fredag den 12. august 2011

Romaer kan inddrages i byen

Roma i Brno. Foto: romnet.dk

Romaer er ikke populære i København. De tigger og bor som andre hjemløse i forladte huse og på Amager Fælled. I andre lande bor de fast, fx i Brno, den næststørste by i Tjekkiet, hvor  3 % af befolkningen er romaer. Men her har myndighederne forsøgt sig med såkaldt integrerede byfornyelsesaktiviteter, skriver urbact.dk som er en del af  et europæisk netværk til fremme af bæredygtig byudvikling. 

I  Brno lever mange  af roma-familierne i nedslidte lejligheder uden at betale husleje. Her opstod idéen om at lade lejere hjælpe myndighederne med at genopbygge deres eget hjem, således at de kunne betale deres gæld af og forhandle gyldige lejemål. NGO'er og lokale myndigheder har oprettet et ’arbejde-for-gæld’-program. Dette arbejde bestod hovedsageligt i rengøring af de ubrugte rum, og de penge, der blev tjent, blev fratrukket gælden. Resultatet er, at et stort antal mennesker ikke kun har fået ryddet ud i deres gæld, men også er begyndt på regelmæssige lejebetalinger.

Nøglen til succes, skriver urbact.dk,  »... har været den aktive inddragelse af beboerne i forvaltningen og administrationen, samt økonomisk støtte og engagement fra de lokale myndigheder. Projektet har et frivilligt 'Selvadministrations- og forvaltningsudvalg', og dette eksempel kan betragtes som en model for god og relevant praksis i alle byer.« 

Ingen kommentarer: