtes mange faktorer som spillede sammen,  fx et fremstormende borgerskab samt en større handels- og kulturudveksling

Ingen kommentarer: