fredag den 30. januar 2009

Nørreport som centrum for bæredygtig trafik

I foråret 2009 udskriver Københavns Kommune en projektkonkurrence om Nørreport. Projektkonkurrencen skal føre frem til en helhedsløsning for Nørreport, og den skal give et visionært bud på, hvordan trafik, byrum, bygninger og cykelparkering kan gå op i en velfungerende helhed, »... der gør fremtidens Nørreport til meget mere end en station«, som Københavns Kommune skriver.
Helhedsløsningen skal også styrke Nørreport som trafikalt knudepunkt »... for bæredygtige transportformer og understøtte Københavns Kommunes klimaindsats i forhold til en bæredygtig byudvikling«.
Kommunen har allerede besluttet, at der skal skabes et sammenhængende fodgængerområde på den del der vender mod Indre By.
I forslaget skal der være forslag til det nye byrum med fx belægninger, belysning, beplantning og inventar. Og der skal være forslag til cykelparkering, billetsalg og kiosk.
Desuden ønsker kommunen, at der skal være en plan for udvikling af Nørre Voldgade fra Jarmers Plads til Georg Brandes Plads.
Konkurrenceprogrammet bliver behandlet i Teknik- og Miljøudvalget i marts, så der kan udskrives konkurrence i april med aflevering i juni.

Ingen kommentarer: