tirsdag den 6. november 2007

Israels Plads: Donation på 30 mio. kr.

Oticon Fonden står bag en donation på 30 mio. kr. til fornyelse af den sydlige del af Israels Plads ved Ørstedsparken. Knud Sørensen, bestyrelsesformand i Oticon Fonden, udtrykte fondens begrundelse for gaven således:
»Torvehaller og markedspladser har altid fungeret som kulturelle mødesteder, og netop sådan et mødested vil Oticon Fonden meget gerne være med til at genskabe på Israels Plads. Pladsen udgør med sin unikke placering et spændende afsæt for byudvikling, og vi er glade for at kunne bidrage til skabelsen af et nyt byrum, der kan blive til glæde og gavn for områdets beboere og byens borgere.»
Forslagene til den renoverede plads skal tage udgangspunkt i de lokale borgeres ønsker og skal desuden forholde sig til pladsens historie, de omkringliggende huses arkitektur samt til naboskabet til de nye torvehaller i pladsens nordlige ende og Ørstedsparken i den sydlige, skriver Københavns Kommune.
Umiddelbart skriver man ikke, at det også kunne forholde sig til de store trafikale enheder: Metroen og S-togsstationen Nørreport, samt byens største underjordiske parkeringsanlæg. Man kan sagtens skabe en glimrende lokal enklave for beboere, parkbrugere og skolebørn, men intentionerne er jo at omdanne pladsen til »… et nyt unikt byrum – hele byens plads, der giver Københavns borgere og besøgende i alle aldre og på tværs af kulturer mulighed for udfoldelse og oplevelse.«

De tre teams, der skal udarbejde forslag til pladsens fornyelse er følgende:
Team A EBDNBA arkitekter ApS, Keinicke & Overgaard arkitekter, Henrik Jørgensen Landskab, Hundsbæk og Henriksen, Jesper Kongshaug, Hotel Pro Forma, Martin Zerlang, Handiplan Plus, Via Trafik.
Team B Henning Larsen Architects, Rambøll, Schønherr Landskab, Tænketank af: Katya Sander, Superflex, Christian Skovbjerg, Kristoffer Weise.
Team C Birk Nielsen landskabsarkitekter, Cobe, Niras Konsulenterne, Niras, Morten Stræde.
Hovedrådgiveren for hver af de tre teams er EBDNBA arkitekter ApS, Henning Larsen Architects samt Birk Nielsen landskabsarkitekter.
Vinderforslaget bliver offentliggjort i marts 2008.

Ingen kommentarer: