fredag den 30. januar 2009

Du har måske hørt om det bypolitiske råd ...

27. januar mødtes miljøminister Troels Lund Poulsen i Ørestaden med det bypolitiske råd. Temaet var 'den tætte by'.
Det bypolitiske råd blev nedsat af miljøministeren i september 2008. Rådet mødtes i en række temamøder i slutningen af 2008 og så dette i 2009. Temaerne for rådet er den sunde by, den tætte by, den grønne by og den blå by. Indtil videre er der kun publiceret oplæg om den sunde by.
Rådets opgave »... er at udvikle idéer og se nye potentialer til at styrke udviklingen af bæredygtige byer i Danmark«. Og hvis man vil se mere om bæredygtige byer, har Dansk Arkitektur Center (DAC) oprettet en global database, som indeholder viden om bæredygtig byplanlægning og eksempler på 'best practise' fra hele verden.
Til april 2009 vil miljøministeren fremlægge regeringens bypolitiske redegørelse for Folketinget. Redegørelsen vil bl.a. blive inspireret af input fra kommunerne og det bypolitiske råd, skriver By- og landskabsstyrelsen. Redegørelsen skal supplere og uddybe regeringens såkaldte Landsplanredegørelse, som sidst kom i 2006.

Ingen kommentarer: