torsdag den 22. januar 2009

Den grønne Ørestad – det mørke Østerbro

Københavns Kommune har netop offentliggjort en opgørelse over byens grønne områder fordelt på bydele. Bydelen Amager Vest, hvori Ørestad indgår, har langt den største andel af grønne områder per indbygger med godt 128 m² per borger – mere end dobbelt så mange som nummer to, er Brønshøj-Husum med knap 59 m² pr. beboer.
I gennemsnit har hver københavner 34,2 m² grønne områder til rådighed.
De grønne områder er valgt fra København Kommunens parkregister i kategorierne: Park, småparker og -arealer, naturområder og haveanlæg.
Alle arealer har offentlig adgang, men er ikke nødvendigvis drevet eller ejet af Københavns Kommune. Desuden indgår søer i opgørelsen, fx søerne i Utterslev Mose, selvom man ikke kan bruge dem til at sejle på.
Ifølge opgørelsen er Nørrebro Københavns mindst grønne bydel med 2,6 m² grønne områder pr. borger, efterfulgt at Østerbro med 12,7 m² grønne områder pr. borger. Men som kommunen skriver, så er det muligt at være nabo til Fælledparken på 60 hektar, men i gennemsnit kun have de 2,6m² grønt til rådighed.
Københavns Havn er ikke talt med i opgørelsen, så bolværket i Nyhavn er ikke et grønt område i den forstand. Og hvad kan man så bruge opgørelsen til?
Vil man hellere bo på det tætte Østerbro og gå en tur i Fælledparken – eller i det meget åbne Ørestad og se ud over vidderne fra sin altan?

Ingen kommentarer: