onsdag den 17. august 2011

Oversvømning på kort tid


P-pladsen bag Frederiksberg Rådhus tjener i forvejen flere formål. Foto: JG

Foreningen Dansk Beton – som blev dannet i 2007 af Betonelement-Foreningen, Dansk Fabriksbetonforening og Dansk Beton Industriforening – har meldt ud, at fremtidens oversvømmelser skal undgås ved en blanding af større kloakker, lokal nedsivning og flere overløbsbassiner, dog med fokus på større kloakker i byområder.
»Alternative forslag som at dreje nedløbsrørene en halv omgang, så regnvandet løber ud i gaderne, eller at oversvømme boldbaner har fået stor fokus i medierne. Men den type lokal nedsivning er ikke løsningen ved skybrud. Især ikke i byerne, hvor de grønne arealer til lokal nedsivning er begrænsede. Derfor er der ingen vej uden om investeringer i større kloakkapacitet og flere opsamlingsbassiner,« siger René Kjærsgaard-Nielsen, formand for Dansk Beton.
»Generelt set er det dog en god idé at kombinere større kloakkapacitet og flere overløbsbassiner med lokal nedsivning på arealer, hvor det er muligt. På den måde opnår kommunerne bæredygtige løsninger for både økonomi og miljø.« Så bykommunerne må i gang med overløbsbassiner, fx i parker og på parkeringspladser. Her et par forslag til oversvømmingsbassiner i hovedstaden – som også kan fungere i tørre perioder: 
  • Ved kortids-parkeringsanlæg, fx ved Parken og bag Frederiksberg Rådhus.
  • I de store parker, fx Nørrebroparken, Fælledparken, Grøndalsparken og Søndermarken, evt. kombineret med kanalsystemer.
  • På udvalgte pladser og byggetomter, evt. kombineret med kanalsystemer.


Ingen kommentarer: